Arne har endelig fået sin pension. Den endeløse ventetid på myndighedernes afgørelse om hvorvidt man kan få bevilget en ydelse kender vi hjemløse alt for godt til. Vi venter på afgørelser om misbrugsbehandling, alkoholbehandling, psykologbistand, opskrivning til lejlighed osv. Lettelsen over at få tildelt det man selv synes er det eneste rigtige, fordi man er helt til rotterne, kender vi ikke helt så godt, men vi kan sagtens sætte os ind i hvor glad Arne må være. Og vi er bestemt glade på hans vegne. Men hvad mener hjemløse om retten til tidlig pension? Egentlig er det dem evigt ligegyldigt, hvornår folk på arbejdsmarkedet kan gå på pension. Det er ikke en sti de betræder, selvom de fleste hjemløse på papiret skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
I Danmark har vi opbygget et pseudo-system, hvor hjemløse er på kontanthjælp, men reelt ikke har mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Til gengæld straffes det hårdt og prompte, hvis man ikke møder op på rette tid og sted. Også selvom man ikke har fået at vide at man skal møde op. For post kan vi ikke få, og E-boksen er ikke det første man kigger i hver morgen. Langt den største del af hjemløse er på kontanthjælp og er vurderet det der hedder ‘aktivitetsparate’ – dvs. har problemer ud over ledighed. Langt størstedelen af hjemløse har misbrug af alkohol, hash eller stoffer, og/eller psykiske problemer, der gør at man ikke bare lige kan springe ind bag kassen i Netto, 37 timer om ugen. Og det ved ”systemet” godt. Det eneste hjemløse kan håbe på, er at få tildelt en førtidspension, men det går sjældent så hurtigt med at få den tildelt, som det gjorde for Arne og hans pension.
Arnes vundne pensionssag kan give håb om at en socialdemokratisk ledet regering, faktisk har øje for grupper i samfundet, der har det svært og som systemet derfor skal gøre noget ekstraordinært for eller indrette sig efter, så de igen kan føle sig som en del af samfundet.
Men finansieringen af pensionen kommer til at gå ud over netop hjemløse. Der skal spares 1 milliard på jobcentrene. Netop jobcentrene er roden til meget ondt for en hjemløs. Det er her skrankepaverne sidder og træffer beslutninger uden hensyntagen til de ønsker den hjemløse har, de behov man har eller de evner man har. Jobcentrene giver bøder – i form af sanktioner – hvis man ikke møder op til en aftale eller ikke kan klare det aktiveringsforløb man er indskrevet i.
De har et ensidigt fokus på kontrol og sanktioner. De burde have et fokus på at udføre den hjælperolle overfor arbejdsløse – herunder hjemløse – som de faktisk er sat i verdenen for. De skal yde en helhedsorienteret og individuel rådgivning, som inddrager borgeren i et forløb, der gerne skulle føre borgeren tættere på en permanent indkomst. Om det så er på arbejdsmarkedet eller i samme båd som Arne, må tiden vise. Men evig kontanthjælp har aldrig været meningen. Dette arbejde skal borgeren så vidt muligt inddrages i. Det er ikke altid let. En hjemløs har som sagt problemer, der kan gøre det svært at overholde aftaler. Der kan være gode dage, hvor man vil alt, og der kan være dårlige dage, hvor man bare håber på at få en seng at sove i. Mange hjemløse vil meget gerne bidrage med det de kan. De drømmer ikke bare om at komme på pension. De drømmer om stabilitet, sikkerhed og ro. De drømmer om et godt liv, hvor man har noget at stå op til. For at gøre det, kræver det at medarbejderne på jobcentrene har nogle rammer der tilgodeser denne mulighed. I dag er der forbløffende få medarbejdere med en socialfaglig eller juridisk uddannelse (hvad det end er). En uddannelse der netop er en forudsætning for at kunne levere de råd og vejledning loven beskriver systemet skal levere. I SAND – De hjemløses landsorganisation oplever vi ikke at jobcentrene giver den vejledning de skal. Hvis man ikke selv kender noget til lovgivningen, har man meget svært ved bare at få lov til at søge om en ydelse. For en hjemløs virker det som om jobcentrene er sat i verdenen for at tildele færrest mulige ydelser til den hjemløse.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at jobcentrene er blevet sparet ihjel: At de fuldstændig har mistet deres legitimitet og derfor lige så godt kan få endnu en tur i kødhakkeren. Men det må samtidig ses som et tegn på, at det er ligegyldigt hvad man som samfund skal tilbyde arbejdsløse af hjælp.
