Hvor må vi sove i nat?

I SAND – De hjemløses landsorganisation mener vi, at der bør være rimelighed i de krav, der stilles til folk. Når man kriminaliserer hjemløse og straffer dem for at sove på gaden, uden at give dem en mulighed for at komme ind på et herberg, få en skæv bolig eller et andet tilbud, der matcher deres behov, har systemet mistet sin legitimitet. Hjemløse har forstået at de er uønskede og udenfor, men de samfundsborgere, der ønsker et humant samfund, hvor hjemløse og andre medborgere, der har brug for en hjælpende hånd, også får det, bør overveje at stemme på nogle politikere, der vil og kan gøre en positiv forskel for hjemløse. De nuværende magthavere har i hvert fald bekendt kulør. De vil ikke tilgodese hjemløses behov, inkludere dem i samfundet eller gå ind i en nuanceret debat om hvordan man kan ændre en uhensigtsmæssig lov om zoneforbud. De vil kort sagt ikke forholde sig til hvor hjemløses må og kan sove i nat. 

D. 14.11. spurgte Pernille Skipper statsministeren hvad hjemløse, der fik zoneforbud skulle gøre, nu der ikke var herbergspladser til dem. Med vanlig politikersnilde undlod han at svare direkte på spørgsmålet og forsøgte i stedet at få diskussionen til at handle om valget mellem at have en overflod af Romalejre og tiggere på hvert gadehjørne og et København, hvor man kunne være fri for at se verdens armod i øjnene. Og hvis man ikke forstod at det sidste ville være det lykkelige scenarie og regeringens vision, slog han fast, at alle der er imod politiets mulighed for at give zoneforbud i en kommune, ønsker at Danmark skal oversvømmes af udenlandske tiggere. De danske hjemløse, der måtte ofres i denne mission, er et tab som er nødvendigt og til at bære. Eller som hans justitsminister tidligere har udtrykt det:

 ” I sommeren 2017 havde vi en situation, hvor mange romaer kom hertil og nærmest besatte vores gader og stræder i hovedstaden. Det førte til denne her lovgivning… Det går så også udover de danske hjemløse. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå, at de er ærgerlige over, men loven gælder for alle…” (kilde: dr.dk)

Justitsministeren er en lov og orden mand, rundet af en nationalkonservativ ideologi, hvor strengere straffe, ro og orden i gaderne sættes over retssikkerhed og social ansvarlighed, så turister og familier på tur kan nyde en gåtur uden at støde på hverken hjemløse eller tiggere. Statsministeren har et lidt andet opdrag, men løsningen bakker han helt og holdent op om.

Politikere fra Alternativet, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, har problematiseret forskellige aspekter ved zoneforbuddet og det skortede heller ikke på kritiske høringssvar fra veletablerede institutioner – f.eks. Institut for Menneskerettigheder – i høringssvarene forud for vedtagelsen af loven. Vi må konstatere at de mange kritiske bemærkninger og problemstillinger loven har affødt, bliver ignoreret af regeringen.

Men hjemløse sover ikke på gaden af lyst. De gør det af nød. De sover der, fordi der ikke er plads på et herberg, fordi herberget ikke kan rumme dem – f.eks. fordi de har en hund -, fordi deres psykiske sygdom ikke tillader dem at være sammen med andre mennesker eller lukket inde. For dem alle gælder det, at vi som samfund har valgt, at vi ikke kan eller vil rumme dem.

I den sammenhæng er den klassiske kommentar fra regeringspartierne, at det er kommunernes ansvar at sørge for at der ydes en indsats til hjemløse. Kommunerne siger til gengæld at de er ramt af anlægsloft og effektiviseringsbidrag (læs besparelser), og de efterspørger nogle bedre rammer, der i højere grad gør dem i stand til at løfte opgaven. Det gælder både i forhold til at give kommunerne bedre mulighed for at bygge boliger, som lavindkomstgruppen, herunder hjemløse, kan betale, og i forhold til at iværksætte initiativer, der sikrer at kommunerne etablerer det nødvendige antal pladser på forsorgshjem til hjemløse. Rigsrevisionen kom med præcis den samme kritik – og meget mere – tilbage i 2014 og gentog den i 2016. Hverken Boligministeriet eller Socialministeriet har taget initiativer der har ført til væsentlige ændringer i den kommunale praksis.

Kommunerne virker nu heller ikke som om de er særligt interesserede i at få bedre mulighed for at huse hjemløse. Hvis vi f.eks. tager Københavns Kommune, der rummer flest hjemløse i Danmark, har de gjort en del for at udelukke lavindkomstgruppen fra at kunne slå sig ned, ved i årtier at stille krav om, at nybyggede lejligheder skal være over et vist antal kvadratmeter og derfor reelt er ubetalelige for hjemløse, der gerne vil i egen bolig. Ydermere sendte Københavns Kommune i 2013 73 millioner øremærkede byggekroner til hjemløseboliger retur til staten, fordi kommunen ikke ønskede at bruge penge på den efterfølgende sociale indsats. K
København har også problemer med at give tag over hovedet til hjemløse når det gælder ”hjemløseboliger”. I det nyligt vedtagne budgetforlig foreslog socialudvalget, at der blev bygget 36 skæve boliger og lavet 50 – 60 pladser til hjemløse, der har brug for endnu mere omsorg og støtte end herbergerne kan give dem. Behovet er der skam, men der kunne ikke skabes flertal for forslagene.
Herbergspladser vil Københavns kommune heller ikke oprette i tilstrækkeligt omfang. Det fremgår tydeligt af lovgivningen på området, at kommunen skal sørge for at der er det tilstrækkelige antal herbergspladser. Men der sker ikke noget ved at bryde loven. Socialministeriet kommer ikke efter kommunerne når de ikke leverer. Og tager – som Rigsrevisionen påpeger – heller ikke andre initiativer for at sikre at hjemløses rettigheder sikres.
Det efterlader hjemløse uden alternativ til gaden. Og der må de så heller ikke sove i nat.

