4.264 GANGE TAK 

Muligheden for at skrive under på SANDs Borgerforslag udløb i dag. Vi fik indsamlet ca 10% af de 50.000 underskrifter – men opnåede lige det vi ville.

50.000 underskrifter skal et borgerforslag have for at blive behandlet i folketinget. Det fik vi ikke. Men vi fik noget andet; Partiet Nye Borgerlige tog borgerforslaget og stillede det som beslutningsforslag. På den måde opnåede vi præcis det vi ville; at forpligte politikerne til at forholde sig til Jobcentersystemet som det er skruet sammen nu ift. hjemløse.

 På den måde opnåede vi præcis det vi ville; at forpligte politikerne til at forholde sig til Jobcentersystemet som det er skruet sammen nu ift. hjemløse.

Det har kostet timer på gaden over hele landet. Masser af Facebook-opslag – og ikke mindst; Masser af lobbyarbejde. Vores budskab var klart fra starten; hjemløse skal ud af jobcentret og have hjælp til alle deres andre udfordringer, før de skal stå til rådighed og i aktivering.

Overalt hvor vi er kommet frem, har forslaget kæmpe opbakning. Om det er på gaden hos hr og fru Danmark, eller bag Christiansborgs tykke mure.

D. 19/5 skal vores forslag så førstebehandles – og så er vi i gang. Der er endnu ingen garantier, men vores – jeres! – budskaber om et opslidende og dårligt fungerende jobcenter-system vil blive hørt og drøftet.

TAK til alle jer der har bakket op, skrevet under, jer der har gået timevis på gaden, været med til møder hos partierne på Christiansborg, delt jeres historier og erfaringer, lavet events og aktioner.
Vi gjorde det! Vi fik en genvej – men vi nåede ind på Christiansborg. Fordi forslaget giver mening: Hjemløse skal ud af Jobcentret!

Ankestyrelsen afviser sag efter 4 år 

4 år. Så længe har en hjemløs’ klage over et forsorgshjem ligget i Ankestyrelsen. Nu har styrelsen afvist sagen, med henvisning til at det ikke er deres bord. Men hvis er det så? 

”Ankestyrelsen er nogle røvhuller”, sagde Michael tørt, da jeg overbragte ham nyheden om, at den klagesag over en udsmidning fra et forsorgshjem for hjemløse, vi har hjulpet ham med at lave og sende ind til Ankestyrelsen, efter 4 års sagsbehandlingstid er blevet afvist af Ankestyrelsen. De har ikke kompetencen til at træffe afgørelsen, siger de. Med andre ord: de er inkompetente.

Hvis vi spoler tiden 4 år tilbage, bliver Michael smidt ud af et forsorgshjem i Næstved fordi han forsvarede sig selv mod en mand, der gik løs på ham med en kniv. Der var ikke skyggen af personale til stede. De havde nemlig lukket sig inde i et kontor og ventede på at krigen var slut. Herefter blev politi og ambulance tilkaldt. Manden med kniven tog politiet sig af. Michael blev dagen efter smidt ud. Det forstod han ingenting af hvorefter han ringede til SAND og bad om hjælp til at klage over udsmidningen. Det hjalp vi ham med. Og nu 4 år efter har Ankestyrelsen så fundet ud af at de ikke ønsker at behandle sagen fordi de er inkompetente. Det siger jo næsten sig selv at det er tilfældet. Når nogen tager 4 år om noget, har de ganske givet ikke kompetencerne til det.

Problemet er at Ankestyrelsen er kvalificeret inkompetent. De bestemmer tilsyneladende selv hvor dumme og umulige de kan og skal være. De har det sidste ord at skulle have sagt. Michael og andre hjemløse har ikke andre steder at gå hen, når Ankestyrelsen afviser at hjælpe. Loven er ellers klokkeklar: Afgørelser om ind- og udskrivninger, der træffes af lederen på et herberg eller et forsorgshjem (§ 110 boform) kan indbringes for Ankestyrelsen (§ 166 i Serviceloven). I vejledningen til loven understreges det ligefrem at det også gælder udsmidninger: ”Det bemærkes, at en bortvisning er en udskrivning og kan derfor efter samme regler påklages til Ankestyrelsen.” (Vejledning om botilbud til voksne mm. punkt 191).

I deres brev til Michael skriver Ankestyrelen tilmed, at det er helt med på at de iflg. vejledningen SKAL behandle sagen. Alligevel vil de ikke behandle sagen. Det er uforståeligt at de kan tillade sig at være selvbestaltede dommere og krænke hjemløses retsfølelse på denne måde. Først ved at lade sagen samle støv i 4 år og herefter helt åbenlyst at sige ”det er ikke vores bord” selvom alle pile peger mod dem.

I deres brev til Michael skriver Ankestyrelen tilmed, at det er helt med på at de iflg. vejledningen SKAL behandle sagen. Alligevel vil de ikke behandle sagen. Det er uforståeligt at de kan tillade sig at være selvbestaltede dommere og krænke hjemløses retsfølelse på denne måde. 

