Ask Svejstrups indlæg til debat på Altinget Social 

Af Ask Svejstrup, sekretariatsleder, SAND – De hjemløses landsorganisation

Regeringen har intentioner om at nedbringe antallet af hjemløse. Det skal ske ved at lave en handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed. Når man skal gøre noget ved hjemløshed, kan man groft sagt dreje på to knapper. Den ene knap er forebyggelse, den anden knap er helbredelse. Da der kommer flere og flere hjemløse, og da folketinget gennem de sidste 10 år har gjort en ihærdig indsats for at øge risikoen for at blive hjemløs, må vi gå ud fra, at det er helbredelsesknappen, der skal skrues på. Og det er da også erfaringerne fra hjemløsestrategien de har tænkt sig at bruge, så det er vist slået fast.

Når man vil løse hjemløses problemer gennem metoder, hvis fokus det er at få dem i egen bolig, kræver det, at der er billige boliger til rådighed. Det er der ikke. Og manglen på boliger er ikke kun et storbysfænomen. Det er den største barriere for at bruge de såkaldte ”housing first” – metoder, hjemløsestrategien opererer med.

Hjemløsestrategien har lært os mere og andet end at det kan lade sig gøre at få hjemløse i egen bolig, hvis boligen er til at betale og man samtidig giver dem tilstrækkelig støtte -forstået som varme hænder med den rette faglighed. Hjemløsestrategien var et spejl hele området fik sat op foran sig, og spørgsmålet lød ”hvorfor gør vi som vi gør og hvilken effekt har det?”. Det spørgsmål er stadig relevant at stille. For der er ikke boliger til at forfølge en housing first strategi, og det er ikke alle der har glæde af strategien. Vi har fx set en stigning af ældre hjemløse. De har typisk en lang misbrugshistorie og en lang institutionskarriere bag sig. Mange af dem vil ikke føle sig godt tilpas i egen lejlighed. De har brug for bofællesskaber, opgangsfælleskaber eller boformer for hjemløse, hvor det er velset at være indtil man dør. Hjemløsestrategiens fokus på at alle kan bo i en bolig har indsnævret vores løsningsmuligheder; det har gjort os metodisk enøjede.

I samme boldgade ligger behovet for flere alternative plejehjemspladser til de hjemløse, der har somatiske problemer og typisk også et misbrug, og som har et plejebehov, der gør at de ikke kan bo i egen bolig. Det er 8 år siden at Københavns Kommune gjorde sig selv opmærksom på, at der var behov for flere alternative plejehjemspladser, og at det behov ville stige fordi oprettelsen af fixerum ville holde narkomaner i live, og derfor give dem tid til at udvikle en lang række misbrugsrelaterede sygdomme. Der er bare ikke kommet flere pladser, og som det også er med billige boliger, kan problemet ikke isoleres til storbyerne.

Nu det er socialministeren, der står som afsender på handlingsplanen, kan man passende se på det sociale netværk. Misbrugers netværk er typisk blandt andre misbrugere. Der skal sættes noget andet i stedet, for at hive folk ud af misbrug, og det er som regel også en god idé at skifte omgangskredsen ud med en ny. Det er svært for myndigheder at understøtte en sådan udvikling, men forsøget bør gøres, ligesom der bør gives mulighed for at komme i døgnbehandling når man er motiveret. I dag er ventelisten (hvis der overhoved er en man kan komme ind på) længere end en narkomans restlevetid.

Hjemløsestrategien lærte os også en tredje vigtig ting. Den lærte os at vi skal lytte til de hjemløses egne ønsker og behov for støtte. Da staten betalte gildet for den socialpædagogiske støtte i egen bolig til den hjemløse, var der jo ikke noget problem at give vedkommende den støtte der blev efterspurgt. Og det viste sig at virke forbløffende godt. Problemet er bare at når kommunen selv skal holde for økonomisk, kan det knibe med at tildele tilstrækkelig støtte, i tilstrækkelig lang tid – og med tilstrækkelig faglig tyngde.

Et andet oplagt område, hvor man bør lytte til hjemløse, er i den individuelle handleplan (§ 141) som hjemløse skal tilbydes. Det er kort sagt en plan for hvad der skal ske i den hjemløses liv, for at få ham derhen, hvor han ønsker. De planer tilbydes alt for sjældent – på trods af at alle hjemløse har krav på en, og når de gør, adresserer de sjældent alle de problemer den hjemløse har. Så en handlingsplan for at nedbringe antallet af hjemløse, kan passende starte med at man tilbyder en individuel handlingsplan til den enkelte hjemløse for hvordan vedkommende kommer ud af hjemløshed. 