Det er den ligegyldighed overfor andre mennesker, der gør så ondt. Fornemmelse af at ens rettigheder ikke betyder noget fordi man er arbejdsløs og hjemløs, der gør en så frustreret at man siger ”så kan det også være lige meget” og derefter går ud og drukner sig i sprut og stoffer.
Man burde give jobcenteret en saltvandsindsprøjtning, der gjorde det muligt for dem at gøre det arbejde, de er sat i verden for. Eller man burde sige, at alle dem der har problemer ud over ledighed – alle os hjemløse – skal ud af jobcentrenes kontrol-og sanktionsregime og over i socialarbejdernes kyndige hænder, hvor man kunne få hjælp og støtte til at komme derhen hvor man gerne vil. Jobcenteret ville få en rolle, men ansvaret for borgerens trivsel og hjælpen til at flytte borgeren, skal ligge i socialforvaltningen. Her har man i langt højere grad evnerne til at se ressourcerne i borgerne, bygge videre på dem med respekt for de begrænsninger man ikke må være blind for. I den model ville det også være meget mere naturligt at overholde væsentlige principper i lovgivningen om mest mulig inddragelse af borgeren i egen sag og helhedsorienterede løsninger.
Det er den ligegyldighed overfor andre mennesker, der gør så ondt. Fornemmelse af at ens rettigheder ikke betyder noget fordi man er arbejdsløs og hjemløs, der gør en så frustreret at man siger ”så kan det også være lige meget” og derefter går ud og drukner sig i sprut og stoffer.
Det er en høj pris hjemløse igen igen må betale for at Arne får sin pension. Men tillykke med den. Solidariteten er der intet i vejen med blandt hjemløse. Det er kun tilliden til politikerne, der har lidt endnu et knæk.
Gadefolk blev svigtet under nedlukningen
Ny undersøgelse
Danmark lukkes igen ned. Det har konsekvenser for alle, men ikke alle har et hjem at trække sig tilbage til, arbejde fra, lave mad; et sted de kan føle sig trygge. Hjemløse og andre udsatte grupper har nogle lidt andre problemer, der kalder på nye løsninger. Gadejuristen, Brugernes Akademi og SAND har spurgt hjemløse, stofbrugere og andre gadefolk om hvordan de oplevede nedlukningen i foråret.
Det er der kommet vigtig viden ud af. Viden man bør bruge til at sikre, at denne gruppe borgere, får hjælp og støtte de har brug for, når coronaen igen tager fat.
Myndighederne har lyttet til nogen af de erfaringer, vi har indsamlet og de anbefalinger vi har givet.
F.eks. friholdes væresteder, boformer for hjemløse, kvindekrisecentre og andre sociale tilbud der har en ”kritisk funktion”.
Under den første nedlukning oplevede 80 procent af dem der var med i undersøgelsen om konsekvenserne af nedlukningen, at væresteder eller andre sociale tilbud de plejer at bruge, havde været helt eller delvist lukkede. Det betød f.eks. at mange (47 procent) fik mindre at spise end normalt. Knap halvdelen af dem der var med i undersøgelsen siger at de oplevede perioden som meget ensom. Vi ved at ensomhed generelt er et stort problem for f.eks. hjemløse der flytter i egen lejlighed. Undersøgelsen bekræfter os i at værestederne har en vigtig sociale funktion. Ligesom det har en vigtig funktion ift. at tilbyde mad til folk der enten ikke har mulighed for selv at lave med eller evner at gøre det.
