Når vi protesterer over at man flytter den runde bænk fra Klostertorv, handler det ikke kun om bænken. Det handler også om det menneskesyn, der ligger til grund for flytningen.
Af SAND Østjylland
Aarhus er en god by for alle, hedder det i vores allesammens slogan. Men er den det? Med flytningen af bænken fra Klostertorv, er det blevet meget tydeligt at man i hvert fald ikke ønsker at skabe en god by for byens hjemløse og andre socialt udsatte.
Bænken er mere end bare end bænk. Den er symbolet på et forsøg på at inkludere – skabe opholdssteder for alle slags mennesker i byen – de planer er åbenbart droppet nu.
Bænken er mere end bare end bænk. Den er symbolet på et forsøg på at inkludere – skabe opholdssteder for alle slags mennesker i byen – de planer er åbenbart droppet nu.
I nattens mulm og mørke forsvandt bænken. Ganske uden at dens brugere var blevet taget med på råd. Man kunne fx have spurgt hvor det ville være godt at stille den, hvis den ikke skulle stå på Klostertorv?
Det er som om man tror, at hvis man bare flytter bænken, så rykker dens brugere automatisk med. Men sådan fungerer det ikke! På den måde er brugerne af bænken ikke ret meget anderledes end alle jer andre; de vil gerne være der hvor deres netværk er, centralt ift. resten af deres liv. Bænken var et opholdssted, et socialt tilholdssted, et sted med en vigtig funktion i en masse menneskers liv.
Og de mennesker vil ikke gemmes væk!! De vil ikke stuves af vejen, så de ikke forstyrrer pænheden i gadebilledet. Vi vil have lov at bruge vores egen by! Sociale problemer forsvinder ikke, fordi folk jages ud af byen – snarere tvært i mod.
Sociale problemer forsvinder ikke, fordi folk jages ud af byen – snarere tvært i mod.
Stil bænken tilbage på Klostertorv! Anerkend at Aarhus består af mange forskellige slags mennesker! Og sørg for at skabe en god by – for alle!
Stiger kontanthjælpen?
Ydelseskommissionens rapport er udkommet
Kontanthjælpssystemet skal gentænkes. Det har man nedsat den såkaldte Ydelseskommission til at gøre. Her er nogle nedslag i deres rapport – samt svar på det store spørgsmål: Får hjemløse højere kontanthjælp hvis ændringerne gennemføres?
Ydelseskommissionens rapport blev offentliggjort den sidste dag i maj 2021. Efter godt 1½ års arbejde har man givet sit bud på den opgave den siddende regering stillede: I skal gentænke kontanthjælpssystemet. Det skal indrettes på en bedre og mere enkel måde fremover. Men det må ikke koste noget.
Rapporten er på 314 sider. Men det er faktisk spændende læsning.
Men nu jeg arbejder på hjemløseområdet, falder jeg for det kendte trick med at læse det der står om hjemløse. Det er temmelig hurtigt klaret. ”Hjemløs (-hed)” nævnes 3 gange.
Den første gang i forbindelse med boligstøtte. Den kan man sjovt nok kun få, når man har en bolig, ikke som hjemløs.
Anden gang nævnes hjemløse sammen med psykisk syge og misbrugere, som eksempler på grupper, hvor økonomiske incitamenter – sanktioner eller gevinst ved at tage et arbejde – ikke rigtigt virker.
Den tredje gang nævnes hjemløse igen som et eksempel på en gruppe, hvor det virker urimeligt at sanktionere, fordi de af forskellige årsager ikke kan overskue de betingelser kommunen stiller for at modtage kontanthjælp.
Disse tre nedslag ridser tre væsentlige problemstillinger for hjemløse op.
Der mangler billige boliger til hjemløse. Boliger man kan betale på en kontanthjælp. Det forholder kommissionen sig ikke særskilt til.
Arbejdsmarkedet er lukket land for hjemløse og andre grupper, der ikke kan levere 100 procent hver dag – og helst lidt til.
