Dagbladet Politiken har hen over sommeren bragt en række artikler, der sætter fokus på, at den hastige digitalisering går hårdt ud over retssikkerheden for en stor grupper af borgere i Danmark, herunder hjemløse. Artikelserien tager afsæt i en rapport, som Justitia – en juridisk tænketank, der vil værne om og styrke retssikkerheden – udgav sidste måned (juli).
Rapporten konkluderer bl.a. at digitalt udsatte borgere, som er vurderet til at udgøre op imod 25 procent af den voksne befolkning, har så store problemer med at få kontakt til de offentlige instanser, at det er problematisk for deres retssikkerhed og for deres muligheder for at få de ydelser de har ret til.

Op imod 25 procent af den voksne befolkning, har så store problemer med at få kontakt til de offentlige instanser, at det er problematisk for deres retssikkerhed og for deres muligheder for at få de ydelser de har ret til.

Samfundet skal digitaliseres – hvad er de menneskelige omkostninger?

Folketinget har besluttet, at digitalisere samfundet men har bevidst undladt at se på de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, det giver for dem, der ikke har evnerne eller mulighederne for at benytte sig af digitale løsninger. Endvidere har Folketinget ignoreret advarsler om væsentlige retssikkerhedsmæssige problemstillinger fra relevante aktører og interesseorganisationer i lovgivningsprocessen.
Skiftende regeringer har haft fokus på at øge digitalisering ud fra en forhåbning om at spare penge, give kortere sagsbehandlingstid og øge tilgængeligheden for borgerne. Desuden er strategien for digitaliseringsprocessen lagt over i et enkelt ministerium og dermed udenfor politisk indflydelse.

Det digitale B-hold bliver et samfundsmæssigt B-hold

I SAND har dette enøjede fokus vist sig ved, at vi gentagende gange er blevet bedt om at informere hjemløse om hvordan de skal bruge den ene eller den anden digitale tjeneste, altså hjælpe med at få spredt informationer om de øgede muligheder. 
Der har været langt mindre fokus på at lytte til vores bekymringer om, at alt for mange hjemløse støder panden mod en mur i det digitale møde med det offentlige, ikke har tillid til løsningerne og ikke præsenteres for alternative muligheder. F.eks. har borgere på kontanthjælp oplevet at de automatisk trækkes i deres ydelser, uden de bliver partshørt.

Vi har også utallige eksempler på at hjemløse ikke kan få hjælp til at tilgå digitale ydelser, ikke præsenteres for alternative løsninger, ikke kan få lov til at bestille tid til en samtale på kommunen, fordi det skal gøres online osv.

Og så har vi ikke engang nævnt de helt lavpraktiske udfordringer: Ikke at have adgang til en computer, ikke at have tilstrækkeligt med data på sin smartphone med taletid – eller bare helt enkelt ikke at kunne finde ud af det. 


Når man i forvejen har meget lille tillid til systemet, skal der ikke meget til før denne vælter totalt. Og benspænd af digital karakter, er bare en ekstra barriere.

Når man i forvejen har meget lille tillid til systemet, skal der ikke meget til før denne vælter totalt. Og benspænd af digital karakter, er bare en ekstra barriere. Så når alle bankforretninger pludselig er digitale, når du ikke kan booke tid til en snak med din sagsbehandler – eller – som det seneste eksempel vi fik fra en tidligere hjemløs – når din kommune primært tilbyder hjælp fra støttekontaktpersoner gennem en online løsning, så hægter man en stor gruppe af, som man hellere skulle lægge sig i selen for at hægte på.

Som det er nu, er digitaliseringen set fra hjemløses perspektiv et redskab til at fratage folk ydelser, mindske deres adgang til det offentlige og spare kommunerne penge.  

Problemerne er utallige. SAND er meget enige med Justitia i om at vi bør have en politisk diskussion om hvordan vores velfærdssamfund skal være og hvordan digitaliseringen kan blive en medspiller i det. 
Som det er nu, er digitaliseringen set fra hjemløses perspektiv et redskab til at fratage folk ydelser, mindske deres adgang til det offentlige og spare kommunerne penge.  

Link til Justitias rapport:

http://justitia-int.org/digitalt-udsatte/ 

Børnenes kontanthjælpsreform 

Regeringen har sammen med SF, RV, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne lavet en aftale på kontanthjælpsområdet.
Det er med god grund at den kaldes ”Børnenes kontanthjælpsreform”. Ambitionen har været at hjælpe børn af udsatte familier til at få større muligheder for at få en normal hverdag, hvor man også kan at gå til fritidsaktiviteter og få råd til at holde børnefødselsdag. Der gives et børnetillæg til forældrene og et fritidstillæg, der skal bruges på børnenes fritidsaktivitet. Forebyggelse og integrationsfremmende tiltag er altid godt. Der gives roser for dette forsøg på at give børn i kontanthjælpsfamilier større mulighed for at være en del af fællesskabet.