I SAND – De hjemløses landsorganisation har vi i rigtig mange år sagt til hjemløse, at de kan klage over udsmidninger fra boformer, hvis de synes de var uretfærdige. Når vi efterfølgende har fortalt dem, at sagsbehandlingstiden var ekstrem lang og at det ikke ville ændre noget for dem, men måske for andre der stod i en lignende situation, har mange betakket sig for at klage. De fik jo alligevel ikke noget ud af det, lød det med tydelig modløshed efterfulgt af dybe suk. Derfor har vi heller ikke fået fastlagt en praksis på området. Vi har ikke kommet tættere på hvad man kan og må smide hjemløse ud for.

Forsorgshjem og herberger for hjemløse er sat i verden for at rumme dem som ingen andre kan rumme. De skal give tag over hovedet når alle andre muligheder er brugt. Derfor har det også været SAND magtpåliggende, at få klarhed over hvad der er ret og rimeligt, når det gælder udsmidninger. For selvfølgelig er hjemløse præget af mere end normale problemer og kan derfor opføre sig urimeligt og uhensigtsmæssigt, men der må vel være grænser for hvor urimelig begrundelsen for en udsmidning fra et forsorgshjem eller herberg har lov at være. Der bør være en mulighed for at få en anden instans til at vurdere sagen…? Ja, ifølge loven – Nej, ifølge Ankestyrelsen.

Hvis ret og rimelighed stadig er begreber vi beskytter og hylder i Danmark, må nogen tage affære overfor Ankestyrelsens uhyrligheder. Eller skal Michaels tørre konstatering virkelig have lov til at være det sidste ord i denne sag: ”Det er et lortesystem vi har i Danmark”.

SANDs næstformand melder sig ud 

Lad det være sagt med det samme, SAND – De hjemløses landsorganisation elsker idéen om udsatteråd. Det ligger i vores DNA at søge indflydelse, at deltage i den politiske debat og være med i den praktiske problemløsning på hjemløseområdet. Vi opfordrer kommuner og regioner til at lave udsatteråd og vi tilbyder at finde hjemløserepræsentanter til at sidde i dem. Derfor er det også svært for mig at skulle sige farvel til min plads i Regions Syddanmarks udsatteråd.

Men det nytter heller ikke noget at sidde og blive frustreret over ikke at blive hørt, at blive talt ned til, at føle sig uvelkommen. Jeg går som regel fra møderne med en følelse af at det er spild af tid og at rådet reelt ikke har nogen indflydelse. Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Da SAND i tidernes morgen blev spurgt om vi ville have en repræsentant i rådet, fortalte man mig, at der skulle være flere brugerrepræsentanter i Rådet. Meningen var netop at brugerne af de tilbuddene på misbrugs, – sundheds, og socialområdet skulle deltage i væsentlige beslutninger. For en gammel rotte og bruger af systemet, der altid har følt at beslutninger blev taget hen over hovedet på dem tilbuddene var til for, lød det som en oplagt mulighed for mig og andre brugere. Vi kunne i fællesskab sikre at tilbuddene var i overensstemmelse med brugernes ønsker og behov.

Det viste sig desværre at brugerrepræsentanter betød noget helt andet for regionen end for mig. Det betød ansatte fra tilbud for hjemløse. Der er som sådan ikke noget galt med ansatte. I SAND har vi selv et par håndfulde af dem. De har bare ikke de erfaringer som hjemløse, stofbrugere og psykiatribrugere har. De har en professionel tilgang til tingene, som gør dem fri af følelsernes vold og fuldstændig objektive i deres betragtninger, som de siger mens glorien brænder CO2 af for fuld udblæsning. Problemet er at de alt for ofte ikke tager brugernes udsagn alvorligt. Vi – brugerne – har jo ”truffet alt for mange forkerte valg” gennem livet. Så derfor kan og bør vi ikke bidrage med andet end et nik, når de voksne diskuterer. Jeg ved det er sat på spidsen, men overdrivelse fremmer nok forståelsen for hvordan jeg har haft det i min tid i udsatterådet. Når det er sagt, har jeg jo stor forståelse for at det er svært at fralægge sig den paternalistiske holdning, som gud og uddannelse ofte afføder. Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart. Jeg kan jo, sandt at sige, have det ligesådan med dem ind imellem; de kan have givet mig karantæne fra et tilbud fordi jeg har opført mig som en idiot engang.

Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart.

En anden væsentlig årsag til at jeg ikke synes det er værd at bruge tid på at gå til møder i udsatterådet, er at rådet ikke rigtigt har noget at skulle have sagt. De fleste punkter på dagsordenen er informationspunkter eller punkter om hvordan vi kan sikre, at beslutninger bliver ført bedst og billigst ud i livet uden for meget brok fra brugerne. Hvis man stiller spørgsmål til beslutningernes fornuft og foreslår andre løsninger, bliver der sagt, at det ligger udenfor rådets mandat. Og hvad nytter det så at komme med sine erfaringer og viden som bruger, når der ikke er gjort plads til at vores input kan påvirke beslutninger? Derfor forlader jeg udsatterådet.

I de 5 SANDudvalg, der er i Region Syddanmark, vil vi holde øje med om der findes en hjemløs, der trives mere i modstand og tænder mere på skindemokratiets ædle kunst end jeg gør. Min udmelding er ikke et smæk med døren. Blot en opfordring til at man ikke dækker op til middag, hvis man ikke har tænkt sig at servere noget.

Mvh/Henrik ‘Mas’ Nørgaard Christensen, næstformand i SAND