En anden vigtig anbefaling er derfor også at alle sociale tilbud bør tage stilling til om de udgør en ”kritisk funktion”. Og melde klart ud om åbningstider, procedure og alternative løsninger. Kommunen kan passende være bannerfører på denne øvelse, for at sikre at der er en lokal koordinering og at alle der har behov for hjælp og støtte, har mulighed for at få det.
En anden vigtig anbefaling er derfor også at alle sociale tilbud bør tage stilling til om de udgør en ”kritisk funktion”. Og melde klart ud om åbningstider, procedure og alternative løsninger.
Socialt Frikort koster ikke samfundet noget… Tværtimod
Debatindlæg
Det overskriften siger, vil du måske forstå, hvis du læser mit indlæg. Uanset om du er enig eller uenig i denne påstand, så vil du nok blive lidt klogere på, hvad et socialt frikort er, og hvad det kan bidrage med i samfundet.
Af: En af flokken…
Socialt frikort ordningen blev vedtaget som en forsøgsordning i 2019 og 2020. Den daværende borgerlige regering fik loven stemt igennem i folketinget med støtte fra alle folketingets partier.
Nu er de to år så snart gået, og det skal besluttes i forhandlingerne om Finansloven for 2021, om ordningen skal fortsætte, sikkert i en lidt justeret version. Men teknikken deri er ikke så væsentlig her. Men først skulle ordningen lige blive kendt rundt om i landet. Så to år til at se resultater… Borgere, der i forvejen har mange udfordringer fra de står op om morgenen til de er under dynen eller i deres sovepose igen, som har fundet mod og overskud til at søge ind i ordningen… Virksomheder der skulle lære at håndtere en ny måde at have mennesker ansat på… Kommuner der skulle finde deres ben at stå på i denne ordning. To år er for kort en periode til at se resultater i. Men det er lang tid nok til, at se, at den giver rigtig mange livskvalitet. Og at Socialt Frikort på lang sigt ikke koster samfundet penge.
Vi har så kunnet læse, at den nuværende Socialdemokratiske regering vil slagte ordningen. Måske den nuværende regering også vil blive lidt klogere ved at læse med her. Heldigvis skal der mindst 90 mandater til at beslutte noget i folketinget. Men det ville da klæde Socialministeren selv, at bringe “Socialt Frikort” ind i forhandlingerne om Finansloven for 2021.
Socialministeren / Folketinget sætter rammerne for ordningen.
Kommunen godkender den borger, der ansøger om et Socialt Frikort, eller afviser ansøgningen fra borgeren, hvis kravene ikke er opfyldt.
Borgeren finder så en egnet arbejdsgiver, hvor vedkommende ønsker at arbejde. Det match er faktisk det vigtigste i hele forløbet. Jobcentrene har også virksomhedskonsulenter ansat med fokus på “småjobs”, som kan hjælpe.
Arbejdsgiveren og borgeren – nu den ansatte “Frijobber” – aftaler alle vilkår omkring ansættelsen. Hvor meget eller hvor lidt tid… Hvor ofte… Hvilke opgaver… Løn… og hvad der ellers er. Lønnen kan udbetales på konto eller kontant, men må aldrig registreres i E-indkomst. Derfor bruges ikke cpr.-nr., men et unikt personligt “Socialt Frikort nummer” Kommunernes Landsforening har lavet et system, hvori lønnen indberettes. og hvor virksomheden løbende kan se, hvor meget der er resterende af de 20.000 kr. som man må tjene hvert år. Beløbet er skattefrit og modregnes ikke i nogen offentlige ydelser, også derfor bliver der ikke brugt cpr.nr. Overskrides beløbet og arbejdsforholdet fortsætter, ja så bliver “Frijobberen” ansat på almindelige vilkår.
Lige det med registrering og udbetaling af løn fortjener en opdatering, da der i en lille virksomhed oftest ikke er ansat en person med viden om dette. Ofte er det store firmaer, der måske laver løn for 12.000 andre virksomheder, der laver lønnen for de små firmaer. Eller der kommer en bogholder en gang om måneden og laver lønnen til alle ansatte. Hvis han eller hun måske koster 500,- kroner i timen. Så går det bare ikke, at der skal bruges en halv time på at komme i kontakt med rådgivere i kommunen eller Socialstyrelsen, selvom de er meget vidende og flinke mennesker.