Et andet vigtigt element er børnenes ret til at få dækket receptpligtig medicin 100 procent, hvis forældrene er på kontanthjælp. Voksne der har været på kontanthjælp i mere end 12 måneder får ligeledes ret til et tilskud på 100 procent af deres egenbetaling af receptpligt medicin. Nu skal medicinen ikke længere fravælges af økonomiske årsager. Det er sund fornuft.

Nu skal medicinen ikke længere fravælges af økonomiske årsager. Det er sund fornuft.

For hjemløse og andre lavindkomstgrupper er der også gode takter i aftalen. Først og fremmest er det tonerne om, at selvom man er fattig skal man ikke udskammes. Det viser sig på flere måder. 
Der gives bedre ferierettigheder og man skal ikke længere hæve sin pension – hvis det ellers er muligt – når man er på kontanthjælp.

Mere enkelt at tjene lidt ekstra


Det gøres mere enkelt at arbejde lidt uden at blive modregnet i kontanthjælpen. Grundtanken fra det sociale frikort er blevet overført til kontanthjælpssystemet. Det er gjort, tolker jeg, i en erkendelse af at det kan være svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor skal der en gradvis indslusning til og man skal ikke bare bruge pisk men også gulerod for at få det til at ske. På de lave kontanthjælpssatser – som f.eks. ungeydelse – kan du tjene 5.000 kr. om måneden uden modregning, mens du på den højere sats, må tjene 2.500 kr. om måneden uden modregning. Det er positivt at tankerne om en gradvis indfasning vinder indpas som den eneste farbare løsning.

Afklaringsret


Der er vedtaget en ”afklaringsret” for borgere der er fyldt 30 år og har været mere end 2 år på kontanthjælp. Det sker for at motivere kommunerne til at tage gøre mere for tidligere at få folk væk fra den midlertidige ydelse kontanthjælpen faktisk er. Alt for mange er blevet parkeret på kontanthjælp. Frem for at straffe borgerne for det, tager man nu skeen i den anden hånd og forsøger i stedet at motivere kommunerne til at bruge lovgivningen på området aktivt og konstruktivt. Borgeren får en ret til at søge om fleksjob eller ressourceforløb. Kommunen får samtidig en pligt til årligt at genvurdere om en borgers sag skal behandles af rehabiliteringsteamet i kommunen, dvs. den tværfaglige enhed i kommunen, der behandler sager om jobafklaringsforløb, førtidspension, ressourceforløb og fleksjob.

Det står der ikke i aftaleteksten

Disse ændringer af kontanthjælpssystemet sker ”med inspiration fra Ydelseskommissionens anbefalinger”, siger Regeringen. Derfor bør det også nævnes, at man ikke nedsætter kontanthjælpen for psykisk syge unge, som Ydelseskommissionen ellers foreslog.

Derfor bør det også nævnes, at man ikke nedsætter kontanthjælpen for psykisk syge unge, som Ydelseskommissionen ellers foreslog.

Selvom der er positive takter i aftalen, kunne der selvfølgelig godt have været taget et større opgør med de ”fattigdomsskabende ydelser”. Kontanthjælpsloftet fjernes og erstattes af en trappetrinsmodel der har samme funktion, men 225 timers reglen og Selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse eller overgangsydelse (tidl. Integrationsydelse), får lov til at bestå.
Socialdemokraterne var engang imod disse fattigdomsskabende ydelser, men dem må de have stået stejlt på at bevare siden det ikke er lykkedes SF, RV og Enhedslisten at få dem afskaffet.

Vi mangler også en grundlæggende diskussion af hvorfor boligstøtte og særlig støtte (§34-støtte) ikke skal spille en større rolle for at give kontanthjælpsmodtagere mulighed for at bosætte sig i ”dyrere” lejligheder end de egentlig har råd til.

Vi mangler også en grundlæggende diskussion af hvorfor boligstøtte og særlig støtte (§34-støtte) ikke skal spille en større rolle for at give kontanthjælpsmodtagere mulighed for at bosætte sig i ”dyrere” lejligheder end de egentlig har råd til. Priserne på lejeboliger er stigende, ”Ghettoloven” mindsker stadig kommunernes mulighed for at anvise borgere billige almennyttige boliger. Det forsøger man at lave om på i aftalen om Fonden for blandede byer, hvor der er afsat 10 milliarder kroner, til at lave mere blandede byer. Det er uforståeligt at man ikke understøtter andre politiske initiativer ved at ændre reglerne for boligstøtte. Betalelige boliger til lavindkomstgruppen er og bliver en mangelvare. Aftalen om Fonden for blandede byer er tidsbegrænset og slet ikke nok for at løse problemet. Der er stadig væsentlige strukturelle barrierer for at sikre boliger til lavindkomstgrupperne. De største ligger andre steder end i kontanthjælpssystemet, men det undskylder ikke forligspartierne for ikke at have indtænkt oplagte løsningsmuligheder i denne reform af kontanthjælpen.

