Beredskab i coronaens tid

Kunne nødløsninger være undgået? 

Kære Hjemløse

For 10 dage siden lukkede Danmark ned og Corona har været det eneste der har været på den politiske dagsorden lige siden. Det gælder også for hjemløse. I SAND har vi opfordret til at man følger Sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand, vaske hænder, undgå fysisk kontakt og hoste i ærmet – ikke i hænderne.

Det er en uvant situation for os alle, så både Statsminister, Dronningen og andre myndige personer har formanet og vejledt os til hvordan vi bedst tackler den.
Hjemløse har selvsagt nogle flere udfordringer end dem der kan gå hjem, lukke døren, bestille varer på nemlig.com og vælge mellem 100vis af Netflixserier.

Der er ikke noget hjem. Eller det midlertidige hjem, man har fået på en vens sofa, bliver erstattet af gaden, fordi vennen frygter at blive smittet. Varmestuerne lukker ned fordi det er risikabelt at være flere i samme rum. Natcafeerne tager færre ind og herbergerne er som altid fyldte. Hjemløse har med andre ord sværere ved at gøre som myndighederne gerne ser man gør: gå hjem og luk døren.

Hjemløse har med andre ord sværere ved at gøre som myndighederne gerne ser man gør: gå hjem og luk døren.

Der tænkes mange gode og kreative tanker derude. Der laves madpakker på værestederne, som stikkes ud gennem vinduerne; ligesom værktøj ryger den vej ud. Der stilles sovevogne op ved natcafeerne, så folk kan sove i enerum. Der laves nødherberger med behørig afstand mellem sengene. Der informeres på livet løs om hvilke steder der er lukkede, hvor der åbnes nye og hvad man som hjemløs skal gøre i den ene og den anden situation. Det er til at blive helt rundtosset af. Vi har forsøgt at samle den vigtigste information til hjemløse på vores hjemmeside. Hvis du sidder med nyttig viden, som kan hjælpe andre hjemløse, så kontakt os endelig.

Når krisen kradser, åbenbares det hvad samfundets nødberedskab overfor kriser er. Her tænker jeg ikke på vores nødberedskab overfor Coronavirus. Her tænker jeg på nødberedskab ift. folk der mister fodfæstet i livet, nødberedskab overfor folk der bliver ramt af hjemløshed. Herberger og forsorgshjem er jo netop samfundets nødberedskab eller akutberedskab på hjemløseområdet.

I alt for mange år har de statslige myndigheder ladet kommuner spise hjemløse af med natcafeer, med en madras på et gulv sammen med mange andre hjemløse. I stedet for at sikre, at der altid var en ledig seng omgivet af 4 vægge, hvor man kunne gå ind og lukke døren. Få fred for gadens stress og jag, vold og stoffer.
Hvis både kommuner og stat havde taget det ansvar der rettelig påhviler dem, havde der været plads til at hjemløse fra gaden, fra sofaerne og hvor folk ellers har måtte opholde sig, kunne få plads på et herberg. Det er nu, hvor flodbølgen ramme os, at det viser sig om digerne kan holde. Myndighederne har gjort en masse for at etablere ekstra pladser, bevares. Men det er og forbliver nødløsninger, som vi kunne være foruden, hvis vi havde sørget for at have et ordentligt akutberedskab på hjemløseområdet!




SAND kommer på besøg…

… måske også i nærheden af dig! 

SAND kommer på besøg på udvalgte boformer, for at gøre opmærksom på de kommende generalforsamlinger.

Det er vigtigt at vi deltager så mange på generalforsamlingerne, så sandudvalgene og sandarbejdet kan bestå og blive endnu bedre.

Når SAND kommer til din boform eller varmestue nær dig, så er vi til rådighed for at svare på de spørgsmål du måtte have om hvad SAND er og hvad det frivillige arbejde i SAND består af.

Der kommer opslag op på boformerne omkring tidspunkt vi ankommer.

 – Vi tager selvfølgelig kage med!

DATO OG BYER/STEDER

06.02                Esbjerg: Skjoldbo, Stormly og Esbjerg Forsorgshjem

13.02                Sønderborg: Alberta. Aabenraa: Shelter Forsorgshjem.
Haderslev: Dalhoffsminde.

20.02                Svendborg: Lagunen, Møllen, Varmestuen og
Forsorgscenter Sydfyn

20.02                  Odense: Store Dannesbo

25.02                Slagelse: Toften

26.02                Holbæk: Karlsvognen. Roskilde: Roskildehjemmet.




SANDs JULEHJÆLP 2019

Sådan deler vi julehjælp ud 

Vi har samlet rigtig mange penge ind til julehjælp i år. Takket være vores bidragsydere, har vi kunnet uddele 566 gavekort á 200 kr. De er fordelt på 374 gavekort til voksne og 192 gavekort til hjemløses børn til en værdi af 113.200 kr. i alt.

For at komme ud til det vi har vurderet som nogle af de mest økonomisk trængte hjemløse, har vi allieret os med en række samarbejdspartnere i hele landet. Vi prioriter at hjælpe hjemløse, der overnatter på netcafeer eller på gaden, og hjemløse, der har børn de gerne vil give en julegave, men ikke selv har råd.

Vi uddeler gavekort på 4 måder:  1. Vi beder vores 12 lokale SAND udvalg udpege hjemløse i deres geografiske område, de ved har brug for en hjælpende hånd i juletiden. Herunder identificeres hjemløse, der gerne vil give de børn, de som regel sjældent eller aldrig ser, en julegave. Denne hjælp defineres som ”hjælp gennem SAND udvalg”.

2. Vi kontakter også natcaféer og herberger med nødovernatningspladser for at høre, om de vil uddele gavekort af 150 – 200 kr. til de personer der overnatter på deres tilbud d. 24. december. Vi ved, at disse mennesker er nogen af de allermest forarmede både økonomisk og socialt. Dem vil vi gerne prioritere. Denne hjælp defineres som ”hjælp til nødovernattere”.

3. Vi kontakter hjemløse herberg, hvor du kan tage dit barn med, og samarbejder med dem om at uddele julegaver/gavekort til deres brugere. Denne hjælp defineres som ”hjælp gennem familieherberg”.

4. Samarbejdspartnere, der arbejder på gadeplan kommer med ønsker til borgere, der kunne trænge til hjælp. Denne hjælpe defineres som ”Hjælp på gadeplan”.

Som det forhåbentlig fremgår, forsøger vi at nå ud til de hjemløse, vi vurderer har mest brug for hjælp, samtidig med at de rent faktisk kan identificeres.Igennem årene har vi udvalgt visse grupper, fordi vi ikke har haft økonomi til at hjælpe alle. Vi prioriterer at hjælpe hjemløse, der overnatter på natcafeer eller på gaden, og hjemløse, der har børn de gerne vil give en julegave, men ikke selv har råd. 

– Hvor er det smukt, at I igen betænker de udsatte familiers børn. Det gør en stor forskel for vores kvinder at de har noget at give deres børn til jul … På beboernes vegne siger vi tusind tak for gavekort til børnene – det vil vække stor glæde.

– Igen – tusind tak fordi i tænker på vores familier. Den her donation er en af de mest meningsfulde, vores familier får og det falder på et tørt sted!

Julen er ovre, men du kan stadig støtte SANDs arbejde økonomisk. Se her hvordan:
http://sandudvalg.dk/st%C3%B8t-sand

Julehjælpen var i 2019 finansieret af: Socialministeriets julehjælpspulje, Frederiksberg Fonden, Fattiges Juleglæde samt en række privat personer