Jeg som er ansat med et socialt frikort; Hvor kan jeg lige se, hvor meget jeg har tilbage af det årlige beløb, hvis jeg f.eks. har arbejdet få timer ved flere forskellige arbejdsgivere…?
Nu har samfundet jo betalt Kommunernes Landsforening for at lave systemet. Så selvom det måske skal justeres lidt… Ja, så er det jo ikke en rumraket der skal bygges. Så lad os kalde det almindelig vedligehold.
Nu vi er inde på, hvad ordningen koster. Så er der i min kommune en medarbejder i jobcenter, som har ordningen som sit ansvar. Alligevel skulle jeg først forbi en anden sagsbehandler. Ens system i alle kommuner kan blive; KUN EN ansat med primært ansvar for ordningen og en til backup ved ferie og andet fravær. Det der skal undersøges, når en borger søger om at blive godkendt til ordningen. Det behøver ikke at være viden for alle ansatte. Og jeg har selv kun en gang efter godkendelsen i 2019 haft behov for at kontakte denne medarbejder. Grund….Jeg kunne ikke finde mit Frikort Nummer i E-boks. Selvfølgelig kan der være andre årsager til kontakt. Men 37 timer om ugen bliver der sandsynligvis ikke brugt i hver uge i hver kommune. Så måske man kunne spare lidt penge på, at alle kommuner gør det på den måde.
Jeg bor i Kolding Kommune. Og deres håndtering kan være et forgangseksempel for alle andre kommuner.
Jeg søgte en mandag.
Næsten alt foregik over telefon. Jeg blev interviewet over telefon. Det eneste jeg skulle ud over dette var at gå til jobcenter og underskrive en samtykkeerklæring, som lå klar i receptionen.
Torsdag samme uge lå mit sociale frikort i min E-boks.
Det er “Borgerservice” når det er bedst. Så tak for det.
Ordningen giver virkelig livskvalitet for mange. Jeg har i medierne mest set indslag fra Vesterbro i København, hvor man virkelig har fået sat system i tingene, og stadig uden kasser og rammer. Den enkelte er 100% i fokus, for det er jo kernen i ordningen.
Men ordningen er ikke en ordning, der kun fungerer i København. Den fungerer i by og på landet i hele Danmark.
Men ordningen er ikke en ordning, der kun fungerer i København. Den fungerer i by og på landet i hele Danmark.
Mange socialt bevidste arbejdsgivere har taget godt imod de “Frijobbere”, der ønsker og kan bidrage i denne ordning. Selvom de måske ikke lige nu kan passe et almindeligt arbejde… nogen kommer måske aldrig til det… andre kan måske stille vokse med de opgaver de møder. De sidst nævnte… Jaa… Dem handlede overskriften vist en del om. Skal vi tage et eksempel… En ung dame på 32 år på en overførselsindkomst… Hun kommer ind i ordningen, er der måske i 2 år….hun har selv tjent sin løn i de to år oveni ydelsen fra det offentlige…..Hun har fået en fod indenfor i et lille firma….Da hun startede, havde denne virksomhed ikke så travlt. De havde ikke nok timer til en ekstra fast medarbejder og havde tidligere brugt vikarfirmaer i perioder, ofte nye vikarer fra gang til gang, men det koster at lære nye medarbejdere op. Der var en god kemi imellem Frijobberen og arbejdsgiver og de øvrige ansatte. Nu var firmaet stille og roligt vokset. Vores frijobber var kommet i bedre form. Hun gik ikke mere til fysioterapeut og kiropraktor. Samfundet havde ikke lige set det, men de havde her også sparet penge og givet livskvaliteten et løft, ved en samfundsborger. Firmaet vidste godt, at de havde sparet penge på tilfældige vikarer, der gang på gang skulle oplæres. Så nu ansatte de vores frijobber på fuld tid, for det var begge parter klar til. Det havde for øvrigt heller ikke kostet kommunen møder med sagsbehandlere eller aktivering ved ekstern aktør.
