Kommunerne overtog store dele af hjemløseområdet ved kommunalreformen i 2007. Siden har det været deres ansvar at sikre hjemløse den hjælp, de har brug for. Op til kommunalreformen skortede det ikke på løfter om hvor fornuftigt det ville være at lægge hjemløseområdet hos kommunerne. Specielt argumentet om at den forebyggende indsats kunne øges og det ville være lettere for kommunerne at arbejde helhedsorienteret med borgeren, blev fremført igen og igen. For kun en helhedsorienteret indsats kommer rundt om de mangfoldige problemer en hjemløs borger har. Så langt, så godt. Eller…

Desværre er der rigtig mange kommuner, der lider under en fejlslagen boligpolitik og derfor ikke kan anvise hjemløse og andre lavindkomstgrupper en bolig. Men boligpolitikken er kommunerne ikke herre over alene. Her er det staten der må klandres. Og det har Rigsrevisionen gjort noget så eftertrykkeligt i en rapport fra 2014, hvor boligministeriet får på puklen for ikke at gøre noget for at få øget antallet af billige almennyttige boliger, til trods for at kommunerne gentagne gange har gjort opmærksom på at de har meget svært ved at bygge nye billige boliger med den nuværende lovgivning på området. Socialministeriet får ligeledes kritik for stiltiende at acceptere at antallet af hjemløse stiger – især de unge – uden at gøre noget.

Men lige meget om kommunerne synes de har for dårlige rammebetingelser, har de en forpligtelse til at tilbyde det tilstrækkelige antal boformspladser til hjemløse, men det vil være synd at sige at de tager denne forpligtelse alvorligt. Det er stort set umuligt at finde en boformsplads i hovedstadsområdet.

Men staten spiller også en rolle. Både boligministeriet og socialministeriet skylder svar på hvad de har tænkt sig at gøre ved den stadigt stigende hjemløshed. Socialministeren har taget noget af ansvaret på sig og har sammen med regeringen lavet et hjemløseudspil, som hun i skrivende stund forsøger at få de andre satspuljepartier til at gå med i.

Hvis vi ser bort fra den negative omstændighed at det er satspuljemidler, der skal finansiere hjemløseområdet, er der mange positive takter i udspillet. For det første lægger det op til at kommunerne skal have hjælp, støtte og vejledning til at gøre noget på hjemløseområdet. Det har de i den grad brug for. For det andet har det stor værdi, at staten også påtager sig et ansvar for at bekæmpe hjemløsheden; vi så fx hvordan kommunerne fik øje på nye veje og måder at angribe hjemløshed på under den statsligt initierede hjemløsestrategi, der kørte fra 2009 – 2013. Vi har brug for nytænkning og udvikling på hjemløseområdet.
For det tredje kan man håbe, at et seriøst statsligt udspil med en bred opbakning, vil være startskuddet til for alvor at lave politiske tiltag i både stat og kommune. Nu er der endelig en minister, der har været ude og lytte til hjemløse og organisationer på området og kommer med et forslag, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Det fortjener opbakning. 

Kommentar 

Den længe ventede handlingsplan til bekæmpelse af hjemløshed blev offentliggjort i går. Her præsenterer regeringen, i form af Børne – og Socialminister Mai Mercado, en række forslag, der skal bekæmpe hjemløsheden i Danmark.

Hvis man ser bort fra at der lægges op til at initiativerne skal finansieres af satspuljen og ser på selve forslagene, er der flere gode elementer.

Først og fremmest skal det forebyggende og helhedsorienterede fokus fremhæves. Kommunerne har siden de overtog store dele af hjemløseområdet i 2007 ikke formået at arbejde forebyggende. Der er kun kommet flere hjemløse. Derfor klæder det staten at de aktivt går ind og støtter kommunerne i at udvikle sociale indsatser, der skal virke forebyggende og være helhedsorienteret.

Især er det godt, at der lægges op til at der skal tages fat i de kommuner, der har åbenlyse problemer med at levere en ordentlig service til hjemløse. Det skal en enhed under Socialstyrelsen – en national rådgivning på hjemløseområdet – stå for. Dette er en videreførelse af det rejsehold, som blev etableret for at få flere kommuner til at bruge de bostøttemetoder, der blev afprøvet under Housing First tilgangen, som Hjemløsestrategien introducerede i 2009 – 14.

Det er oplagt at videreføre og udbygge denne enhed, og det er positivt at staten tager et større ansvar for at yde mere og bedre rådgivning ude i kommunerne. I den forbindelse vil de også lave nogle retningslinjer for organiseringen og tilrettelæggelsen af indsatsen på hjemløseområdet.

Det er dog uforståeligt at regeringen ser det som en opgave satspuljen skal finansiere. Jeg ser det som en kerneydelse for Socialstyrelsen. Kerneydelser finansieres ikke med midlertidige midler.

Unge hjemløse

Den store stigning i antallet af unge hjemløse, der har fundet sted de sidste mange år, har regeringen også et svar på i form af Housing First indsatser for unge og startboliger til unge. Igen betones det, at indsatserne skal være forebyggede og helhedsorienteret. Det lyder godt, men jeg savner en plan for hvordan det skal foregå i praksis. Hvordan kan vi f.eks. arbejde forebyggende overfor unge mennesker, der er på vej ud i hjemløshed, når de unge ikke ser sig selv som hjemløse og derfor ikke opsøger de hjælpeinstanser, der er på hjemløseområdet?

