Spændingen om valgets udfald afløses nu af spændingen om, hvem der kan enes om et regeringsgrundlag; hvem kan danne regering? Og hvordan efterlader det hjemløse?
Af Ask Svejstrup, sekretariatsleder i SAND

Det lover ihverfald ikke godt for hjemløse, hvis det udelukkende er temaer fra valgkampen, der kommer med i regeringsgrundlaget og herved får det primære fokus. Hjemløshed har stort set ikke været nævnt i valgkampen.

SF og Moderarterne har erkendt, at det er et problem, at 15 – 18.000 borgere har mistet den særlige støtte, de indtil kontanthjælpsreformen fik som økonomisk håndsrækning, der betød, at de både kunne betale husleje og få mad på bordet. En spareøvelse på 250 millioner kr., som efterfølgende blev fulgt op med en afladsøvelse, hvor det blev besluttet at afsætte 15. millioner kr. til midlertidig huslejestøtte til netop denne gruppe af økonomisk pressede borgere. Begge partier stemte dog både for at mindske fattige borgeres mulighed for at have råd til mad og bolig, og for at smække et plaster på 15 millioner kr. på det åbne sår.

Det strukturelle problem, regeringen sammen med SF (og RV og K) skabte, skal løses, hvis ikke antallet af hjemløse skal stige. I valgkampen foreslog SFs Karsten Hønge at hæve det midlertidige tilskud til 100 millioner kr. Også Moderaterne har både før og efter valgets udskrivelse udtrykt ønske om, at der skulle flere midler i puljen.
Puljemidler løser imidlertid ikke det grundlæggende: Der er ikke boliger nok folk i lavindkomstgrupperne kan betale.

Økonomisk støtte og flere betalbare boliger
Den mest oplagte og hurtigst virkende løsning er at genindføre den særlige støtte til husleje. Det vil give kommunerne det værktøj, de efterspørger til at holde folk i bolig og større mulighed for at kunne anvise hjemløse en bolig. Den særlige støtte gav mulighed for at få en mere blandet beboersammensætning i boligområderne, fordi folk med en relativ lav indkomst kunne få en bolig, de ellers ikke havde råd til.
I politiske skåltaler lovprises princippet om ”blandede byer”, men gennem den førte politik gøres det i praksis umuligt at efterleve princippet.

Den mest oplagte og hurtigst virkende løsning er at genindføre den særlige støtte til husleje. Det vil give kommunerne det værktøj, de efterspørger til at holde folk i bolig og større mulighed for at kunne anvise hjemløse en bolig.

Et andet lige så oplagt virkemiddel er at lave lovgivning, der understøtter opførslen af betalbare boliger. Det kan gøres på flere måder, men med kendte virkemidler som pisk og gulerod. Pisken er statsligt pålæg til kommuner, hvor der er mangel på billige boliger, om at bygge dem. F.eks. ved at kræve, at en vis procentdel, f.eks. 5 procent af alle nybyggede lejeboliger, skal være til en pris studerende, kontanthjælpsmodtagere på mindstesatsen og andre med lave indkomster kan betale. Når boligerne integreres i byggerier med forskellige størrelser lejlighed og priser, kan vi skabe forudsætningerne for en blandet beboersammensætning i praksis.

Guleroden er økonomisk støtte til at opføre billige boliger. I dag har vi en pulje til opførelse af skæve boliger – mindre lejeboliger til hjemløse, der typisk står i klynger med 8 – 12 boliger. Her kan en kommune få op til 500.000 kr. i støtte til hver bolig. En bolig kan på en god dag og i en kommune med lave grundpriser koste ned til 1 million kr. Kommunerne er dog ikke meget for at bygge disse boliger. Så kommer man jo til at huse ”sociale klienter” forstås. Derfor kan guleroden næppe stå alene. Og manglen på billige boliger er jo heller ikke kommet ud af det blå, men skabt gennem en lang årrække, fordi statslig og kommunal boligpolitik har spændt ben for byggeriet af almennyttige boliger generelt og billige boliger i særdeleshed.

Mangel på herbergspladser
Hjemløse går i stadig stigende grad forgæves, når de henvender sig til et herberg for at få at komme indenfor for at få tag over hovedet og hjælp til at få styr på de mange problemer, man har med i rygsækken.
Kommunerne skal efter loven sikre, at der er pladser nok, men overholder de IKKE loven, er der ingen, der kommer efter dem. Så de underprioriterer helt bevidst området, og staten ser igennem fingre med det. Og selvom Danmarks Statistik får tal fra herbergerne om hvor mange borgere, de afviser hver dag, vil Socialministeriet ikke bede om tallene; de kunne jo vise en ubehagelig sandhed.
De manglende herbergspladser bør det nye Folketing også se på.

En strandet hjemløsereform
I okt. 2023 trådte en ny lov på hjemløseområdet i kraft. Den skulle understøtte den hjemløsereform, Folketinget tidligere havde vedtaget. Hjemløses ophold på herberger skulle være så korte som muligt. De skulle ud i egen bolig og have den nødvendige faglige støtte til at kunne blive i boligen.
Den statsrefusion på 50 procent, som kommunerne fik til udgifterne for at have hjemløse på herberg, blev nedsat til 4 måneder – frem for ubegrænset – og der blev givet mulighed for at få 50 procent statsrefusion på den bostøtte hjemløse skulle have i egen bolig.