Bragt på altinget.dk d. 20/11 2018

Zoneforbud for hjemløse 

Torsdag d. 8/11 har SAND taget initiativ til fakkeloptog mod zoneforbud i København og Aarhus. Baggrunden er at en række hjemløse de seneste uger er blevet forvist fra de områder, hvor de bor og har deres ’gadefamilie’. Som om det ikke er slemt nok i sig selv at være hjemløs, er det nu også kriminelt. Danmark indførte d. 1. marts i år lovgivning, som man skulle synes hørte sig en fjern fortid til eller til nød en fjern egn, hvor vi med vanlig dansk selvgodhed kunne forklare det med at de jo ikke var helt så oplyste som os herhjemme.

Kort fortalt har vi indført zoneforbud til hjemløse, som betyder at politiet kan forbyde at en hjemløs opholder sig på et givent sted eller i en given kommune i f.eks. tre måneder. Hvis den hjemløse bryder forbuddet, er fængsling næste skridt.

Den hjemløse behøver ikke engang gøre noget kriminelt for at få et zoneforbud. Deres blotte tilstedeværelse er nok!

Det kan synes uretfærdigt, at hjemløse kriminaliseres frem for hjælpes. Det synes vi i hvert fald i SAND – De hjemløses landsorganisation. Men det er ikke tilfældigt, at vi er kommet dertil. Der har pågået en systematisk dæmonisering af hjemløse gennem flere år, der gør at det føles ganske naturligt for folketinget at kriminalisere hjemløse. For hvad er alternativet? Det er at hjælpe dem. Og den vej har man forladt for mange år siden.

Hjemløse kan sammenlignes med flygtninge og indvandrere i den forstand at de er uønskede. Ikke bare som fænomen – dvs. som udtryk for et samfunds manglende evne til at inkludere alle sine borgere – men også som borgere i landet. Folketinget har gjort sig store anstrengelser for at hindre flygtninge i at komme til landet og man har gjort det helt klart at flygtninge, fremmedarbejdere og deres afkom, ikke er lige så meget værd som etniske danskere ved bl.a. at give dem lavere overførselsindkomster og ved at ville rive de boliger ned, de bor i.
På samme måde, men ved knap så skrappe midler, har man gjort det klart for hjemløse og andre udsatte borgere, at de er samfundets bærme, som på alle måder skal vide, at de er uønskede.

Arbejdsmarkedet er lukket land for udsatte borgere. Alligevel har vi lavet en lovgivning, hvor arbejdsløse uden de nødvendige kompetencer eller den rette sundhedsmæssige tilstand, kontrolleres og straffes ud fra en antagelse om, at hvis bare man straffer folk hårdt nok, kan man få dem til at gå den rette vej igen. Det ved alle, der er nysgerrige nok til at se ud over sin egen ideologiske næsetip ikke holder. For det er en fiks idé uden hold i virkeligheden og i de problemer udsatte og i særdeleshed hjemløse har. Det er helt bevidst at den lovgivende magt laver tiltag, der udstiller udsatte borgere som pariaer – som nogen vi ikke ønsker at have i samfundet og derfor ikke ønsker at hjælpe.

For at komme lidt mere ned på jorden igen, hvor de hjemløse sidder og fryser, kan vi passende kaste et blik på herbergerne til hjemløse. Herberg (og forsorgshjem og pensionater) er den sidste skanse i hjælpesystemet. En hjemløs skal altid kunne henvende sig på et herberg, få tag over hovedet, omsorg og støtte. Hvis ikke på det givne herberg, så på et herberg i nærheden. Kommunen er nemlig forpligtet til at levere det nødvendige antal pladser. Men det gør kommunerne ikke. I de sidste 10 år har vi haft en markant stigning i antallet af hjemløse, men overordnet er der ikke kommet flere herbergspladser, og der har tilmed været et generelt fald i kvaliteten af herbergspladserne, så den omsorg og støtte der skulle hjælpe den hjemløse, er blevet beskåret.

Rigsrevision og Institut for menneskerettigheder har påpeget at der mangler herbergspladser, at Socialministeriet og kommuner gør for lidt for at få tag over hovedet til hjemløse. Rigsrevisionen har ligeledes påpeget, at Boligministeriet ikke leverer de rammer der skal til for at der kan bygges tilstrækkeligt mange billige boliger som lavindkomstgruppen kan betale. Behøver jeg at sige at kritikken preller af. Vi er slået en på en anden vej: Vi kriminaliserer sociale problemstillinger.