Hvordan kan vi f.eks. arbejde forebyggende overfor unge mennesker, der er på vej ud i hjemløshed, når de unge ikke ser sig selv som hjemløse og derfor ikke opsøger de hjælpeinstanser, der er på hjemløseområdet?

Og hvordan skal vi få kommunerne til at anvise en ung boligløs en lejlighed, når de ikke er forpligtet til det? De er nemlig ikke forpligtet til at hjælpe det de ser som ganske almindelige unge, der har boet midlertidigt på en sofa hos en kammerat eller en ung, der ønsker at flytte hjemmefra.

Kommunen har hverken tradition for eller lyst til at dykke ned i den unges livshistorie, for at se efter om der dukker noget op, f.eks. psykiske problemer eller misbrug, som kan begrunde at der anvises en bolig. Ligesom den unge ikke nødvendigvis har lyst til at fortælle om sit liv, men stædigt holder fast i at hvis han har problemer, skal han nok selv løse dem; han vil bare gerne have en bolig.

Selvom det skulle lykkedes at få begge parter til at fordybe sig lidt i konstruktive løsninger, spænder praktiske forhold sandsynligvis ben for den videre færd ud af hjemløshed. I hvert fald hvis du gerne vil have en lejlighed i landets to største byer. Unge under 30 kan allerhøjest betale 3500 kr. om måneden, når de er på uddannelseshjælp (den lave kontanthjælp til unge). Kommunerne anviser af gode grunde ikke folk en lejlighed, hvis de ikke har råd til at bo i den.

Der er ganske enkelt et problem, der ligger udenfor det, socialministeren kan gøre noget ved. Her må boligministeren på banen. Og det er der ikke meget der tyder på, at han kommer. Ole Birk Olesen mener, at der tilstrækkelig med billige lejligheder til at kommunerne kan løfte opgaven. At både kommunerne og forskningen siger noget andet, forstyrrer ikke hans ideologiske standpunkt. Derfor ser denne store barriere for kommunerne, i forhold til at gøre noget for unge på vej ud i hjemløshed, ud til at forhindre langsigtede og helhedsorienterede løsninger for unge hjemløse.

Men det er ikke kun boligen der skal være på plads. Der er selvsagt en masse andre forhold, som bør indtænkes, når man gerne vil lave en helhedsorienteret og forebyggende indsats. For man bliver jo ikke hjemløs bare fordi man ikke har en bolig. Misbrugsproblemer og psykisk sygdom er de to væsentligste individuelle årsager til at folk bliver hjemløse.

Handlingsplanen har et initiativ om fremskudt psykiatri, som jeg ud fra de erfaringer man har fra arbejdet mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden, forventer kan gavne folk vi i dag har svært ved at nå.

Min pointe er, at hvis Socialministerens initiativer virkelig skal være så helhedsorienterede og forebyggende, som vi er rigtig mange, der ønsker de skal være, kræver det et tværministerielt og tværkommunalt samarbejde og efterfølgende indsats, af langt mere massiv karakter end de ministerier og kommunale forvaltninger, der har at gøre med områderne by – og bolig, misbrug, sundhed og beskæftigelse.

Socialministerens initiativer fejler ikke noget, men der er stor fare for at de som så mange andre socialpolitiske indsatser, bliver lappeløsninger på en fejlslagen boligpolitik, manglende psykiatriske sengepladser og manglende mulighed for at komme i misbrugsbehandling. 

HANDLINGSPLAN TIL BEKÆMPELSE AF HJEMLØSHED 

Regeringen er klar med Handlingsplan til bekæmpelse af hjemløshed. 15 initiativer og 250 mio. kr. over fire år skal vende stigningen i hjemløshed til et fald.
Læs om handlingsplanen og hent hele planen her

I hele landet markeres FNs fattigdomsdag d. 17/10 

17/10 er af FN udbævnt til fattigdomsdag. Dagen markeres i mange lande – og også herhjemme skyder flere og flere arrangementer op for at gøre opmærksom på ulighed og fattigdom. 

I mange år har dagen i Danmark primært været markeret ved den efterhånden traditionelle HJEMLØSEDAG, men dagen har efterhånden fået følge af flere arrengementer. Måske er der også et i nærheden af dig.

(Listen opdateres)

København
Hjemløsedagen
Nytorv, København K
Kl. 12.00–16.00
Se mere her

Svendborg
Suppekøkken for en dag 
Forsorgsmuseet
Grubbemøllevej 13, Svendborg 
Kl. 10.00
Se mere her

Esbjerg 
Tænd et lys for en hjemløs
Torvet, Esbjerg 
Kl. 16.00 
Se mere her

Vejle 
Hjemløsehøring
Bygningen
Ved Anlægget 14B, Vejle
Kl. 16.00 –19.00 
Se mere her

FNS FATTIGDOMSDAG 

17/10 er af FN udråbt til international dag til udryddelse af fattigdom. 
Det markeres i en lang række lande ved forskellige events, demonstrationer mm. 
I Danmark har man i en årrække haft ‘givet’ dagen til de hjemløse med Hjemløsedagen i København.