Med reformen kom også en forventning om, at der i takt med, at der blev ”tilvejebragt”, flere billige boliger, kunne lukkes herbergspladser. De billige boliger er der kun blevet færre af – der forsvinder ca. 4000 boliger med en husleje under 3500 kr. pr. måned om året – men idéen om at nedlægge herbergspladser lever i bedste velgående i både stat og kommune. Når der ikke er nogen billige boliger at anvise hjemløse på herbergerne, stiger opholdslængden – stik imod intentionen med hjemløsereformen. De stigende huslejer presser også flere folk på kanten af hjemløshed ud i hjemløshed. Frem for at løse problemet ved at tage initiativ til at bygge flere billige boliger, presser kommunerne, groft sagt, blot herbergerne til at smide hjemløse ud fra herberget, fordi de synes det koster for mange penge at have dem der – også stik imod lovgivningen – hvilket igen kun forværrer hjemløses problemer.
Reelt er hjemløsereformens gode intentioner kuldsejlet, mens de besparelser, kommunerne blev stillet i udsigt, sejler lystigt videre på det oprørte hav sammen med hjemløse, der klynger sig til vraggodset fra det flagskib, hjemløsereformen skulle have været for hjemløseområdet.

Der er nok at tage fat på for de nye socialordførere.

I denne måned fylder SAND 25 år. Vi opstod på trods; ud af kampen mod uretfærdighed og mod at blive set ned på som hjemløse. Og der er stadig nok at tage fat på.

Men lidt fejring skal der også være plads til. Dyk ned i gamle billeder, anekdoter og hilsner fra gamle SAND folk og tidligere medarbejdere.

I løbet af året laver vi forskellige arrangementer for at markere vores jubilæum. Vi glæder os til at hilse på jer allesammen!

Du finder meget mere jubilæum her

Af Ask Svejstrup, sekretariatsleder i SAND

”De lover os guld og grønne skove, men de giver os pis og papir”, som en tidligere formand i SAND sagde om politikere i valgkamp.
Han har ret. Alle politikere vil gerne have færre hjemløse, men de fleste gør faktisk en aktiv indsats for at der kommer flere.

Alle politikere vil gerne have færre hjemløse, men de fleste gør faktisk en aktiv indsats for at der kommer flere.

Det mest oplagte eksempel er kontanthjælpsreformen, hvor mindstesatsen er så lav, at du skal være heldig for at få råd til et klubværelse. Fjernelsen af den særlige støtte, også kendt som § 34 støtte, der gav en unik mulighed for at få en blandet beboersammensætning og forhindre ghettodannelse, ved at give folk med lave indkomster et økonomisk tilskud til huslejen. Når den er lagt i graven, er der rigtig mange, der ikke længere har råd til at betale huslejen og må flytte. Men hvorhen? Både boligpriserne og lejepriserne går mod himlen.

I en valgkamp skal vi gå ud fra at partierne vil bruge de ældste politiske tricks: benægte, tale udenom og tale om fremtidens gode gerninger end fortidens synder.

Jeg vil huske jer på, at det var SVM regeringen, der med åbne øjne fjernede den særlige støtte for 15 – 18.000 borgere. En besparelse på ca. 250 millioner kr. pr. år. Det svarer til ca. 11 procent af hvad det koster at fjerne sukkerafgiften pr. år. Et meget godt symbol på flertallet af politikernes mål: Middelklassen skal blive endnu mere velpolstrede. Hvis fedmeepidemien bliver alt for synlig, har vi jo vores alle sammens Novo, som kan pumpe os med Wegovy. Øget sliksalg og øget medicinsalg. Det er vækst. Det er noget vi kan lide. Forebyggelse af helbred eller hjemløshed er ikke noget vi bruger i Danmark. Fattigrøvene ligger som de har redt. 

Jeg vil huske jer på at det var SVM regeringen, der med åbne øjne fjernede den særlige støtte for 15 – 18.000 borgere.

Det er også for at tækkes den brede befolkning, at fødevarechecken skulle gives til en meget stor del af befolkningen og ikke til dem der reelt har problemer med at få til dagen og vejen. Loven om at uddele 4,5 mia. til mere end 2 millioner borgere, var da også kun lige akkurat vedtaget, før Statsministeren udskrev valg. Vaskeægte valgflæsk frem for håndtering af de problemer, lavindkomstgrupperne har. Det er som at pisse i bukserne for at holde varmen, at man giver et engangsbeløb frem for at lave langsigtede løsninger. Med sine hidtidige beslutninger, har SVM regeringen tydeligt ønsket at gøre flere fattige og dem, der var fattige i forvejen, skal blive endnu fattigere.

Paradoksalt nok, åbnede Statsministeren valget med at forslag om at beskatte formuer. Uligheden var blevet for stor mente hun. At folk tjente absurde summer på deres boliger, var også et problem. Det har jo den følgevirkning, at der er unge førstegangskøbere, der ikke kan komme ind på boligmarkedet. Og alle har jo fortjent at have deres egen bolig. Altså alle dem, vi henvender os til i en valgkamp. Alle dem, der end ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig nogensinde at få råd til andet end en meget billig lejebolig, er helt udenfor radaren.

I den efterfølgende partilederdebat var der kun én person, Franciska Rosenkilde fra Alternativet, som problematiserede, at regeringens politik havde ført til flere hjemløse.

Hvad med retten til en bolig – er det ikke en politisk mærkesag at forfølge?

Hvad med retten til en bolig – er det ikke en politisk mærkesag at forfølge? Hvad med det kæmpe strukturelle problem, der er i, at der igennem årtier ikke er bygget lejeboliger som kontanthjælpsmodtagere kan betale? Hvad med retten til et anstændigt liv, hvor basale fødevarer frem for slik og chokolade, er noget man har råd til?
Hvad med spørgsmålet om den stigende hjemløshed?
Det er det vi i SAND skal forsøge også at få fokus på i den kommende valgkamp.