Månedens Steen-kast: Januar

Lad os komme rigtigt fra start 

Årets første Steen-kast bliver med en granitsten, som jeg håber er hård nok til at gennembryde de tykke mure på borgen. 

Psykiatrien er spillet helt fallit, det vidste vi også sidste år og året før, men der er ikke sket forandringer til det bedre. På ældreområdet kan man sige det samme, på misbrugsområdet det samme, det samme og det samme, igen og igen, den går ikke. Kom nu ind i kampen, se virkeligheden i øjnene, se borgeren i øjnene og gør så noget ved problemerne. Det samme gør sig gældende med hjemløse og udsatte mennesker, der bliver flere og flere, hvor det var meningen at der skulle være færre. Altså fejlslået politik, indrøm det og gør det bedre, det koster ikke ekstra, pengene skal bare bruges rigtigt, ikke på hovsa-løsninger, men på vedholdende og vedvarende tilbud. Skæve boliger, bofællesskaber, opgangsfællesskaber, kollektiver, ungdomsboliger, uddannelsesboliger og boligerne skal være til at betale på en lav ydelse. Indrøm også, at politikken med at få flere udsatte i arbejde, ved at straffe dem økonomisk, er slået fejl, ret op på det, indfør borgerløn og giv mennesker der er uarbejdsdygtige en pension. 

Med et ønske om et godt nytår til alle –  ALLE – kaster jeg granitstenen målrettet Christiansborg endnu engang.

/Steen Rosenquist, formand for SAND – De hjemløses landsorgsanisation




STOPHJEMLØSHED.NU

I dag lancerer SAND kampagnen STOPHJEMLØSHED.NU
Det gør vi bl.a. ved at dele huer ud der kommer til at sidde på hovedet af en lang række gode folk, der alle har det tilfælles at de har mærket hjemløsheden på egen krop. 

Når man klikker ind på www.stophjemløshed.nu kommer man ind på SANDs hjemmeside. For i al sin enkelhed er det det, vi vil. Stoppe at der bliver stadig flere i Danmark uden fast tag over hovedet. 

I virkeligheden er manglen på bolig de hjemløses mindste problem. Vil man gøre noget ved hjemløsheden i Danmark, skal man gøre noget ved det der driver folk på gaden. Det der får en tilværelse under åben himmel til at virke som den bedste løsning på alt det møg man står i – det være sig misbrug, psykisk sygdom, ulykker, skilsmisse, konkurs, dårlig økonomi etc., etc., etc. Men der skal også være boliger nok –  og boliger, der er til at betale. 

Økonomiske sanktioner, nedskæringer i kontanthjælpen, arbejdskrav/-tvang løser ingenting – tværtimod.

I Danmark behøver ingen være hjemløse. Det hører man tit folk sige – og politikere især. Dermed fralægger man sig som samfund ethvert ansvar – og siger at dem, der falder gennem sikkerhedsnettet i vores velfærdssamfund, de er nok selv skyld i det – eller også har de – populært sagt – valgt at melde sig ud.
Intet kunne være mere forkert. Hjemløshed er altid kulmination på en række sociale og/eller voldsomme problemer. Og når man er så langt ude, kan man ikke honorere de stadig stigende krav, samfundet stiller hvis man skal have fx kontanthjælp. Det handler ikke om at ikke at ville. Eller om at melde sig ud. Det handler om ikke at kunne bunde – og dermed kæmpe for din overlevelse.

Derfor: Sæt ind inden folk ryger på gaden, drop de økonomiske sanktioner og urealistiske krav, styrk misbrugsbehandlingen, giv folk efterværn og bostøtte, tag dem med på råd i egen sag, lyt til dem, tænk anderledes og alternativ på boligområdet, byg flere billige boliger, kort sagt: stophjemløshed.nu




Opgør med flaskesamlerne

Overborgmester Frank Jensen vil udenlandske flaskesamlere til livs 

Af Steen Rosenquist, formand for SAND

Nu viser Socialdemokratiet igen meget tydeligt, at de har rykket sig meget langt væk fra at være den lille mands parti. I dag i form af Frank Jensen, der ikke kan tåle synes af udenlandske hjemløse. Han vil have dem ud af København – ud af Danmark. Det gør man ganske enkelt ved at forhindre dem i at veksle tomme flasker og dåser til kolde kontanter.

Igen præsenterer man et forslag der vil ramme de mest udsatte borgere. Og igen laver man en lappeløsning, som ikke kan løse det bagvedliggende problem, at fattigdom og uligheden stiger i Europa, ja i hele verdenen. Man løser ikke dette problem ved at gøre det sværere at få penge for tomme dåser.

Det klinger hult når Frank Jensen siger at han ikke ønsker at udenlandske hjemløse lever en kummerlig tilværelse i København samtidig med at han vil fjerne deres mulighed for at tjene penge og få en bedre tilværelse ved at samle flasker. Jeg ser en mand med et menneskesyn, der afspejler foragt for udsatte og fattige. Han vil have dem ud af landet fordi det ikke er rart at blive mindet om han og andre politikere ikke vil se i øjnene, at de skaber fattigdom og nød gennem deres politiske indsatser og manglen på samme.

At forhindre folk i at få kontanter for deres pantflasker er symptombehandling. Frank Jensen har før vist at han kunne se hvad der er årsagen til at ”sygdommen” opstår. Det gjorde han f.eks. da han insisterede på at København skulle have en fattigdomsgrænse og da han kæmpede en brav kamp for at beholde ”billigboligloven”, der giver bedre mulighed for at bygge billige boliger til folk med lave indkomster. Han burde vide at man ikke løser fattige europæers problemer ved at begrænse deres muligheder for at tjene penge. Man skal gøre det modsatte: man skal øge deres muligheder for at tjene penge. Og Hvis han ikke vil lade dem tjene pengene i Danmark, må han få sine politiske venner i Folketinget og i EU parlamentet til at lave tiltag der skaber jobs i de udenlandske hjemløse hjemlande.