Det var faktisk ikke et eventyr af H.C. Andersen. Det er faktisk noget af det, denne rigtig gode ordning “Socialt Frikort ” også kan. Så hvis den ikke er til gavn for samfundsøkonomien – hvad er så det? Livskvaliteten for borgere på kanten af samfundet. Arbejdsgivere i vækst med social ansvarlighed i deres kodex. Og dem er der rigtig mange af.
Hvorfor mener jeg så, at ordningen bør ligge ved en eller to personer i hver kommune? Og hvorfor bør dette indskrives i loven?
Jeg er kun et menneske, og her er lidt af det, som jeg selv har oplevet.
Det var faktisk ikke et eventyr af H.C. Andersen. Det er faktisk noget af det, denne rigtig gode ordning “Socialt Frikort ” også kan. Så hvis den ikke er til gavn for samfundsøkonomien – hvad er så det?
Jeg mødte en god dreng, et ungt menneske, som havde været anbragt på børnehjem i 8 år af sit 21- årige liv. Ham blev jeg gode venner med. Han fortalte meget af sin livshistorie. Den er barsk. Tæsk af stedfar… som 8-årig på børnehjem… startede med at ryge hash som 10 årig og hårde stoffer som 12 årig, fordi det gjorde de store drenge… kurér med hash og stoffer fra han var 12 år… Som 16 årig var han pusher og tjente mange penge. Han ville dog gerne lære et håndværk, og klarede det første år som murerlærling, indtil stofferne fyldte for meget i hverdagen.
Da jeg mødte ham, var lige blevet 21 år. Vi mødtes på et forsorgshjem, hvor vi begge boede, af hver vores årsager. Han havde valgt at forsøge at blive clean. Efter et halvt år, hjalp jeg ham med at få kontakt til en murermester. Den unge mand valgte selv at være i praktik ved mester det første halve år, for at blive færdig i misbrugscenteret. Og samtidig have en støtte fra kommune på sidelinjen nogle dage om ugen. Han var dygtig i murerfaget, og efter et halvt år blev han ansat som lærling og genoptog sin uddannelse. Det første halve år gik okay. Indtil han skulle på murerskolen. Det var hovedet ikke klar til. Og det væltede ham helt af pinden.
Han valgte at flytte til en anden kommune. Kom fra en lille lejlighed efter forsorgshjemmet og flyttede ind hos et ungt par, fætter og kæreste.
Kommunen var Billund. Jeg var med ham to gange, som partsrepræsentant til møder i jobcenteret. Vi havde talt lidt om “Socialt Frikort” måske kunne være en mulig vej tilbage til at på sigt komme i almindeligt arbejde igen. Det ville han gerne prøve uden pres og kasser og rammer. Han søgte det ved sin sagsbehandler i jobcenteret første gang, jeg var med ham. Svaret fra sagsbehandleren var “Jeg kender ikke ordningen så godt. Og i forvejen får du jo dit diagnosetillæg til kontanthjælpen. Så du får jo allerede en del flere penge end de fleste andre på din alder.” Så skiftede hun emne.
Andet møde jeg var med til en måned senere. Han havde denne gang også en behandler fra psykiatrien med til mødet. Han spurgte igen sin sagsbehandler om hun ville hjælpe ham, med at blive godkendt til socialt frikort… Denne gang ville hun undersøge det… Han fortalte senere, at hun havde sendt ham en mail om, hvor han selv skulle personligt møde op, og søge om det. Han havde haft motivationen… Han havde spurgt sin sagsbehandler om hjælp. I forvejen var han på kanten med mange udfordringer.
Jeg mistede kort efter kontakten med den unge mand. Pludselig en dag var huset tomt, hvor han boede. Jeg håber bare, at han har det godt i dag.
Du må selv, som læser, finde pointerne i dette om den unge mand.
Svaret fra sagsbehandleren var “Jeg kender ikke ordningen så godt. Og i forvejen får du jo dit diagnosetillæg til kontanthjælpen. Så du får jo allerede en del flere penge end de fleste andre på din alder.”
En vigtig pointe er…….En sagsbehandler med ansvar for “Socialt frikort”
I Vejen Kommune boede til fornyeligt og igennem 4-5 år en mand på i dag 58 år. Tidligere fisker i mange år. Betonarbejder senere indtil for 5-6 år siden.
Jeg har kendt ham i 22 år. Han har virkelig arbejdet hårdt og mange timer, indtil kræfterne slap op. Han har også været hjemløs i ca. 2 af de seneste 6 år. Så han spurgte, da jeg fortalte om mit Sociale Frikort……”Kan jeg også få sådan et”. Jeg fortalte ham om det.
Han søgte ved førstkommende møde i jobcenter.
Svar fra hans sagsbehandler “Det kan vi se på HVIS du kommer ud i praktik.” For ligestillings sag… Denne sagsbehandler var en mand. 4-5 ÅR havde Vejen kommune haft uden en eneste praktik at tilbyde ham.
Kunne et tilbud om “Socialt Frikort” så måske ikke være på sin plads? Jeg kender ham jo godt. Jeg ved jo, at alle de gange, hvor jeg har haft ham med ved min mor eller veninde og hjælpe lidt i haven eller med lidt “gør det selv håndværk”… Så er han blomstret op… fået egenomsorgen på plads… fået ryddet op og gjort rent i sit eget hjem… fået lyst til også at besøge andre af hans venner. I hans tilfælde kunne det måske havde endt i “Godkendt til flexjob”…. for 4 måneder siden gav kommunen ham førtidspension…
De to historier fra det virkelige liv viser meget klart, at en borgers egen sagsbehandler i jobcenter ikke har indsigt i denne ordning, vedtaget ved lov i Folketinget af samtlige partier. Og almindelig sund fornuft og økonomi siger, at det skal de heller ikke have. Det er et lille særområde. Så igen; ens linjer i alle kommuner med 1-2 faste sagsbehandlere på området.
Min egen historie
Jeg er med i ordningen “Socialt Frikort.” Jeg har været det fra foråret 2019. Men det tog lige lidt tid, inden jeg fik taget mig mod til at kontakte en arbejdsgiver. Tilfældigt skulle den lokale bager bruge en chauffør til at køre morgenbrød ud til små købmænd og et par supermarkeder. Tjansen blev normalt passet, af en folkepensionist, som i en kortere periode ikke måtte arbejde grundet en operation. Bageren havde uden held søgt ad de vante kanaler på nettet og igennem jobcenter. Uden en eneste henvendelse. Så jeg så jobbet i den lokale Facebook-gruppe. Jeg fik jobbet. Og jeg kunne gå dertil på 7 minutter. Jeg startede med de samme. Efter en hurtig oplæring og en tur med rundt, for at lære ruten, så var jeg i gang. Rundstykker vejer jo ikke så meget… men det gør rugbrød. Så det blev ikke til mange dage. Jeg nåede at tjene en tudse…. Og de 1600 af dem blev så efterfølgende brugt på kiropraktor og massør……Lærepenge. Men det var jo faktisk også min egen “Jobafprøvning” af mig selv. Jeg ved godt, at jeg ikke kommer almindelig tilbage på arbejdsmarkedet. Men selvom jeg rigtig gerne vil “være lidt med på holdet” igen. Så er det jo lige så vigtigt for mig at finde den rette hylde, som for alle der arbejder 37 timer om ugen hver uge.
Men bare at tage skridtet og se at nogen kunne bruge mine sparsomme ressourcer, det havde givet blod på tanden til at forsøge at finde et job og en rummelig arbejdsgiver, der passede til mig og mine begrænsninger, som både er fysiske, mentale og psykiske. Den virksomhed fandt jeg. Og jeg har hjulpet med lidt af hvert. Havearbejde, montage, truckkørsel og generel orden på lageret og forskellig andet.