Man kunne også have valgt at forsimple tingene væsentligt ved blot at fjerne de fattigdomsskabende ydelser og forhøje kontanthjælpen, så man gav flere borgere en mulighed for at leve et værdigt liv, fik alle ca. 40.000 børn i fattigdom ud af fattigdom frem for at nøjes med 9.200. Ambitionerne bør være større ift. at bekæmpe fattigdom, men vi er gået et skridt i den rigtige retning.

Man kunne også have valgt at forsimple tingene væsentligt ved blot at fjerne de fattigdomsskabende ydelser og forhøje kontanthjælpen, så man gav flere borgere en mulighed for at leve et værdigt liv, fik alle ca. 40.000 børn i fattigdom ud af fattigdom frem for at nøjes med 9.200. Ambitionerne bør være større ift. at bekæmpe fattigdom, men vi er gået et skridt i den rigtige retning.

Det blev desværre til endnu et nederlag for hjemløse ved Folketingets 2. behandlingen af et forslag om at få hjemløse ud af jobcenteret. Forslaget udsprang af et borgerforslag SAND – De hjemløses landsorganisation havde stillet, og som Nye Borgerlige havde gjort til et beslutningsforslag.

Der var et bredt flertal imod forslaget bestående af S, V, SF, KF, DF, LA og et par løsgængere. RV, EL, NB, FG, ALT og UFG stemte for forslaget.

Den umiddelbare konklusion er at en lang række partier, som typisk giver udtryk for at de gerne vil lytte til hjemløse, gøre noget for dem og historisk også har gjort det, ikke længere synes hjemløse er værd at kæmpe for. 

Hvad skal hjemløse så mene om den melding? Den umiddelbare konklusion er at en lang række partier, som typisk giver udtryk for at de gerne vil lytte til hjemløse, gøre noget for dem og historisk også har gjort det, ikke længere synes hjemløse er værd at kæmpe for. Og at de partier der stemte for, er de eneste vi nu kan gå til, når vi i fremtiden har noget på hjerte. Men det er nok mere nuanceret end som så.

Nogen stemmer nej fordi de er dybt uenige med Nye borgerlige ideologiske ståsted. Et forslag de faktisk har sympati for, kan de så ikke gå med i fordi det er ”de forkerte”, der har stillet det. Det er en del af forklaringen på Socialdemokratiets nej. En anden del, som gælder for flere partier, inkl. regeringspartiet, er at de selv har noget i støbeskeen, som de mener er meget bedre, og som måske ligefrem også adresserer de åbenlyse problemer, der er på jobcenterets håndtering af udsatte borgere. Der forhandles om en ny Hovedlov – en lov som man har talt om i flere år som den store åbenbaring, der vil gøre op med silotænkning, frisætte både ansatte og borgere, give magten tilbage til borgeren og sagsbehandleren, skabe individuelle og helhedsorienterede forløb. Der er ingen grænser for hvilke problemer, der vil blive løst, når og hvis den lov en dag bliver til noget.

Desværre skal en stor del af forklaringen også findes i to væsentlige forhold. Det ene er at en række partier synes hjemløse skal vide at de er jordens bærme og skal gøres opmærksom på det ved at der konstant stilles krav de ikke kan honorere, hvilket de så skal straffes for ved at man skærer i deres kontanthjælp. Det andet er en forståelse af at systemet fungerer.

Desværre skal en stor del af forklaringen også findes i to væsentlige forhold. Det ene er at en række partier synes hjemløse skal vide at de er jordens bærme og skal gøres opmærksom på det ved at der konstant stilles krav de ikke kan honorere, hvilket de så skal straffes for ved at man skærer i deres kontanthjælp. Det andet er en forståelse af at systemet fungerer. F.eks. sagde Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard under førstebehandlingen af forslaget bl.a.
”Lovgivningen på beskæftigelsesområdet indeholder en række undtagelser, som netop skal sikre, at beskæftigelsesindsatsen kan gå hånd i hånd med eksempelvis sociale indsatser. Indsatsen tilpasses den enkelte borgers behov og livssituation. Borgere i hjemløshed, som har andre problemer end ledighed, visiteres i deres forløb som aktivitetsparate. De får en koordinerende sagsbehandler, som bl.a. skal koordinere sociale indsatser, misbrugsbehandling og tilvejebringelse af bolig.”

