Politikere mødte hjemløse til banko på Artes: “Det kræver mod at komme herind”

På forsorgshjemmet Artes i Viborg blev der i denne uge spillet mere end bare banko. Mens numrene blev råbt op, blev der også åbnet for samtaler om livet uden et hjem – og om, hvordan Viborg kan vende en bekymrende stigning i antallet af hjemløse.


Hjemløsheden i Viborg er steget med hele 122 procent på to år fra 46 til 102 mennesker. 
Det viser den seneste tælling fra VIVE. Det fik SAND – De Hjemløses Landsorganisation og Hjem til Alle alliancen til at invitere kommunalvalgskandidater og presse til kommunalvalgsbanko – en utraditionel dialogform, hvor beboere, frivillige og politikere kunne mødes på lige fod over pizza og spilleplader.

“Det var fedt, fordi de gider komme ud og møde os. Vi synes ikke altid, vi tæller så meget i Viborg – så det betyder noget, at de tør komme herind. Det er modigt, fordi de er på udebane” fortæller Boonja, tidligere beboer på Artes og frivillig i SAND.

For de frivillige handler arrangementet om at skabe ægte samtaler.

“Det er normalt svært at få de hjemløse i tale. Men når vi spiller banko og hygger, så kommer snakken om livet på gaden helt naturligt,” siger Johnny, frivillig i SAND.

“Det er normalt svært at få de hjemløse i tale. Men når vi spiller banko og hygger, så kommer snakken om livet på gaden helt naturligt”

Johnny, frivillig i SAND

Flere af de fremmødte kandidater tog noget nyt med sig hjem.

”Jeg vidste ikke særlig meget, så for mig betyder det meget at få mulighed for at lytte,” siger Lasse Lauritzen, kandidat for De Konservative.
“Jeg kommer fra at vide ingenting til at vide noget, og der mangler fokus på området. Det er vigtigt ikke at skære mennesker over én kam – for der er forskellige hensyn. Nogle har brug for egen bolig, andre et bofællesskab” siger Kasper Ivanhoe Terkelsen, kandidat for SF.
“Man træder ind på herberget, og man mærker, at det her handler om mennesker – og mennesker og systemet passer ikke altid sammen,” supplerer Lone Kastberg, kandidat for Venstre.

Et politisk ansvar
SAND og Hjem til Alle opfordrer den kommende kommunalbestyrelse til at sætte konkrete mål for at stoppe hjemløsheden i Viborg. Med den nye hjemløsereform fra 2023 er der bedre redskaber til at hjælpe mennesker hurtigt i egen bolig efter Housing First-princippet.

“Hjemløshed skal ikke være en endestation. Vi ved, det kan lade sig gøre – men det kræver politisk vilje,” siger Kira West, direktør i Hjem til Alle alliancen.

#KV25 #STEMMERFRAGADEN




Velkommen til Amanda

Amanda Lykke er pr.. 1.11. startet i SAND i en stilling som udviklingskonsulent

Amanda har en baggrund i Sociale interventionsstudier fra RUC og kalder sig selv lidt af en nørd i det med følelsen af at have et ’hjem’. Hun blev under sin studietid lært op af dygtige SAND-folk i at være i gademiljøet og på herberger, da hun skrev speciale om ofte den svære proces at skabe hjemfølelse efter hjemløshed. De sidste syv år har hun arbejdet i Social- og Boligstyrelsen med områderne hjemløshed og borgere i udsathed med grønlandsk baggrund. Nu glæder hun sig meget til at understøtte SAND’erne i at udvikle og styrke fællesskaber for hjemløse, som SAND har fået projektmidler til at sætte ekstra strøm til. 

Amanda vil i den kommende tid veksle mellem at komme rundt til aktiviteter og møder i de forskellige byer og udvalg og at få skudt fællesskabsprojektet i gang. Sammen med kolleger i sekretariatet vil hun snart samle SAND’ere for at dele idéer og få lavet et koncept for aktiviteter og netværk, der kan booste fællesskab og deltagelse for hjemløse i og omkring Aarhus, Esbjerg, Odense og København. 

