Fødevarechecksene er endnu et plaster på en politisk skade, der kunne have været undgået.

Af Henrik Mas Nørgaard Christensen, formand for SAND

Klumme bragt i Dagbladet Arbejderen d. 15/1 2026

2026 var næppe kommet fra start, før statsministeren i sin nytårstale præsenterede os for én af regeringens løsninger på de stigende fødevarepriser: Fødevarechecken.

Jeg ser fødevarechecksene som endnu et plaster på en politisk skade, der kunne have været undgået. For det her handler ikke kun om stigende priser eller midlertidige kriser. Det handler om, at man systematisk har fjernet de værktøjer, der faktisk virkede – og nu forsøger at kompensere med checks, tilskud og særordninger, fordi folk ganske enkelt ikke har råd til at leve.

Som hjemløse mærker vi konsekvenserne direkte.

Tidligere fandtes der redskaber i systemet, som tog højde for virkeligheden. §34-tilskuddet er ét eksempel. Det var ikke perfekt, men det anerkendte, at nogle mennesker har faste udgifter, som ikke forsvinder, bare fordi man politisk beslutter sig for, at ydelserne skal være lavere. De værktøjer er i dag enten fjernet eller udhulet.

Resultatet ser vi nu.

I stedet for et system, der giver en nogenlunde stabil økonomi, har vi fået et kludetæppe af midlertidige løsninger: energichecks, inflationshjælp – og nu fødevarechecks. Ordninger, der ikke er tænkt som en del af en helhed, men som brandslukning, når konsekvenserne af reformerne bliver for tydelige til at ignorere.

I stedet for et system, der giver en nogenlunde stabil økonomi, har vi fået et kludetæppe af midlertidige løsninger: energichecks, inflationshjælp – og nu fødevarechecks.

Energicheckene viste, hvor skævt det kan gå. Millioner blev udbetalt til mennesker, der ikke var målgruppen. Folk på herberg – som ikke selv betaler varmeregninger – fik penge. Og beskeden var: Behold dem. Det var for dyrt at rette op på fejlen. For den enkelte var det måske meget rart med lidt ekstra på kontoen.  Men for tilliden til systemet var det dybt problematisk.

For hvad siger det, når man først skaber et system, hvor folk ikke kan få økonomien til at hænge sammen – og derefter deler penge ud i blinde, fordi det er nemmere end at reparere fundamentet?

Fra hvor jeg står, føles det som om socialpolitikken ikke længere handler om at sikre et værdigt liv, men om at styre adfærd og sende signaler. Visse udsatte grupper skal mærke konsekvenserne, også selvom det betyder, at hverdagen bliver unødigt hård og uforudsigelig. Samtidig virker det politisk vigtigere at føre en stram udlændingepolitik end at sikre, at mennesker i Danmark faktisk har råd til husleje, mad og basale fornødenheder.

Når fundamentet så for alvor begynder at vakle, kommer checksene frem. Ikke som en løsning, men som en indrømmelse: at reformerne ikke virkede.

Når fundamentet så for alvor begynder at vakle, kommer checksene frem. Ikke som en løsning, men som en indrømmelse: at reformerne ikke virkede.

Men man kan ikke bygge et velfærdssamfund på særordninger og midlertidige tilskud. Hvis mennesker igen og igen har brug for checks for at overleve, er problemet ikke dem – men politikken. Måske skulle man begynde med at genindføre de værktøjer, der faktisk tog udgangspunkt i virkeligheden, i stedet for at opfinde nye plastre, hver gang skaden bliver for stor.

En trist juletradition: Der mangler stadig pladser på herbergerne

SAND har i november og december gennemført den årlige rundringning til herberger, natcaféer og andre boformer i København for at undersøge, om der er pladser nok til hjemløse.

Resultaterne viser endnu en gang, at kapaciteten er stærkt presset.

Rundringningen viser, at omkring 70 procent af de adspurgte boformer er fuldt belagte, mens yderligere knap 20 procent kun har meget få eller midlertidige ledige pladser. Det betyder samlet set, at næsten 9 ud af 10 tilbud reelt ikke har plads til nye borgere, når behovet opstår. Kun en mindre andel oplyser, at de aktuelt har ledige pladser uden forbehold.