Som en konsekvens af bl.a. hjemløses manglende mulighed for at reagere på økonomiske incitamenter, tydeliggøres det hvor uretfærdigt økonomiske sanktioner kan være. Når man har problemer, der gør, at man ikke altid er i stand til at deltage i et møde eller passe sin aktivering, hjælper sanktioner ikke. Her er støtte og motivation i stedet nøgleord. I SAND ser vi alt for ofte at kommunen uretmæssigt sanktionerer kontanthjælpsmodtagere. Det er, som ydelseskommissionen også påpeger, ikke retfærdigt.
Ydelseskommissionen forholder sig i høj grad til de to sidstnævnte punkter. Allerede i indledningen i rapporten slår de fast, at de har en ambition om, at der skal være et økonomisk incitament alle kan reagere på.
De rammer hovedet på sømmet ved at anbefale, at det skal gøres langt mere enkelt for kontanthjælpsmodtagere at få sig et ”småjob” end i dag, og at incitamentet er positivt frem for negativt. Dvs. at man får noget frem for at undgå at miste noget, når man arbejder nogle timer om ugen, mens man er på kontanthjælp. Konkret anbefales det, at kontanthjælpsmodtagere på den nye såkaldte ”grundsats” på 6.600 kr. pr. måned, kan beholde hele indkomsten, dog med en grænse på 3850 kr. om måneden. Det svarer til ca. 8 timers arbejde om ugen, vurderer de. Hvis du småjobber så meget, at din samlede indkomst kommer op over den nye ”forhøjede sats” på 10.450 kr. om måneden, kan man beholde 35 procent af lønindtægten. Kommer man helt op på en samlet indtægt, der svarer til dagpengesatsen, modregnes der krone for krone for den del af lønnen, der overstiger dagpengesatsen.
Rationalet bag denne anbefaling, er, at ved at vende incitamentet fra at være pisk til at være gulerod, har hjemløse og andre udsatte borgere en reel mulighed for at drage nytte af de incitamenter der er. Man tjener simpelthen penge på at arbejde.
Rationalet bag denne anbefaling, er, at ved at vende incitamentet fra at være pisk til at være gulerod, har hjemløse og andre udsatte borgere en reel mulighed for at drage nytte af de incitamenter der er. Man tjener simpelthen penge på at arbejde. Det kan forhåbentlig føre til at man bliver helt eller delvist selvforsørgende, samtidig med at man bliver en del af et arbejdsfællesskab. Den forkætrede 225-timersregel er eksemplet på et negativt incitament. Den foreslår kommissionen afskaffet.
Den beskæftigelsesrettede indsats og en positiv incitamentsstruktur, kan dog ikke stå alene. Kommissionen fremhæver behovet for, at kommunerne understøtter indsatsen ved andre beskæftigelsesrettede indsatser og ved en helhedsorienteret og koordineret indsats på tværs af kommunale forvaltninger og andre myndigheder/tilbud. F.eks. ved at man får tilbudt en koordinerende sagsbehandler.
Regelmæssighed i indsatsen er vigtigt. Det giver borgere en større mulighed for at få idéer til nye veje videre. Rapporten hæfter sig ved sagsbehandlerens rolle. En positiv tilgang – det, at man tror på borgeren og ikke giver op – er vigtig, viser effektstudier, mens det har negativ effekt for borgerens udvikling ift. at komme tættere på arbejdsmarkedet, hvis man ofte skifter sagsbehandler.
Kommissionens anbefaling er derfor at lave et kontanthjælpssystem, hvor man belønner kommuner for at bruge de værktøjer, der virker bedst. I dag er ansættelse i privat løntilskud et af de værktøjer, der virker bedst, men bruges mindst. Omvendt er der ikke evidens for at ”kontrolsamtaler” på jobcenteret virker. Nærmere tværtimod.
Det store uafklarede spørgsmål er: Vil hjemløse få en højere eller lavere kontanthjælp end i dag, hvis kommissionens forslag bliver vedtaget i Folketinget?
