Sammen med Hjem til Alle-Alliancen står SAND bag landskampagnen STOPHJEMLØSHED.
Der er i dag 2.000 unge i Danmark, der oplever hjemløshed, og antallet er steget med 72 pct. de seneste ti år. Erfaringer fra vores nabolande viser, at vi kan vende udviklingen.
Kampagnen tager afsæt i en række unge hjemløses erfaringer, der bekræfter det, forskningen allerede dokumenterer: Det betyder alt at have en base i form af en bolig, hvor man kan finde ro. Sammen med støtte er den fundamentet for at udvikle sig og arbejde med de problemer, der fulgte med hjemløsheden.
Vi bør gribe unge i hjemløshed, før problemerne vokser, og den unge hænger fast i et liv på skiftende sofaer, herberger eller gaden. Alle fortjener en chance.
TAG UDGAGSPUNKT I BORGERENS ØNSKER OG BEHOV – IKKE I KOMMUNENS
Nye nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed har set dagens lys. Jonas Laursen kommenterer her på dem med udgangspunkt i egne erfaringer og erfaringer fra hans arbejde i SAND – De hjemløses landsorganisation.
Af Jonas Laursen, næstformand i SAND
Som borger har jeg en forhåbning om at de nye retningslinjer vil kunne hjælpe kommunerne med at navigere i deres egne regler, så borgeren kan få en hurtigere og en mere målrettet sagsbehandling, der passer til den enkeltes behov. Det er dog vigtigt at retningslinjerne bruges i alle kommunerene – så man oplever en ensartet sagsbehandling, uanset i hvilken kommune, man henvender sig.
Jeg har valgt 3 overskrifter, som jeg mener er vigtigt for en god sagsbehandling når man taler hjemløshed:
Tag udgangspunkt i borgerens egne ønsker og behov. For det første skal man tage udgangspunkt i borgen behov og ønsker frem for at tage udgangspunkt i kommunen. Som borger møder man ofte det problem, at kommunen på forhånd har bestemt, hvad de vil give i støtte og hvordan de vil gøre det, i stedet for at tage udgangspunkt i hvad man selv siger, man har behov for. Det er vigtigt, at man ikke på forhånd fastsætter en procedure for hvordan man behandler givne henvendelser, men at man derimod lytter til borgen og i stedet for prøver at følge en procedure for lige netop de problemstillinger, som borgeren selv formulerer et ønske om at få hjælp med.
Rådgivning og vejledning. For det andet er er det vigtig, at man rådgiver og vejleder borgeren. Ja, selvfølgelig, tænker I nok. Men når man henvender sig på kommunen, bliver der oftest sat krav til en ud fra hvad kommunen vil have dig til at gøre, frem for at rådgive og vejlede borgeren i, hvad man har ret til og hvordan man bedst muligt ud fra det, kan få løst de problemstillinger man har. I dag er der en stor mangel på den rådgivning og vejledning. Og hvis man skal tage udgangspunkt i borgens behov, er det vigtigt at borgeren føler sig vejledt og kender sine muligheder, frem for at blive beordret. Det er vigtigt, at man ikke presser noget ned over borgeren de ikke har ressourcer til og at borgerens retssikkerhed bliver overholdt.
Housing First er ikke for alle. For det tredje er det vigtigt at huske, at Housing First ikke er for alle. Nogle gange er det fx Treatment First, der skal til for at hjælpe borgen bedst muligt. Det er som om, at der den seneste tid at blevet så meget fokus på Housing First, at det virker som om det er løsningen på alle hjemløses problemer. ”Bare giv dem noget at bo i, så løser det hele sig”, men sådan er virkeligheden ikke. Det er for det første ikke alle, der har et ønske om at komme i en almen bolig. Og for det andet er der nogle borgere, der har så komplekse misbrugs-eller psykiske udfordringer, at det at kommer i egen bolig bare vil skabe endnu flere udfordringer. Det er derfor nødvendigt stadigvæk at have øje for overgangstilbud som fx §107- tilbud, misbrugsbehandling og psykisk udredning inden borgeren kommer i egen bolig, hvis udredningen viser at det er det rigtige og borgeren i øvrigt ønsker det selv.