Da jeg startede på arbejdsmarkedet var jeg 16 år og blev medlem af SID, nu 3F med det samme. Fagforeningen var dem, som da jeg var rundet de 40 år, var inde over, da efterlønnen kom på “Slagtebænken” første gang. De måtte lige se mine data igennem en ekstra gang… For siden jeg var 16 år, havde jeg ikke været arbejdsløs en eneste gang. Så jeg havde ikke hævet understøttelse i løbet af de år. Det var sjældent, at de så det.
Men jeg troede heller ikke, at jeg ville ende på en førtidspension… leve på gaden… være hjemløs… bo på forsorgshjem.
For jeg er opvokset i landbruget, på forskellige større og mindre gårde, som mine forældre drev som bestyrer, forpagtere eller ejere. Ja jeg har selv haft en lille gård med jersey malkekøer. Så den sociale arv, som jeg havde med mig i bagagen, så jo statistisk okay ud… Men det er jo alligevel sjældent perfekt…
Arbejde og ikke bare arbejde, men rigtigt meget og ja for meget arbejde, blev en del af mit DNA.
Ude på landet hed “Psykisk sygdom”. “Det er noget med nerverne” – og så blev der ikke snakket mere om det. For der var en rummelighed, hvor der var plads til også, dem der havde “noget med nerverne…” også i de sociale fællesskaber, sportsklubber og så videre.
Jeg brugte arbejde som min medicin. Min opvækst havde givet mig et kodex, der hed “Jeg skal ikke i kontakt med det psykiatriske system, for så bliver jeg registreret”. Måske nærmere stemplet. For jeg blev jo ældre og samfundet ændrede sig….kunne jeg fornemme. “Rummeligheden forsvandt”. Men jeg havde jo min egen naturmedicin… Jeg fik den bare i for store doser. Jeg har aldrig troet, at man kan blive så syg af stress, som jeg blev, sidste gang jeg gik ned med flaget.
Den sidste dag, hvor jeg kørte på arbejde, blev jeg overhalet af mange lastbiler på motorvejen… hjernen var ved at lukke ned…. Jeg fik ikke lov til at arbejde. Jeg blev vist hentet… Jeg kan ikke helt huske det. For hukommelse og koncentration var kun periodisk…. Jeg blev så syg, at der er flere år efterfølgende, som jeg næsten intet husker af. Det giver lige nu tårer i øjnene at tænke på. For det er jo også flere år, af mine børns liv, som ikke er i min hukommelse. De har heldigvis nogle gode stabile og velfungerende mødre. Så vel har der været savn begge veje. Men jeg har fravalgt at være i mine børns liv, i de perioder, hvor jeg har været meget syg. På nær nogle gange kort. Hvor deres mor har ringet og spurgt om det kunne lade sig gøre at jeg bare lige lidt kunne være sammen med dem…. fordi de virkelig savnede deres far.
Var jeg ikke var blevet syg… ja, så ville jeg nok og gerne kunne trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet i sådan en ordning, som regeringen kæmper for at få lavet til “Bryggeriarbejderen Arne” og andre.
Det ville også havde været livskvalitet for mig.
Og selvom ordningen med tidlig tilbagetrækning sikkert koster milliarder for samfundet, hvis den bliver vedtaget i Folketinget. Så synes jeg, at “Arne” fortjener det.
Nu er jeg i en anden situation. Og det er vi jo en del, der er i.
Vi kommer jo faktisk med en gave til Regering, Folketing og samfundet.
Vi vil gerne give Arbejdsmarkedet og Statskassen bare lidt af de timer.
Som “Arne og hans venner” muligvis tager med sig i deres otium.
For os er det “Livskvalitet”
Og vi kan se i medierne, at mange arbejdsgivere ønsker, at ordningen bliver en permanent ordning.
Så hvorfor vil Socialministeren ikke gøre “Socialt Frikort” permanent? Eller vil hun det efter alle de positive tilkendegivelser? Som hun har kunnet læse fra alle sider? Har ministeren noget negativt at sige om ordningen?
Og hvordan med os, der er i ordningen, er vi også det næste år…? Det er jo lige om snart.
Vores ordning “Socialt Frikort” koster ingen milliarder. Personligt tror jeg på, at ordningen over nogle år vil give overskud.