Det store uafklarede spørgsmål er: Vil hjemløse få en højere eller lavere kontanthjælp end i dag, hvis kommissionens forslag bliver vedtaget i Folketinget? For langt hovedparten af hjemløse, vil der ikke være nogen forskel. Ud over en grundsats på 6.600 kr. og en forhøjet sats på 10.450 kr. foreslår kommissionen, at der gives et fast tillæg til enlige personer uden børn på 1.000 kroner (grundsats) eller 2.250 kroner (forhøjet sats). Disse personer har nemlig i dag generelt færre penge til rådighed end andre familietyper på samme ydelser.
Den høje sats får man, hvis man har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, har haft 2½ års beskæftigelse indenfor de sidste 10 år eller opholdt sig i landet i 7 af de sidste 8 år.
Det betyder at man rammer præcis de samme beløb som der gives i kontanthjælp i dag for langt de fleste i hjemløsegruppen.
Unge under 30, med bestemte psykiske lidelser, der i dag modtager et aktivitetstillæg eller en højere sats, vil miste denne ret og komme ned på en kontanthjælp, der svarer til deres jævnaldrende.
De kan blive kompenseret ved anbefalingen om at kommunerne skal gives mulighed for at yde supplerende hjælp, hvis de skønner det nødvendigt. I tilfældet med en ung psykisk syg, bliver det i en overgangsperiode, til vedkommende f.eks. har fundet en billig lejlighed. For at hjælpe kommunerne med hvornår de kan give enkeltudgifter eller ekstra hjælp til, skal der udarbejdes en ”positivliste” over rimeligt begrundede enkeltudgifter. Der kan være udgifter til møbler, tøj, børneudstyr. Vi ved at kommunerne i dag er meget nærige ift. enkeltudgifter. Derfor kan sådan en liste være en god idé. Omvendt kan den også begrænse kommunernes muligheder; står det ikke på listen, kan der ikke ydes hjælp.
… Og for at svare på spørgsmålet om kontanthjælpen stiger? NEJ! Det gør den ikke… Det har aldrig været sigtet med kommissionens arbejde…
Men det her er jo bare et udspil. Det er endnu engang børnene der er i fokus. Hvis hjemløse og andre 2.rangsborgere skal tilgodeses, skal vi op på barrikaderne. God kamp!
… Og for at svare på spørgsmålet om kontanthjælpen stiger? NEJ! Det gør den ikke… Kommisionen fik klar besked på at der ikke kom flere penge til området. Hvis nogen får mere, skal andre have mindre. Som f.eks. unge med psykiske lidelser…
Bankerne svigter hjemløse igen og igen
Kontantfri filialer og ingen hjælp til nyt hævekort
Hjemløse lever et liv, der gør det at de har større risiko for at miste deres hævekort eller andre personlige ejendele, som andre låser inde i boligen. Der er også hjemløse, der ikke ønsker at have et hævekort og tilhørende kode, fordi det giver pusheren, lånehajerne og andre de måtte skylde penge, en mulighed for at tvinge kort, kode og i sidste ende kontanter fra den hjemløse. Et fænomen vi hører mere og mere til i hjemløseverdenen.
Indtil for nylig kunne den hjemløse gå ned i banken og hæve penge om end ikke på sit glatte ansigt, så med en form for legitimation og en underskrift. Men den mulighed forsvinder i takt med at bankfilialerne lukkes eller bliver gjort kontantløse.
En hjemløs er oftest på kontanthjælp eller på pension. Krav for at få ydelserne og de regler man skal leve op til, er velbeskrevet i lovgivningen. Og borgeren skal partshøres før der træffes afgørelser og har mulighed for at klage over afgørelser man er uenig i, f.eks. hvis man som kontanthjælpsmodtagere sanktioneres for ikke at møde op til en samtale på jobcenteret. Ja selv Grundloven omtaler at borgere, der ikke kan ernære sig selv, skal have offentlig forsørgelse.