Amanda glæder sig til gode gensyn og nye bekendtskaber i SAND.

Amanda sidder i det daglige på SANDs kontor i Aarhus.
Hun kan træffes på tlf. 93 96 35 19 samt amanda@sandudvalg.dk




Nyt lovforslag vil stramme reglerne offentlige ydelser ved alvorlig kriminalitet

Bør man kunne miste pension eller få sat sin ydelse ned i op til 5 år, efter man har afsonet sin straf? Er det ikke en slags dobbeltstraf?

Regeringen har sendt et lovforslag i høring, der vil stramme reglerne for pension og offentlige ydelser til personer, der er dømt for alvorlig kriminalitet.

Det betyder blandt andet, at man kan miste retten til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension – eller få sat pensionen ned til kontanthjælpsniveau – i op til 5 år efter, at man har afsonet sin straf.

Forslaget gælder ved dom for blandt andet:

  • Terror (§ 101 a og § 114 c–e i straffeloven)
  • Narkotikakriminalitet (strl. § 191)
  • Grov vold mod mindreårige (§ 244, stk. 2 og § 245, stk. 1, 3. pkt.)
  • Økonomisk kriminalitet (§ 289–290 a)

Det samme gælder for andre ydelser som dagpenge, sygedagpenge, barselsdagpenge og fleksydelse. Her vil man også kunne få karantæne i 5 år, hvor man ikke kan modtage ydelserne.

Vi er særligt bekymrede for, at dette skridt kan bane vejen for, at reglerne senere udvides til at omfatte andre typer lovovertrædelser, og at flere grupper dermed kan miste deres grundlæggende sociale rettigheder.

Vi har sammensat nogle overvejelser nedenfor:

Overvejelser om lovforslaget

  • Rimelighed: Bør man kunne miste pension eller få sat sin ydelse ned i op til 5 år, efter man har afsonet sin straf? Er det ikke en slags dobbeltstraf?
  • Særligt for handicappede: Er det rimeligt, at personer med handicap kan miste deres førtidspension, selvom de ikke har mulighed for at arbejde og forsørge sig selv?
  • Tilbagefald til kriminalitet: Kan manglende økonomisk tryghed efter en dom øge risikoen for, at folk falder tilbage i kriminalitet i stedet for at komme videre med deres liv?
  • Tilbagebetaling af førtidspension: Er det rimeligt, hvis folk bliver bedt om at betale ydelser tilbage, de måske ikke vidste, de ikke havde ret til?
  • Motivation for resocialisering: Kan reglerne svække lysten til at starte forfra på et lovlydigt liv, hvis man alligevel ikke har adgang til førtidspension i flere år?
  • Langvarige konsekvenser: Er det rimeligt, at konsekvenserne af en dom kan strække sig mange år frem i tiden og måske vare længere end selve straffen?
  • Risiko for social ulighed: Er der risiko for, at de nye regler især rammer udsatte borgere med lav uddannelse, psykiske problemer eller misbrug?
  • Kontanthjælp er en midlertidig ydelse: Er det rimeligt, at personer, der er visiteret til førtidspension,, fordi man ikke kan arbejde i stedet, henvises til kontanthjælp, der er ment som midlertidig hjælp indtil man kommer i arbejde?
  • Retsfølelsen: Giver reglerne samfundet en følelse af retfærdighed eller risikerer de at skabe mere ulighed/uretfærdighed ved at skubbe folk længere ud i marginalisering?

Afsluttende bemærkning Vi mener, at lovforslaget i sin nuværende form kan føre til alvorlige sociale og retssikkerhedsmæssige problemer. Det kan underminere resocialisering, forværre ulighed samt skabe uforholdsmæssigt hårde konsekvenser for borgere, der allerede har udstået deres straf. Vi opfordrer derfor til, at forslaget revurderes med særligt fokus på proportionalitet, hensynet til resocialisering og beskyttelsen af samfundets mest udsatte grupper.

Læs hele SANDs høringssvar til lovforslaget her