Og hvad kan jeg så sige …… Jo…… “Kald os bare Billige”
Med venlig hilsen “En af flokken”
DET SOCIALE FRIKORT
Et socialt frikort giver de mest udsatte borgere mulighed for at tjene op til 20.000 kr. om året uden at blive trukket i fx kontanthjælp eller anden offentlig ydelse. (Kilde: socialstyrelsen.dk)
Besøg siden SOCIAL FRIKORT hvor du kan blive klogere på ordningen både som borger og virksomhed – du finder den her
SAND MENER…
Det sociale frikort er det første og eneste reelle politiske tiltag i nye tid, der har gjort en forskel for udsatte borgere, der gerne vil have en fod indenfor arbejdsmarkedet. Alle andre ordninger, såsom flexjob, virksomhedspraktik osv. er kendetegnet ved, at systemet vurderer borgeren parat til at arbejde så og så mange timer på det ene eller det andet fagområde. Det sociale frikort giver i stedet den udsatte borger mulighed for at gøre ligesom alle andre på arbejdsmarkedet: man gives mulighed for at vælge hvor man vil arbejde og hvor meget man vil arbejde. I hvert fald i princippet. Reelt har de fleste nok ikke mange valgmuligheder. Heller ikke udsatte borgere.
Pointen er, at ved at give udsatte borgere et forspring – skattefritagelse for 20.000 kr. – sætter vi det vigtigste element i al menneskelig forandring i spil: motivation. Hvor mange penge bruger virksomheder ikke på at motivere sine medarbejdere til at arbejde lidt hårdere? hvor mange ordninger og millioner har politikerne skudt efter det grå guld for at det bliver lidt længere på arbejdsmarkedet?
Jobcentrene har reelt ikke mange motivationsværktøjer at byde ind med. De bruger kontrol og straf. Det ved alle ikke virker, men ideologiske principper, der kommer ud som afstumpede kommentarer fra politikere om ”at det skal kunne betale sig at arbejde” og ”der er arbejde til alle der vil arbejde”, gør at vi som samfund har en stor gruppe borgere uden for arbejdsmarkedet.
De tanker og intentioner der ligger bag det sociale frikort, bryder det uproduktive dogme om straf og kontrols saliggørende virkning, og sætter i stedet mennesket og troen på at det har ressourcer og potentiale i stedet. Det eneste rigtige er at fortsætte ad den vej. Det eneste rigtige er at permanentgøre det sociale frikort og give kommunerne lidt flere, lidt bedre og lidt mere humane værktøjer i den værktøjskasse, der skal bruges til at få udsatte borgere lidt tættere på arbejdsmarkedet og et værdigt liv.
Det sociale frikorts videre skæbne
Det går hurtigt med de politiske beslutninger nogle gange, som vi ved. Også på vores område. Vi blev bedt om at aflevere et høringssvar vedrørende det sociale frikort. Dagen efter blev det så besluttet at forlænge det sociale frikort med to år.
SAND havde selvfølgelig foreslået at gøre ordningen permanent, men det var der jo ingen der havde nået at læse. Heldigvis var ordningen blevet grundigt evalueret, hvor brugerne af ordningen var kommet til orde. Og ordene var taget med i forhandlingerne. De hjemløse det er lykkedes at få et frikort og samtidig bruge det på en arbejdsplads, er glade for ordningen og synes den skal fortsætte. Den fortsætter i to år. Og der afsættes samtidig midler til at undersøge hvad der skal til for at den kan gøres permanent.
Socialministeren er ligeledes glad. Hun siger:
”Et job at stå op til og et fællesskab med kollegerne kan gøre en stor forskel i menneskers liv. Samtidig kan det give hjemløse og andre udsatte lidt ekstra penge mellem hænderne. Det sociale frikort har haft en dyr opstart, og der har været udfordringer, men resultaterne af ordningen er lovende. Derfor forlænger vi nu det Sociale Frikort med to år, og jeg er sikker på at ordningen kommer til at hjælpe mange udsatte mennesker. Samtidig skal vi selvfølgelig se på de udfordringer, der har været, så ordningen kan blive endnu bedre.”