NATIONALE RETNINGSLINJER
for indsatsen mod hjemløshed
De nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed understøtter arbejdet med Housing First. De giver kommuner og andre aktører på hjemløshedsområdet et fælles grundlag for arbejdet på området og kan bruges som et redskab til tilrettelæggelse af indsatsen.
Retningslinjerne er udarbejdet i samarbejde med en række centrale aktører på hjemløshedsområdet, og de skelner mellem lovbestemte krav og anbefalinger til god praksis.
NY DOKUMENTAR. Slaget om Fredens Havn trækker en af samfundets konflikter op: Hvem har ret til et godt liv? Dem, der kan betale 100.000 pr kvm. for at bo ved vandet eller dem, der selv skaber en tilværelse, de kan holde ud?
I Fredens Havn – en gruppe mere eller mindre kæntrede både i en af kanalerne på bagsiden af Christiana midt i København, har en gruppe mennesker fundet fred; fred for det samfund, de krav og de normer, de ikke passer ind i. Fred for tanker og problemer, der gør de er i clinch med sig selv og livet, som hidtil har budt dem en rodløs tilværelse på gaden eller landevejen. De har skabt et fællesskab hvor alle byder ind med det, de kan. Om det så er 100,- til fælleskassen, samle skrald eller bidrage til fællesskabet. Her har alle beboere værdi og alle bliver set som en ressource. Interne konflikter er der også, nuvel, dæmonerne forsvinder ikke bare, men de løses, man finder ud af det. Nabo-konflikter eskalerer. Det bliver dog klart, at der er højere til loftet og rum til at rette skaden op på en hel anden måde her end i et alment boligbyggeri.
Men på Christiansborg og hos Københavns Kommune er man dog ikke imponeret. Fredens Havn skal væk – det er hærværk, miljøsvineri og i det hele taget ikke i orden, at nogen bare tager det, som andre ’spinker og sparer’ for at få, som Jacob Ellemann formulerer det. Havudsigt forstås. Men beboerne i Fredens Havn har ikke valgt havudsigten til – de har valgt samfundets rammer fra og skabt sig en tilværelse de kan holde ud.
Det store spørgsmål er selvfølgelig om det er i orden? Bare at slå sig ned og insistere. Miljømæssigt og ejendomsretsligt er det vel ikke. Men er det ikke i orden for alle at insistere på en tilværelse, man kan magte at leve i? Og er det i orden, at vi som samfund bekæmper, fordømmer og fordriver folk med en anderledes opfattelse af hvordan livet kan og skal leves? Folk, der ikke passer ind, skal bare væk. Hvad hvis vi som samfund var bedre til at lytte og lære – og lade folk selv være med til at definere det gode liv? Også selvom afsættet er anderledes end flertallets. Hvad hvis vi aktivt tænkte anderledes boformer til anderledes mennesker ind i vores samfund? De behøver jo ikke ligge midt på vandet midt i København. Men tog man dialogen og turde lytte som samfund, ville det slet ikke nå dertil. Beboerne i Fredens Havn fortæller i filmen meget klart hvad problemet har været i deres liv hidtil: Vi passer ikke ind.
Det handler om ’klart skib’ som en af hovedpersonerne, Esben, siger igen og igen. Om at være rustet til og have rammer for at byde relevant ind i sin tilværelse. Og for at være sammen. Rammer, der giver mening for såvel fællesskab, som for den enkelte. De rammer bør vi som samfund være meget bedre til at stille til rådighed for alle borgere. Det er Fredens Havn et rigtigt godt eksempel på.
Slaget om Fredens Havn får premiere på TV2 torsdag d. 8. april kl. 20.50 samt på TV2PLAY. De næste to afsnit sendes torsdag samme tid i de følgende to uger på TV2.