Ifølge SAND er situationen desværre velkendt.

“Det er efterhånden en kedelig – og meget gammel – nyhed, at der ikke er plads nok på herbergerne. Alligevel dokumenterer tallene år efter år, at problemet består, og at mennesker i hjemløshed fortsat risikerer at blive afvist,” siger SAND.

Tallene viser også, at over halvdelen af boformerne arbejder med ventelister, interesselister eller dag-til-dag-vurderinger, hvilket skaber stor usikkerhed for mennesker, der akut mangler et sted at sove. Rundringningen peger dermed på et vedvarende strukturelt problem snarere end en midlertidig udfordring.

Tallene viser også, at over halvdelen af boformerne arbejder med ventelister, interesselister eller dag-til-dag-vurderinger, hvilket skaber stor usikkerhed for mennesker, der akut mangler et sted at sove.

Den samme tendens gør sig gældende i Aarhus. Her har SAND i november og december gennemført rundringning efter samme princip. Også her viser tallene, at presset på pladserne er markant. Omkring tre ud af fire boformer er fuldt belagte, mens en betydelig andel kun har få eller midlertidige ledige pladser. Samlet set betyder det, at langt størstedelen af tilbuddene heller ikke her kan tage imod nye borgere, når behovet opstår.

“Tallene fra både København og Aarhus bekræfter, at manglen på herbergspladser ikke er et lokalt eller midlertidigt problem, men et vedvarende vilkår,” siger SAND.

SAND bruger rundringningerne som dokumentation for forholdene på herbergerne og som grundlag for at efterlyse flere permanente, stabile og værdige bo- og overnatningstilbud. Tallene understreger, at der fortsat er behov for politisk handling, hvis målet om, at ingen skal stå uden tag over hovedet, skal realiseres.

Af Juman Subihi, jurist i SAND – De hjemløses landsorganisation

Selvom intentionerne er gode i det nye lovforslag om husordener, advarer SAND mod at indsatsen ender som symbolpolitik. For uden ændringer i systemet sker der ingen reel forandring, især ikke når dem, der skal overholde reglerne, ikke kender dem godt nok, og borgerne i praksis ikke har en reel mulighed for at klage, fordi systemet er så tungt og langsomt.

Det kan lyde harmløst. Husordener. Men for de mennesker, der bor på herbergerne, kan det være forskellen mellem tryghed og kaos, mellem støtte og straf og i værste fald mellem tag over hovedet og en nat på gaden.

Et hjem med regler uden rettigheder?

Som de fleste ved, huser herbergerne samfundets mest udsatte borgere. Mange lever med stofafhængighed. Mange kæmper med psykisk sygdom. Mange har oplevet nederlag efter nederlag, ofte i mødet med det samme system, der skulle have hjulpet dem. Det eneste, de har til fælles, er, at de ikke har evner eller ressourcer til at bo i en lejlighed. Derfor bør herbergerne være steder med rummelighed, forståelse og plads til forskellighed.

Og det forsøger mange også at være. På nogle herberger må man indtage rusmidler på sit værelse. På andre er det helt forbudt. Nogle steder banker personalet på, før de går ind. Andre steder går de bare ind. Alle disse praksisser er nogle gange beskrevet i de såkaldte husordener. Det er de regler, der gælder, når man flytter ind. Problemet er bare, at husordenerne stopper ved reglerne. Når konsekvenserne for overtrædelse af reglerne ikke er beskrevet tydeligt, giver det herberget frikort til at ty til, hvilken som helst sanktion. Og det bliver ofte den værste.

Husordener uden hensyn

Der findes ingen overordnet lovgivning, som regulerer husordener. De påhviler det, der kaldes “anstaltsforhold”, hvilket i praksis har betydet, at herbergerne har kunnet bestemme frit. Det har skabt vilde vesten-lignende tilstande, hvor man på den ene matrikel kan få en advarsel for et regelbrud og på en anden blive smidt på gaden for den samme forseelse

På nogle herberger bliver man ved indskrivning sågar bedt om at underskrive en samtykkeerklæring, der giver mulighed for vilkårlige rusmiddeltest, som for eksempel urinprøver, blodprøver eller pusteprøver. Det er test, der normalt kræver klar lovhjemmel, fordi de udgør et indgreb i den personlige frihed. For hjemløse forventes det, at man bare accepterer, fordi man har brug for et sted at sove. Hvis man nægter, kan dette ende i udsmidning, hvilket er en praksis vi ved flere herberger udøver.

