Høringssvar: Ændring af socialtilsynsloven
Høring vedrørende forslag til lov om ændring af socialtilsynsloven m.v.
SAND – De hjemløses landsorganisation takker for høringsskrivelsen. Vores
erfaringer vedrørende tilsyn kommer fra herberger og forsorgshjem (§110
boformer) og vores perspektiv er brugerne af disse tilbud.
Vi synes det er en god idé at indføre et mere risikobaseret tilsyn, hvor
ressourcer fokuseres på de områder, hvor det vurderes der er størst risiko.
Vi har imidlertid en række bekymringer.
Manglende fokus på små tilbud
Vi ser en fare for at et risikobaseret tilsyn prioriterer større aktører, hvor
risikoen for systemfejl anses for højere. Det kan føre til, at små hjemløsetilbud,
der ofte har mindre synlige problemer, overses.
Små tilbud spiller ofte en væsentlig rolle for de mest udsatte hjemløse, men
kan mangle ressourcer til at leve op til krav uden løbende støtte. Et ”løbende”
tilsyn, som vi har i dag, har større mulighed for at understøtte den faglige
udvikling og hjælpe med løsninger på f.eks. ændrede dokumentationskrav eller
ny lovgivning.
Selvom det samlede antal besøg reduceres, kan stikprøvekontrol intensiveres
for at sikre, at selv små problemer opdages tidligt. Samtidig bør tilsynene have
fokus på kerneindikatorer såsom brugeroplevelser og sikkerhed.
Ifm. brugerinddragelse er det vores erfaring at boformslederen har en tendens
til at udvælge de beboere, der har et positivt syn på tilbuddet, frem for de mere
kritiske beboere. Vi mener tilsynet i højere grad selv skal udvælge beboere de
vil tale med under tilsyn, for at sikre at kritikpunkter kommer frem i lyset.
Det bør overvejes om der skal laves en særskilt overvågningsmekanisme for
små hjemløsetilbud, der kan sikre, at disse ikke forbigås i det risikobaserede
system.
I kan også inddrage frivillige organisationer og brugere i evalueringen af tilbud
for at udnytte deres lokale indsigt. SAND stiller sig gerne til rådighed.
Kvalitet på herberger
Fra politisk side ønsker man at sænke serviceniveauet og dermed også
kvaliteten på de sociale tilbud. Det skinner også igennem i dette forslag, f.eks. i
antagelse om, at når man går fra en 5-trinsskala til en binær
godkendelsesmodel, vil tilbuddene ikke længere have et incitament til at hæve
deres serviceniveau og dermed deres udgifter ud over, hvad der er
nødvendigt, for at være godkendt. Det er uforståeligt og uhensigtsmæssigt at
forringe kvaliteten af tilbud til hjemløse, når målgruppen for tilbuddene får
stadig flere og større problemer. Herberger skal imødekomme de behov
målgruppen har, ikke blot tilbyde en seng at sove i.
En fagligt relevant personalesammensætning bør prioriteres, også økonomisk
og i tilsynets vurdering.
Endnu en ulempe ved at forlade 5-tirsnskalaen er at det bliver sværere for
hjemløse at finde et tilbud der er gode til den ene eller anden problemstilling.
Godkendt/ikke-godkendt siger ingenting, mens et 5 tal indikerer større
ekspertise på et givent område end et 3 – tal.
Det skal bemærkes, at der ikke altid en entydig sammenhæng mellem kvalitet
og pris. For hjemløse vil den blotte tilstedeværelse og lydhørhed fra
personalets side vurderes positivt, ligesom nem tilgang til dusørarbejde kan
være en kvalitet i hjemløses øjne. Også sådanne forhold bør en fremtidig
kvalitetsmodel kunne fange.
Det foreslås at ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”selvstændighed og
relationer” udgår af kvalitetsmodellen.
Vi tror det er en god idé at fjerne ”uddannelse og beskæftigelse”, og lade det
være et anliggende for beskæftigelsesforvaltningen. Vi har oplevet at en
boform smed en hjemløs borger ud fordi vedkommende missede et møde med
jobcenteret.
Vi mener omvendt ikke at fjernelse af ”selvstændighed og relationer”
harmonerer med formålsbestemmelsen for en § 110 boform. Forsorgshjem og
herberger skal støtte borgerne i at få en mere stabil livssituation, hvilket
inkluderer at hjælpe dem til selvstændighed og inklusion i samfundet.
Det indebærer støtte til at finde bolig, evt. komme i misbrugsbehandling, få styr
på økonomien eller andre tiltag, der kan føre til et mere uafhængigt liv.
Mange borgere, der opholder sig på § 110-boformer, har svage eller ingen
sociale netværk. En del af den sociale indsats kan derfor handle om at styrke
relationer til familie, venner eller andre støttende fællesskaber.
Ifølge både Serviceloven og dens vejledning skal borgerens egne ønsker og
behov være styrende for indsatsen, så den bliver så relevant som mulig. Hvis
det inkluderer et fokus på ovenstående problematikker, skal herberget være i
stand til at honorere det.
Whistleblowerordningen
Det foreslås at det sociale tilsyn gerne må fortælle tilbuddet, at der har været
en henvendelse og hvad henvendelsen handler om. Især på mindre tilbud kan
det være enkelt at sammenkæde henvendelsen med en aktuel konflikt med en
beboer, hvilket vil øge risikoen for at beboeren bliver bortvist. SAND får i dag
henvendelser fra borgere, der først vil ringe til tilsynet efter de er fraflyttet, fordi
de frygter at blive smidt ud, hvis det opdages, at de har kontaktet tilsynet.
Vi ser jævnligt bortvisninger, der er begrundet i kritik af herberget, hvor
begrundelsen lyder ”kan du ikke lide lugten i bageriet……”. Frygten for at blive
smidt ud for at ytre sig kritisk via whistleblowerordningen, vil blive øget ved den
foreslåede ordning og vil få den fuldstændige negative effekt end den tiltænkte.
Hvis den foreslåede ordning skal virke efter hensigten, skal der indskrives en
beskyttelse af whistlebloweren som det er sket i den nationale
whistleblowerordning.
Det skal også anføres, at det ikke kan forventes af borgerne på herberget, skal
tage ansvaret for at vurdere, hvorvidt tilbuddet lever op til den nødvendige
kvalitet. Det kan føre til, at tilsynsindsatsen rettes mod problemstillinger, der
ikke nødvendigvis er de mest presserende. Vi frygter også at det begrænser
mulighederne for de forebyggende indsatser, f.eks. fokus på udvikling af
tilbuddet, fordi ressourcerne bruges på at håndtere whistleblowerhenvendelser.
Slutteligt vil vi bemærke at en ændring af tilsynets tilsynspraksis og funktion
burde ske i samarbejdet med relevante aktører på området. En høring, som
sjældent ændrer et komma, er en selvfølgelighed, men burde være det sidste
element i en længerevarende og grundig proces med fokus på hvordan tilsyn
og tilbud kan få et konstruktivt samarbejde til gavn for brugerne af tilbuddene.
Med venlig hilsen
Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND