KLAUS OG JUNIOR I ATHEN. Oplevelser fra international konference om hjemløshed – hvad lærte vi, og hvad kunne vi bidrage med? Er det overhovedet relevant for SAND at være afsted?

Af Klaus Krag og Junior Kjartan Emhjellen, SAND Hovedstaden

Hvert år afholdes der en konference et sted i Europa, arrangeret af Feantsa. Feantsa er en NGO, der er en sammenslutning af organisationer, der arbejder med hjemløshed. Det officielle mål er, som SANDs, utopien om at ende hjemløshed. De fokuserer dog på hele Europa.

I år gik turen til Athen, et af Europas fattigste lande. Så det fine hotel, konferencen blev afholdt på, var en skarp kontrast til, hvad vi oplevede på gaden. Det var desværre tydeligt, at 30 % af alle grækere lever under den europæiske fattigdomsgrænse.

Da vi snakkede med andre organisationer fra de andre lande, blev det også tydeligt, at vi i Danmark har det bedre end de fleste. Selvom vi begge, op til flere gange, er røget igennem det danske sikkerhedsnet. Det kunne vi blandt andet se ved, at der ud af 400+ mennesker var 4 erfaringseksperter (hjemløse eller tidligere hjemløse), og 3 af dem var fra Danmark.

Vi mener, at der trods alt er mere overskud og støtte til at lave brugerstyrede foreninger med hjemløse og tidligere hjemløse i DK, hvilket var overraskende for mange af de andre professionelle organisationer, vi mødte. Vores kontakt til medier og politikere var de nærmest i chok over. Men som vi forklarede, er det mere overbevisende at høre historien fra en, der har levet den.

Og det var en af de største ting, vi kan bidrage med hos Feantsa: “Ask not what you can do for the homeless, but what the homeless can do for you.”

Og det var en af de største ting, vi kan bidrage med hos Feantsa: “Ask not what you can do for the homeless, but what the homeless can do for you.”

Klaus og Junior, SAND Hovedstaden

Brugerstemmer og manglende inddragelse

Der var bl.a. et seminar, hvor de snakkede om unge hjemløse. Der blev snakket med unge professionelle, mellemledere og topledere – men ikke med dem. Og det var, som om de lyste helt op, da vi påpegede, at det måske var en god idé at spørge dem… og måske lave et udvalg af unge hjemløse på tværs af Europa, så man kunne se, om der var problematikker, der gik igen. Så kunne man fokusere på dem som international organisation og ikke gå i problematikker, der kun berørte ét land.

En anden ting, vi har tænkt at arbejde på, er, at vi i SAND – og måske Hus Forbi, der også er en brugerorganisation – kunne slå os sammen om et oplæg, der fortæller om fordelene ved brugerinddragelse. Hvilken indflydelse man kan have, og hvordan man kan starte sådan en slags forening fra bunden – eller gøre mere brug af erfaringseksperter.

Kunst som redskab – og krav til samfundet

Det, vi selv kunne tage med hjem, var inspiration på mange forskellige temaer.

To af de seminarer, vi gik til, handlede meget om kunst og derved aktivering af hjemløse og udsatte – selvom aktivering normalt er et fy-ord… at lave et værk/produkt, man kunne være stolt af.

Det ene seminar var en kunstner ved navn David Tovey, der bl.a. havde haft en “catwalk” med tøj, han havde syet af materialer fundet på gaden. Dog havde han krævet, at han så også, udover catwalken, ville have en udstilling, der omhandlede PTSD hos tidligere soldater som ham selv – alt dette på det verdensberømte Tate, Museum of Modern Arts.

Der kunne man både se, hvor langt man kan nå med kunst, men også, at det er ok at stille store krav – selv til de største spillere i samfundet – og også de mange forskellige måder, man kan udtrykke sig på med kunst.

Det andet seminar var i virkeligheden et kunstværk i sig selv! En belgier ved navn Laurant d’Ursel, også kendt i Bruxelles som manden med de to forskelligfarvede Crocs. Han havde startet en forening, der gav mulighed for gratis bad til hjemløse, og derigennem var han blevet en aktivist mod hjemløshed, der arbejder på en kæmpe række af projekter.

Hans hovedtese var: “Hør på, hvad de hjemløse vil.” Og under “forestillingen” vendte han ofte tilbage til, at det værste, han havde gjort i sit liv, var, da han selv fik en idé og ikke vendte den med de lokale hjemløse…

En virkelig interessant idé, han havde lavet, var et teater for byrådet, med hjemløse som forfattere og skuespillere – men et interaktivt teaterstykke, der involverede byrådet. Byrådet skulle tage stilling til en masse af de hjemløses dilemmaer, og efter forestillingen fik de at vide:

“Så nu har I løst problemerne for hjemløse her – så kan I bare tage jeres løsninger i brug i byrådet.”

En stærk, hård og kontant måde at vise, at de fleste problematikker er forholdsvis nemme at løse – men man må høre på hjemløse for at forstå dem.

Et stærkt portugisisk eksempel

På et seminar fandt vi frem til den 4. tidligere hjemløse konferencedeltager. Han var fra Portugal og arbejder i en NGO, der arbejder med hjemløse. Det, vi fandt spændende, var, at han også var fortaler for brugerinddragelse.

Men da vi fik os en snak mellem seminarerne, faldt vores samtale hurtigt hen på langtidshjemløse – og hvordan de kommer bedst i mål med Housing First. Deres NGO havde rådighed over ca. 150 boliger, hvor de primært visiterede mennesker, der havde været hjemløse i 10 år eller mere, til.

Det hele var meget frit, da det jo ofte kan være svært at indfinde sig i en bolig efter så mange år. Så nogle brugte en måned eller to foran døren eller på deres altan. Men der var hele tiden en bostøtte til at hjælpe dem i deres behov. Bostøtten kunne være alt fra peer-to-peer til en advokat og varede, så længe der var et behov. For nogle var det resten af livet, andre blomstrede op og fik arbejde og en “normal” dagligdag og havde derfor ikke brug for støtten længere.

Akademiker-engelsk og fællesskab

Det var ret psykisk hårdt og udfordrende at skulle følge med på akademiker-engelsk med bl.a. fransk, tysk og græsk accent. Men samtidig superinspirerende og givende. Der var en masse gode netværksmuligheder – også med danske organisationer, da vi heldigvis er flot repræsenteret.

Vi mener, at der er en stor vigtighed i vores tilstedeværelse. Og det er noget, vi fortsat skal engagere os i – muligvis endnu stærkere, med f.eks. et dansk seminar, som tidligere beskrevet.

Det bliver et hårdt slag for mange kontanthjælpsmodtagere når den særlige støtte til husleje, §34, forvinder pr. 1/7.

I morgen – d. 1. juli – mister tusindvis af kontanthjælpsmodtagere et essentielt økonomisk tilskud, der har gjort det muligt for dem at have både en bolig og have råd til mad. Nu skal de vælge mellem disse to basale livsnødvendigheder.

Når eller hvis gruppen af borgere, der mister § 34 støtten, ikke længere kan betale husleje, kan vi forvente at se en ny gruppe “fattigdomshjemløse”. Mennesker, der ikke har de komplekse sociale problemer, hjemløsegruppen har i dag, men som ganske enkelt ikke længere har råd til at blive boende og heller ikke kan finde en billigere bolig.

Kommunerne vil blive presset, da flere vil søge om økonomisk hjælp til husleje eller banke på herbergernes døre for at få en plads, selvom de endnu ikke er målgruppen for tilbuddet. SAND har haft kontakt med kommuner, der har en ”beredskabsplan”, når desperate borgere henvender sig i slutningen af måneden, hvor den manglende udbetaling af den særlige støtte for første gang ikke udbetales (den er bagudbetalt). Kommunerne siger desværre, at de reelt ikke har nogen redskaber til at hjælpe borgerne. F.eks. er det de færreste kommuner, der kan hjælpe borgere over i en billigere lejlighed. De billige lejligheder findes nemlig ikke!

Boligen er netop den sikre base, et bredt Folketing har sat deres lid til skal være omdrejningspunktet for den hjælp, der i fremtiden skal gives til hjemløse i stedet for en herbergsløsning.  At fratage kommunerne et af de vigtigste redskaber, som § 34 støtte vitterligt er, til at anvise hjemløse en bolig, er som at sætte en vejbom ned over vejen fra herberg til bolig.

At fratage kommunerne et af de vigtigste redskaber, som § 34 støtte vitterligt er, til at anvise hjemløse en bolig, er som at sætte en vejbom ned over vejen fra herberg til bolig.

Undskyldningen for at lave en så idiotisk lovgivning er komisk nok den stik modsatte af argumenterne for at fremsætte værdighedsreformen. Her hed det sig, at ret må gå før pligt og at vi ikke skal piske på folk der ligger ned.

Med kontanthjælpsreformen åbnes der op for at flere skal kunne arbejde mere uden at blive modregnet i kontanthjælpen, lyder den positive fortælling om reformen. Desværre finder vi ikke den samme erkendelse som i værdighedsreformen af, at der er borgere i vores samfund, der har så mange problemer ud over ledighed, at det reelt ikke er en mulighed at arbejde 6 – 8 timer om ugen. For dem vil kontanthjælpsreformen føles som en pisk, de ikke kan undgå.

Der er ingen tvivl om, at det vil skabe flere hjemløse

Kjartan Emhjellen, næstformand i SAND til Dr

Nu rokkes der fundamentalt ved muligheden for at give hjemløse en bolig og ved muligheden for at have en bolig for rigtig mange borgere, der i forvejen har svært ved at få råd til dagen af vejen – for det er netop derfor de får § 34 støtte.
Er det den rette vej at gå, hvis målet er at tilbyde et værdigt liv til alle borgere?  

Der er ingen billige boliger og der er ikke plads på arbejdsmarkedet til de mest udsatte

Susanne Moos, næstformand, SAND Vestsjælland, TIL DR P4 Sjælland

SAND i medierne

Flere SAND folk har været i medierne og udtalt sig om konsekvenserne ved afskaffelsen af §34
Hør Susanne Moos, næstformand i SAND Vestsjælland her (start kl. 7.15)

Mød Kjartan Emhjellen, næstformand i SAND i DR her

Fakta: Afskaffen af §34

Med vedtagelsen af kontanthjælpsreformen i december 2024 besluttede Folketinget (Regeringen, Konservative, Radikale og SF), at kommunerne fra den 1. juli 2025 ikke længere kan yde særlig støtte gennem § 34 i aktivloven til kontanthjælpsmodtagere, der har høje huslejeudgifter eller stor forsørgerbyrde.

Ca. 20.000 borgere modtager i dag særlig støtte. De modtager i gennemsnit ca. 1.100 kr. om måneden.

Da lovændringen blev gennemført, vurderede Københavns Kommune, at § 34 blev brugt i ca. 75 % tilfældene, hvor en udsat borger i København indstilles til bolig.

MEDHOLD. Det var forkert, da et herberg bortviste en borger i december 2023. Det afgør Ankestyrelsen nu. Det er en vigtig sejr for retssikkerheden.

Af Ask Svejstrup, sekretariatsleder i SAND

I december 2023 blev ‘Mads’ , en ung hjemløs gut, smidt ud fra et herberg i København for at tage lattergas på herbergets fællesareal.
Den 30. april 2025 afgjorde Ankestyrelsen, at herberget– som vi her kalder Rosengården – ikke var berettiget til at bortvise ‘Mads’ som følge af episoden.
Afgørelsen er ikke kun en sejr for ’Mads’. Den er også et vigtigt signal om, at der findes en bagatelgrænse for, hvad borgere på herberger kan smides ud for.

Afgørelsen: Bortvisningen var ikke proportional

Ankestyrelsen ophævede kommunens afgørelse med den klare begrundelse, at herberget ikke havde overholdt de forvaltningsretlige grundsætninger om proportionalitet og saglighed. Selv hvis man lagde personalets version af hændelsen til grund – at ’Mads’ havde indtaget lattergas og nægtet at følge en henstilling om at gå på sit værelse – var der tale om en ”enkeltstående hændelse uden vold, trusler eller gentagne overtrædelser”. Og så er det ikke tilstrækkeligt grundlag for en bortvisning.
’Mads’ havde selv en noget anden udlægning af hvad der var sket; han havde ikke taget lattergas og opførte sig stille og roligt, og nægtede at forlade fællesstuen og gå op på sit værelse, fordi han ikke havde gjort noget forkert.

Men selvom Ankestyrelsen lagde ’Rosengårdens’ version af handlingsforløbet til grund, altså at ’Mads’ havde indtaget lattergas på fællesarealer, fandt de alligevel, at straffen var for streng.

Men selvom Ankestyrelsen lagde ’Rosengårdens’ version af handlingsforløbet til grund, altså at ’Mads’ havde indtaget lattergas på fællesarealer, fandt de alligevel, at straffen var for streng.

Ankestyrelsen understreger dermed i denne afgørelse, at forbrydelse og straf skal stemme overens og at der dermed er en bagatelgrænse for, hvad man kan blive bortvist for.
I stedet for at bortvise ’Mads’, fandt Ankestyrelsen, at ’Rosengården’ burde have givet ham en advarsel og gentaget husreglerne for ham.

Retssikkerheden halter i praksis

Sagen er også et eksempel på, at ikke alle borgere nyder samme grad af retssikkerhed. Og særligt når det kommer til udsatte borgere, som har hyppigere kontakt med det offentlige, ser vi desværre en tendens til en oplevelse af haltende retssikkerhed.

Ifølge forvaltningsloven skal en afgørelse, som ikke giver borgeren fuldt medhold, ledsages af en begrundelse og en klagevejledning. Denne vejledning skal informere borgeren om retten til at klage, samt hvordan og til hvem. Herudover hvilken frist, der gælder for at indsende klagen. Det er derfor afgørende, at klagevejledningen er korrekt, således borgeren er fuldt ud informeret om sine rettigheder, særligt hvis vedkommende er uenig i afgørelsen.

Da ’Mads’ blev bortvist, nægtede ’Rosengården’ at udlevere en fysisk kopi afgørelsen. De henviste til, at de havde sendt den med digital post, selvom ’Mads’ ikke har adgang til E-Boks. Han stod dermed i en situation, hvor han ikke havde mulighed for at se begrundelsen for bortvisningen.

Da ’Mads’ endelig fik fat i sin afgørelse, fremgik det, at han slet ikke havde mulighed for at klage, hvilket står i direkte modstrid med forvaltningslovens principper.

Herudover nævnte afgørelsen intet om muligheden for opsættende virkning, hvilket ellers kunne have betydet, at ‘han’Mads’ havde ret til at blive på ’Rosengården’, mens sagen blev behandlet hos Ankestyrelsen. Endnu et eksempel på, at han ikke blev informeret om sine rettigheder som følge af den mangelfulde klagevejledning. Og ’Mads’ endte med at sove på gaden.

Endnu et eksempel på, at han ikke blev informeret om sine rettigheder som følge af den mangelfulde klagevejledning. Og ’Mads’ endte med at sove på gaden.

Sagen her demonstrerer, hvor vigtigt det er, at hjemløse støttes i at gøre deres ret gældende.
Havde ’Mads’ ikke fået hjælp til at klage, var sagen aldrig blevet behandlet.

Hvad betyder afgørelsen fremadrettet?

Afgørelsen slår fast, at der gælder en vis grænse for, hvad herbergerne kan bortvise en borger for.
Det er ikke nok, at der er tale om en enkelt episode. Beboernes rettigheder skal respekteres – også selvom de har forbrudt sig mod stedets husregler.
Afgørelsen er et klart signal til landets herberger og forsorgshjem: Bortvisninger må ikke bruges som hurtige løsninger på ubelejlige situationer. Man skal handle proportionalt og sikre, at borgerens rettigheder overholdes.

Hvad hvis vi lyttede til borgerne?

Sagen rejser også nogle vigtige og principielle spørgsmål: Hvor mange er blevet bortvist fra en boform for bagateller, der aldrig burde have ført til sanktioner? Og hvor mange har, på grund af manglende klagevejledning, aldrig fået muligheden for at klage over en afgørelse, der var forkert?

Sagen om ’Mads’ bør være anledning til selvransagelse hos boformer, kommuner og socialtilsyn. Boformspersonalet skal kende lovgivningen på området og der skal være procedurer for hvornår og hvordan man bortviser. Men det er ikke nok at følge procedurer – man skal lytte til borgeren, også når det er svært. Der skal være reel adgang til klage – og til at blive hørt.

Sagen her demonstrerer, hvor vigtigt det er, at hjemløse støttes i at gøre deres ret gældende.
Havde ’Mads’ ikke fået hjælp til at klage, var sagen aldrig blevet behandlet.