Indlægget er en del af en paneldebat på Altinget Social. 
Du finder hele panelet her
og andre indlæg i debatten her

Nu er vi ovre den værste stres og begyndt at vænne os til hverdagen igen, men den er blevet tungere at komme igennem. Derfor kaster jeg også denne måneds steen mod Christiansborg, det er altså der tingene affødes og afgøres. Årets første steenkast var med en granitsten og den gik åbenbart ikke gennem muren til forståelse, hvad skal jeg så kaste ? En steen pakket ind i alt det der skulle give dem dårlig samvittighed, overhældt med brandbar væske og sat ild til ? Måske, men jeg vælger at bruge en stenslynge til at hjælpe den næste steen på vej, endnu en granitsteen, for der bliver ved med at komme håbløse og uretfærdige lovforslag frem, lovforslag der igen rammer den svageste gruppe til fordel for de mere velstillede, velformulerede, velfungerende og veluddannede. Kan vi ikke snart give plads og rum til alle, vi skal jo være her, helst i harmoni, empati og forståelse for og med hinanden. Politikerne tænker, siger de, men de tænker og handler altid ud fra deres normaloptik, sådan gør man da, siger de, men det er ikke gældende for alle og det skal accepteres. Der er anderledes mennesker med anderledes og andre behov end lige det der er normaloptik eller det flertallet gør, og det skal og må vi give plads til, det er det der giver livet indhold. Kom nu ind i kampen for at give disse mennesker et ordentligt liv eller ihvertfald mulighed for det, etabler de fælles boliger, de billigere boliger og de anderledes boliger der er behov for, spar ikke på psykiatrien eller på de ældres bekostning men giv også disse mennesker mulighed for at leve et trygt og værdigt liv, lev op til jeres ansvar som landets politikere og sørg for bedre forhold, for alle. Gå den socialpolitik grundigt igennem, lav langsigtede løsninger og få dermed nogle bedre, raskere og tilfredse borgere. Det vil spare på sigt på mange områder, så kom nu ind i kampen, det er mere vigtigt end nogensinde før. 

Med et øredøvende sus fra kastet, hilser jeg alle reformramte, hjemløse, psykisk sårbare, voldsramte og arbejdsløse borgere i dette land som er godt på vej til forfald. Farvelfærdsstat.

Ret til at drikke på boformen? 

Det lyder som en aprilsnar, at Blå Kors i Vorbasse ikke længere må håndhæve deres princip om, at der ikke må drikkes alkohol på stedet. Blå kors har jo netop en lang tradition for at tilbyde hjemløse og andre med misbrugsproblemer hjælp og støtte til at holde sig fra flasken i et alkoholfrit miljø.

Men det er rigtigt nok. I går besluttede Ankestyrelsen, at Blå Kors ikke må stille krav om at beboerne ikke må drikke på deres værelser. Det skete på baggrund af et påbud fra det sociale tilsyn.

Og det er her vi kommer til sagens kerne. Hvis de sociale tilsyn lægger samme fortolkning ned over alle andre Blå Kors tilbud, Møltrup Optagelseshjem eller andre steder, der i dag har nultolerance overfor alkohol, er der ingen boformer for hjemløse, hvor brugerne kan få hjælp og støtte til at lade være med at drikke. Det vil være en katastrofe for alle de hjemløse, der har brug for netop sådan et tilbud.
Ensretning af boformer på hjemløseområdet vil bevirke, at en masse hjemløse ikke kan finde et tilbud, der matcher deres behov. Hjemløse er forskellige og de efterspørger selvfølgelig forskellige tilbud. Hjemløse ved godt at de ikke skal henvende sig til et Blå Kors tilbud, hvis de ikke er klar til at slippe flasken. Så vælger de selvfølgelig et andet tilbud med et andet værdigrundlag og nogle andre regler.

Denne sag er også interessant i forhold til boformernes samfundsmæssige opgave. De er groft sagt, sat i verden for at støtte og hjælpe hjemløse i at finde løsninger på de problemer, der har gjort dem hjemløse.

Denne sag er også interessant i forhold til boformernes samfundsmæssige opgave. De er groft sagt, sat i verden for at støtte og hjælpe hjemløse i at finde løsninger på de problemer, der har gjort dem hjemløse. Brugerne skal bringes så langt så muligt hen imod en normal tilværelse. Bevares, vi danskere drikker en del, men så længe alkoholisme er så udbredt som det er blandt hjemløse, bliver boformerne nødt til at forholde sig aktivt til den problematik i deres pædagogiske arbejde. Nogle steder med forbud, andre steder med pædagogiske kløgt og snilde. En differentieret målgruppe kræver en differentieret tilbudsvifte. Herunder steder hvor man må have sin hund med – og hvor man ikke må. Steder hvor man blander kønnene – og hvor man ikke gør. Og altså steder hvor man må drikke – og hvor man ikke må.