Besøg i socialministeriet

SAND mødtes med nyudpegede socialminister Astrid Krag (A) for at fortælle om livet på gaden og gøre hende klogere på hjemløshed, og nogle af de problemer, der kan føre til at man ender uden fast tag over hovedet. 

Følgende tekst er klippet fra Astrid Krags Facebook:

I går havde jeg mit første møde med SAND – De hjemløses landsorganisation. Formand for SAND Christina Strauss havde blandt andre inviteret Josefine med – og ud over at tage det billede af os tre som I ser her, så fortalte hun mig også sin historie og vi fik nogle gode og meget vigtige pointer på bordet omkring unge hjemløse, om hvor mange kræfter det koster at få hjælp og hvordan det for Josefine som for mange andre havde været bedre om der var grebet ind længe før hun blev et tal i hjemløse-statistikkerne.

Det gjorde hun i øvrigt alt, alt for tidligt. Faktisk var hun kun 12 år gammel, da hun forsøgte at stikke af hjemme fra og sov på gaden første gang. I stedet for at få den hjælp, hun søgte, så blev hun sendt hjem til sin familie, hvor hun ikke var tryg.

Sådan gik det igen og igen, mens hun var et stort barn – og i de år mistende hun en stor del af tilliden til systemet.

Et system, som allerede langt tidligere skulle have hjulpet Josefine, som blev født med abstinenser på grund af sin mors misbrug. Som allerede tidligt i barndommen oplevede svigt på svigt.

Nu kæmper hun for at få en base og fodfæste i livet, for Josefine vil ikke ynkes eller være et offer. Hun har været godt i gang med HF og får glimrende karakterer, men kom ikke helt i mål, fordi det er svært at nå lektierne, når man skal løbe fra den ene myndighed til den anden for at få den hjælp, der er brug for. Og i første omgang er det et sted at bo, hvor ingen andre har adgang. ”Jeg tør ikke drømme. Til trods for, at jeg er ret ressourcestærk, er det svært at planlægge en fremtid, når man har svært ved at planlægge i morgen,” som hun siger.

Men alle unge skal turde drømme!

Vi må og skal have bedre fat i at forebygge at så mange unge ender i hjemløshed.

Tak til SAND for et godt første møde – jeg ser frem til samarbejdet! Og tak til Josefine for at dele din historie og gøre mig klogere på, hvad vi må gøre bedre! 

Vi må og skal have bedre fat i at forebygge at så mange unge ender i hjemløshed.




SAND på Folkemøde 2019

Tak for i år! 

Så er vi retur efter et forrygende folkemøde med optog, debatter, netværk, gang i gaden og meget meget mere! 

Der er flere glimt fra Folkemødet på SANDs Facebook! 




Hjemløshedens Døgn: 1:1 Møder

VALG. Hjemløshedens Døgn (28/5) bød bl.a. på 1:1 møder mellem hjemløse og opstillede til valget. For Paw Karslund fra Dansk Folkeparti blev det en lærerig og inspirerende oplevelse at mødes med Torben og Kim fra SAND Hovedstaden. Også i Hjørring, Kolding og Odense havde SAND folk politikere med ude i virkeligheden for at give dem et indblik i livet som hjemløs. Flere steder blev parterne enige om at mødes igen og arbejde videre.
Læs reaktioner på 1:1 møderne her.

Paw Karslund, København, Dansk Folkeparti:  

Min første og umiddelbare reaktion ved mødet var lærerigt og fyldt med varme og glæde. At mødes med brugere og repræsentanter fra de svageste borgere i vores samfund, som trænger til ekstra hjælp og støtte. Det står mig meget nært og naturligt. Men også en del skuffelse. Skuffet over, at der ikke var andre partier eller politikere, der havde ryddet kalenderen og afsat tid her i valgkampen til at komme på besøg.
Det kan man simpelthen ikke være bekendt!

De tanker jeg har gjort mig om mit partis politik på området bekræfter, at jeg er medlem af det rette parti, men at vi samlet set som samfund kan og skal gøre endnu mere.

Hvis jeg var statsminister og havde flertal, så ville det første jeg indførte være gratis tandbehandling til hjemløse.

Hvis jeg var statsminister og havde flertal, så ville det første jeg indførte være gratis tandbehandling til hjemløse. Styrkelse af psykiatrien. Oprette flere ‘skæve boliger’ i samarbejde med kommunerne, og sikre, at alle kommuner har et ‘udsatteråd’. 

Men jeg behøver ikke nødvendigvis at vente på at være statsminister for, at forbedre nogen af vilkårene. Jeg sidder jo også i kommunalbestyrelsen i Tårnby, og her vil jeg se om der er politisk vilje og opbakning til, at forbedre nogen af områderne.

Mødet med Kim og Torben var inspirerende på alle måder. Et par fantastiske, dejlige og varme personer. De har mange gode ideer og forslag som fortjener, at vi som politikere lytter og føre flere af dem ud i livet. De gav mig også en god rundvisning. Det var bl.a. imponerende, at se de kreative værksteder, høns og plantehaven. Det mindede mig i øvrigt meget om min egen opvækst og barndom på Nøragersminde. Det varmede mit hjerte. Det er ikke sidste gang, at vi har mødt hinanden. Det har vi givet håndslag på.

Dennis Hansen, Odense, SAND Fyn:

”Det gik super! Hun tog sig tid til at lytte til os og spurgte bl.a. hvad der skulle forbedres på hjemløseområdet. Og der måtte vi svare: Kommunen skal blive bedre til at se os! De ser slet ikke hjemløse, men har på fornemmelsen af de kigger lige igennem os. Vi var sammen med Mette i 2 timer og vi havde masser at tale om”, fortæller Dennis Hansen fra SAND Fyn, der sammen med Rikke og Theis havde Mette Rahbæk (Alternativet) i ’praktik’ som hjemløs i Odense.

Kommunen skal blive bedre til at se os! De ser slet ikke hjemløse, men har på fornemmelsen af de kigger lige igennem os.