Hvis lovgivningen virkede, var der jo ingen grund til at foreslå at man lavede den om.
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte, kender udmærket lovgivningen, men har et noget andet syn på virkeligheden: ”Den nuværende model virker ikke. Mennesker med svære sociale problemer og psykiske og somatiske lidelser hører ikke til på kontanthjælp. De påvirkes ikke af incitamentsstrukturer, der bygger på ret og pligt.”
(Kira West, Jyllands-Posten d. 27. maj, 2022)

De to væsentligste forklaringer går således hånd i hånd: Der er en forståelse af at systemet virker som det skal. Hjemløse skal have det lidt svært. Hvis man giver dem særbehandling, vil alle jo bare vælge at blive hjemløse og blive båret rundt i verdenen på et sølvfad. Hvis der er i ny og næ kommer en shitstorm på Facebook om en enkeltsag, som ikke kan bortforklares, kan man henvise til at vi har en lovgivning på området, som (i teorien) åbner mulighed for at tage individuelle hensyn, se helhedsorienteret på tingene og inddrage borgeren i egen sag. I juridisk forstand er det tydeligt at systemet ikke virker i praksis, for der skal tages en masse hensyn til hjemløse; de skal inddrages og der skal findes løsninger på tværs af forvaltninger.

Hjemløse skal have det lidt svært. Hvis man giver dem særbehandling, vil alle jo bare vælge at blive hjemløse og blive båret rundt i verdenen på et sølvfad. 

Ministeren har ret i at der er masser af gode intentioner i loven. Kommunerne har mulighed for (og pligt til) at arbejde både forebyggende, helhedsorienteret, lave individuelle løsninger, arbejde på tværs af forvaltninger osv. Men de gør det bare ikke.

Derfor vil det heller ikke hjælpe alverden, at der måske en dag kommer en ny Hovedlov, hvor intentionerne om at sætte borgeren endnu mere i centrum realiseres og silotænkningen er en saga blot. For der hersker ingen tvivl om hvilken lovgivning der har forrang. Det har beskæftigelseslovgivningen! Det er den man bruger til at bevilge ydelser efter. Og al kommunal logik siger, at omkostninger er noget der skal holdes nede. Det gør man bedst ved at besværliggøre mulighederne for at få en ydelse.

Det er heller ikke tilfældigt at ansatte på boformer for hjemløse, siger at hjemløse der flytter i egen bolig ikke kan får etableringshjælp – økonomisk støtte til at købe komfur, køleskab, møbler osv. – til boligen, for det ”giver kommunen ikke mere”. Det er fordi kommunerne melder det meget klart ud. Ingen individuel sagsbehandling her.

Det er jo ikke nogen tilfældighed at Københavns Kommune smed en masse borgere, der var berettiget til kontanthjælp på integrationsydelse. For at spare penge. Det er heller ikke tilfældigt at ansatte på boformer for hjemløse, siger at hjemløse der flytter i egen bolig ikke kan får etableringshjælp – økonomisk støtte til at købe komfur, køleskab, møbler osv. – til boligen, for det ”giver kommunen ikke mere”. Det er fordi kommunerne melder det meget klart ud. Ingen individuel sagsbehandling her.

Ministeren kan godt dække sig ind under at vi har en udmærket lovgivning, men hvis den kun bruges restriktivt, gør han sig medskyldig i magtmisbrug. Den manglende tid og faglighed i kommunerne bør også adresseres. Kommunerne – dvs. den administrative ledelse – ser ingen incitamenter til at sikre at hjemløse og andre udsatte får den hjælp de skal have, tværtimod. Det bør være et politisk projekt at understøtte – tvinge om man vil – kommunernes mulighed for at lave god sagsbehandling. Som Thomas Bredgaard, lektor på Aalborg Universitet, sagde i et oplæg om at få udsatte i arbejde: ”God sagsbehandling er stærkt undervurderet (relation mellem borger og sagsbehandler, sagsmængde, medarbejdernes kvalifikationer og tiltro til borgeren)” 

Det vil klæde Folketinget at lytte til de borgere det handler om og de eksperter der har viden på området. Hjemløse får ikke den hjælp de skal have eller har brug for af jobcenteret. Det er ikke designet til at løse opgaven. Det vil en ny hovedlov ikke lave om på. Ansvaret for at hjælpe den hjemløse skal ligge et andet sted og der skal stilles krav om at kommunerne prioriterer opgaveløsningen.