– og lad os så få gjort noget ved hjemløsheden! 

Der præsenteres et nyt ministerhold i dag. På hjemløseområdet bliver det den konservative Mai Mercado der indtager tronen i et nyetableret Børne – og Socialministerium, der skal løfte de opgaver, der er beskrevet i regeringsgrundlaget, hvor udsatte og handicappede fylder knap 2½ side ud af de i alt 86 sider. Det blev præsenteret i går.

Her reklameres der bl.a. for at der skal laves en handlingsplan for at nedbringe antallet af hjemløse. Den slags har vi hørt om før, da hjemløsestrategien blev fremlagt for 9 år siden. Det var tilmed med 500 millioner i ryggen. Det fik ikke antallet af hjemløse til at falde – tværtimod.

Regeringen skriver også, at der skal fokuseres på ”…tiltag der gør en reel forskel. Vi skal vide, hvad der virker.” (s. 64). Det gjorde Karen Ellemann også meget ud af at slå fast gang på gang, og fremhævede bl.a. de såkaldte Housing First metoder, hvor man anviser hjemløse en bolig og giver dem den nødvendige boligsociale indsats, for at de kan blive i boligen. Hun overså dog, at det kræver at der findes billige boliger, for at metoden virker. Den fejl erkendes ved, at der i Regeringsgrundlaget erklæres, at der skal tages initiativer til at skaffe flere billige boliger. Der henvises bl.a. til en aftale den nu tidligere regering har lavet med KL i det tidlige forår. Aftalen indeholder bl.a. 640 millioner kr. som kommunerne kan søge til at opføre nye almennyttige boliger. Beløbet kan dække 75 procent af omkostningerne ved at bygge 10.000 nye boliger. Egentlig var det tiltænkt flygtninge, men hvad fa’en…

Hvordan det i praksis skal lade sig gøre venter vi stadigvæk spændt på at se.

Karen Ellemann gjorde en dyd ud af at negligere grundlæggende sammenhænge mellem lavt økonomisk råderum og risikoen for at blive sat ud af sin bolig, og den efterfølgende risiko for at blive hjemløs. Vi må håbe at den nye minister vil anerkende det faglige faktum, at økonomisk fattigdom forstærker eller udløser sociale problemer, og vælger at bruge den viden i sin ”handleplan for færre hjemløse”. Der skal samarbejdes med andre ministerier for at den skal virke og Anders Samuelsen m.fl. skal endnu engang hives ned fra deres træ for at leve op til en anden af de væsentlige intensionen i regeringsgrundlaget, om at der skal ydes en social indsats, der kan hjælpe folk med at komme videre med en mere selvstændig tilværelse. For her skal der nødvendigvis tænkes på tværs af ministerier for at det kan lykkedes og det kræver både øget kontanthjælp og en investering i og intensivering af den sociale indsats.

Vi ved alle sammen at selvstændighed øges hvis man har ”sine egne penge”. Det er i hvert fald hvad frihedselskende politiker udtrykker, når de taler hvorfor kvindefrigørelsen i 60’erne fik succes. Men ud fra samme logik om at det kun er de rige der motiveres af penge mens de fattige motiveres af at blive pisket, kan det meget vel være tilfældet at den nye regering heller ikke anerkender dette faktum.

SAND – De hjemløses landsorganisation vil under alle omstændigheder ønske vores nye Børne – og Socialminister velkommen tilbage fra barsel og ind i vores ministerium. Vi hæfter os ved, at hun før sin tiltræden i dag sagde, at socialpolitikken har været et bredt samarbejde og at hun vil indkalde de andre partier for at fortsætte denne linje. Vi er det tætteste man kommer på at være et hjemløseparti og glæder os til at blive inviteret.

Et par nedslag 

Satspuljepartierne har i nat indgået en aftale på hjemløseområdet. Området tildeles 154 millioner over de næste 4 år. Det er positivt, at hjemløseområdet er blevet prioriteret og initiativerne afspejler at der er lavet et godt forarbejde. Det afspejler sig bl.a. i at både den stigende ungdomshjemløshed og stigningen i gruppen af langvarigt hjemløse adresseres.

Men for at initiativerne kan lykkedes kræver det i den grad at kommunerne investerer både tid og penge i opgaveløsningen. For sandheden er jo, at kommunerne i dag ikke har tilstrækkelig med billige boliger de unge kan anvises. De skal først til at bygge dem. Og selvom mange kommuner ligger som de har redt ved at lægge små lejligheder sammen og lave regler om at nybyggede lejligheder skal være over en hvis størrelse for at holde fattigrøve og andre sociale tabere ude, så rækker kommunerne hånden ud til boligministeriet for at bede om bedre rammebetingelser for at få indhentede det gigantiske efterslæb af billige boliger, som f.eks. Københavns Kommune har brugt tre årtier på at etablere i deres jagt på at få mere pengestærke borgere til byen.