Men hvis man ikke kan få adgang til sine penge, er de jo ikke noget værd I ”God skik-bekendtgørelsens” for finansielle virksomheder står der, at alle der efterspørger en konto har ret til en basal betalingskonto. Der står også at man skal have mulighed for at hæve og indsætte kontanter. Og der står tilmed, at hvis dette ”gennemføres ved personlig henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale, kan instituttet begrænse antallet af ekspeditioner til én om ugen.” https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/330
Det er imidlertid ikke det de hjemløse oplever. Kontantløse banker har ikke åben for kontante hævninger én dag om ugen. Tværtimod skal de være heldige, hvis de kan hæve penge én gang om måneden i de banker, der endnu ikke har erklæret sig kontantløse. Der er også banker, der har en ordning hvor du kan bestille afhentning af et bestem kontantbeløb en gang om ugen i et bestemt klokkeslæt i en bestemt bank. En ordning som anerkender problemet, men som er ubrugelig for hovedparten af hjemløse. Men det behøver vel ikke være så svært at give de borgere, der gerne vil hæve penge ved kassen i banken, den mulighed. Selvom bankerne skærer ned på antallet af filialer, har de tilsammen masser af filialer tilbage. Hvis de påtager sig forpligtelsen sammen og tilbyder hinandens kunder at hæve penge i en anden bank, kan de dele byer eller bydele op imellem sig. Det kræver blot en fuldmagt fra kundens side om at de må dele informationer om kunden med de andre banker.
Hvis man fx har mistet sit hævekort, kan det være sindssygt svært at få et nyt hvis man er hjemløs – selvom der er forskellige muligheder for at løse det for kunden. Det ønsker bankerne åbenbart ikke. Fx fortæller en hjemløs at hun mistede sit kort, men ikke kunne få tilsendt et nyt fordi hun boede på herberg – og dermed ikke havde sit navn på døren. Nogen anden løsning for at få kortet, blev hun ikke præsenteret for.
”Jeg har ikke kunne hæve penge i flere uger. Fordi jeg ikke har mit kort. Eller koden. Hvis jeg ikke solgte aviser, kunne jeg ikke få min medicin. Eller hvis Hus Forbi ikke havde den der ordning hvor man kan få gratis medicin. Og personalet (på herberget, red.) kan jo ikke gå ind i det, de kan jo ikke låne dig penge.
En anden hjemløs har henvendt sig til SAND fordi hun ikke kan få en konto pga. hendes tidligere blev hacket – denne svindel er meldt til politiet. Nu har hun været rundt ved en lang række banker – men svaret er det samme nedslående HVER GANG! Dette på trods af at man skal have en NEMKonto for at kunne få sin kontanthjælp.
Det bør støttes og det bør diskuteres hvad bankernes rolle skal være og hvad de er forpligtet til.
Hvis bankerne ikke lever op til deres forpligtelse eller bevidst bryder reglerne og Staten er ligeglad med at bankerne bryder reglerne, så er det igen den hjemløse der bliver sorteper. I praksis står vi i en situation hvor den grundlovssikrede ret til at få offentlig forsørgelse reelt er sat ud af kraft af selvsamme stat som er funderet på den Grundlov, den selv har sat ud at spillet.
Vi har stadig et problem med, at hjemløse ikke kan hæve penge, men SAND arbejder på sagen. Derfor har vi hevet fast i FinansDanmark, der er interesseorganisation for banker, realkredit mv. for at gøre dem opmærksomme på problemet – og ikke mindst for at finde en løsning.
FinansDanmark henviser begejstret til den aftale, de har indgået med KL i 2017, som skulle sikre at hjemløse kan få et betalingskort. Men få banker kender til den aftale, når borgerne henviser til den og den er ikke tilgængelig på internettet ved en almindelig søgning, kun omtalen af aftalen. Derudover er det SLET ikke alle banker der kender til den aftale. Det er også stadig et problem i visse dele af landet, at få sendt sit hævekort til en fysisk bank, da de efterhånden kun har få filialer med fysisk betjening – og dette inden for en meget kort tidsramme. Borgerne har oplevet, at skulle tale med en chef i banken før de bliver hørt. Så aftalen er rigtig fin, men i praksis halter det med at få givet informationerne videre til bankerne, og dem der rent faktisk har noget med kunderne at gøre – den enkelte medarbejder – er ikke opdateret.