Hvis vi i stedet for at placere et skyldsspørgsmål, ser på hvad der vil være til gavn for hjemløse og andre lavindkomstgrupper, bliver boligministeren nødt til at tage initiativer, der kan fremme byggeriet af billige lejligheder. Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

I Housing First projektet til unge ligger et positivt fokus på forebyggelse og et krav om at de deltagende kommuner får en ny praksis på området. I dag hjælper man groft sagt ikke folk der har symptomer på hjemløshed – man hjælper kun folk der er blevet hjemløse. Kommunerne henviser ligefrem til at de ikke ”må” hjælpe borgere, der blot har et boligproblem og måske er lidt forvirrede over livet. Hvis kommunerne således vil have del i satspuljemidlerne, skal de vende på en tallerken og tildele boliger, bostøtte og boligindskudslån til folk som i dag ligger uden for målgruppen for disse ydelser. Og det kræver en sikker hånd og stort ledelsesmæssigt fokus at få styret det projekt i land fra kommunens side. Samtidig er der stor fare for at vi opbygger et parallelsystem, hvor nogle borgere, med statsmidler kan få anvist bolig og tilhørende støtte, mens andre kan få lov at gå tomhændede og desillusionerede ud på gaden fordi de mødte den vanlige kommunale praksis.

De langvarigt hjemløse, hvoraf de gadehjemløse er overrepræsenterede, er heldigvis også kommet med i forliget. I det store fokus på Housing First, som hjemløseverdenen har haft de sidste knap 10 år, har vi overset den gruppe, der tydeligvis har sværere ved at få et godt liv i egen lejlighed. En del af de langvarigt hjemløse har, det er i hvert fald min påstand, et langt liv på forskellige institutioner bag sig. De har ikke noget ønske om at leve for sig selv, men tværtimod ønsker de at bo på en boform af en eller anden karakter, i et bofællesskab, et opgangsfællesskab eller lign. Der er også en del der har brug for alternative plejehjemspladser (§ 108 pladser) fordi det hårde hjemløseliv har givet dem ar på sjælen og helbredsmæssige problemer i en grad der gør dem plejekrævende. Og kommunerne har sjældent tilstrækkeligt af disse pladser. Et øget fokus på de langvarigt hjemløse, vil derfor også kræve at kommunerne skal til foret og prioritere gruppen økonomisk.  

De to nævnte initiativer kræver at både boligministeriet og kommunerne trækker i arbejdstøjet, og der er der ikke nogen undskyldning for ikke at gøre det. Socialministeren har lavet et godt udspil for at få sat nye initiativer i gang. Jeg håber der støttes op om dem hele vejen, så vi kan få afprøvet om de kan gøre en forskel og knække den stadig stigende hjemløsekurve.

SATSPULJEN 2017 

Info om satspuljen

Læs mere om socialministerens udspil her:

http://www.udsatte.dk/aktuelt/nyhedsside/pressemeddelelse-satspuljeaftale-indsats-mod-hjemloeshed-et-skridt-pa-vejen

http://socialministeriet.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2017/nov/mercado-en-god-aftale-for-hjemloese-og-det-frivillige-danmark/

Kommunerne overtog store dele af hjemløseområdet ved kommunalreformen i 2007. Siden har det været deres ansvar at sikre hjemløse den hjælp, de har brug for. Op til kommunalreformen skortede det ikke på løfter om hvor fornuftigt det ville være at lægge hjemløseområdet hos kommunerne. Specielt argumentet om at den forebyggende indsats kunne øges og det ville være lettere for kommunerne at arbejde helhedsorienteret med borgeren, blev fremført igen og igen. For kun en helhedsorienteret indsats kommer rundt om de mangfoldige problemer en hjemløs borger har. Så langt, så godt. Eller…

Desværre er der rigtig mange kommuner, der lider under en fejlslagen boligpolitik og derfor ikke kan anvise hjemløse og andre lavindkomstgrupper en bolig. Men boligpolitikken er kommunerne ikke herre over alene. Her er det staten der må klandres. Og det har Rigsrevisionen gjort noget så eftertrykkeligt i en rapport fra 2014, hvor boligministeriet får på puklen for ikke at gøre noget for at få øget antallet af billige almennyttige boliger, til trods for at kommunerne gentagne gange har gjort opmærksom på at de har meget svært ved at bygge nye billige boliger med den nuværende lovgivning på området. Socialministeriet får ligeledes kritik for stiltiende at acceptere at antallet af hjemløse stiger – især de unge – uden at gøre noget.

Men lige meget om kommunerne synes de har for dårlige rammebetingelser, har de en forpligtelse til at tilbyde det tilstrækkelige antal boformspladser til hjemløse, men det vil være synd at sige at de tager denne forpligtelse alvorligt. Det er stort set umuligt at finde en boformsplads i hovedstadsområdet.

Men staten spiller også en rolle. Både boligministeriet og socialministeriet skylder svar på hvad de har tænkt sig at gøre ved den stadigt stigende hjemløshed. Socialministeren har taget noget af ansvaret på sig og har sammen med regeringen lavet et hjemløseudspil, som hun i skrivende stund forsøger at få de andre satspuljepartier til at gå med i.

Hvis vi ser bort fra den negative omstændighed at det er satspuljemidler, der skal finansiere hjemløseområdet, er der mange positive takter i udspillet. For det første lægger det op til at kommunerne skal have hjælp, støtte og vejledning til at gøre noget på hjemløseområdet. Det har de i den grad brug for. For det andet har det stor værdi, at staten også påtager sig et ansvar for at bekæmpe hjemløsheden; vi så fx hvordan kommunerne fik øje på nye veje og måder at angribe hjemløshed på under den statsligt initierede hjemløsestrategi, der kørte fra 2009 – 2013. Vi har brug for nytænkning og udvikling på hjemløseområdet.
For det tredje kan man håbe, at et seriøst statsligt udspil med en bred opbakning, vil være startskuddet til for alvor at lave politiske tiltag i både stat og kommune. Nu er der endelig en minister, der har været ude og lytte til hjemløse og organisationer på området og kommer med et forslag, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Det fortjener opbakning.