Hos SAND – De hjemløses landsorganisation, har vi endnu til gode at se en husorden, der præcist beskriver, hvilke konsekvenser, der følger med hvilke regelbrud. Det er dybt problematisk. Vi ser gang på gang, at herberger griber til de hårdeste sanktioner uden at den hjemløse har mulighed for at kende spillereglerne på forhånd.

Ankestyrelsen har i flere tilfælde påpeget, at herberger er gået for vidt. Der skal foretages en proportionalitetsvurdering, når regler bliver overtrådt, har ankestyrelsen udtalt. Forseelse og sanktion skal med andre ord matche. Og selvfølgelig skal der det. Vold og trusler hører ikke hjemme nogen steder. Men det gør vilkårlige bortvisninger over bagatelagtige forseelser heller ikke.

Klager, der forsvinder i systemet

Og hvad gør man så, hvis man oplever en urimelig bortvisning? Man kan klage. Det lyder fint i teorien, men i praksis er det tæt på meningsløst. Ankestyrelsens sagsbehandlingstid er i dag omkring et år. Forestil dig at stå uden tag over hovedet, fordi du blev smidt ud af dit herberg på et spinkelt grundlag og så få at vide, at afgørelsen måske bliver omgjort. Om 12 måneder.
For de fleste brugere er det ikke en klagemulighed. Det er en hån forklædt som retssikkerhed.

Derfor vækker det da også håb, når lovgiver i den seneste høring lægger op til en mere balanceret tilgang. Der opfordres til, at herberger fremover benytter sig af et bredere katalog af konsekvenser: advarsler, forsoningssamtaler, midlertidige sanktioner. Det lyder fornuftigt. Det er nødvendigt. Og det minder os om en grundlæggende sandhed i retssamfundet: Straffen skal stå mål med forbrydelsen.

Vi mener klart, at personalet ikke skal have adgang til værelser uden samtykke. Et værelse er ikke bare et rum. Det er midlertidigt hjem for mennesker, der ofte ikke har andre steder at gå hen. Der må gælde samme respekt for privatlivets fred her, som vi forventer i alle andre sammenhænge. Alt andet er uacceptabelt.

Men vi er langt fra i mål.

Symbolpolitik eller systemskifte?

Vi advarer mod, at det her ender som endnu en pæn vejledning i en fin mappe, mens praksis på herbergerne forbliver den samme. For det nytter ikke at skrive gode intentioner ned på papir, hvis ingen læser dem, eller værre: Hvis dem, der skal følge dem, ikke forstår dem.

Vi møder desværre stadig ledere og medarbejdere på botilbud, der ikke kender lovgivningen. En af vores bisiddere oplevede for nyligt, at en medarbejder på et herberg ikke engang kendte stedets egen husorden. Vi ser sågar dagligt afgørelser med fejl i både form og indhold. Det vidner om én ting: Mangel på oplæring i forvaltningsret og forvaltningsetik. Det burde være grundpiller-ikke en luksus.

Når det kombineres med et klagesystem, der reelt set ikke fungerer, så forsvinder enhver idé om retssikkerhed som dug for solen.

En lappeløsning på et gennemhullet tæppe.

Vi står altså med en høring, der på papiret peger i den rigtige retning. Men virkeligheden halter bagefter. Der er brug for mere end gode hensigter. Der er brug for forandringer, der gør en forskel ude i virkeligheden, hvor brugerne lever.

Vi foreslår derfor, at der etableres en fast-track-ordning for klager over sanktioner på herberger. At personalet tilbydes obligatorisk undervisning i forvaltningsret. Og at husordener ikke blot fungerer som opremsninger af forbud, men bliver gennemsigtige og forståelige redskaber, hvor både rettigheder, vurderingsgrundlag og mulige konsekvenser er tydeligt beskrevet, således både brugere og personale ved, hvad de kan forvente og skal forholde sig til. Kun derved kan de gode intentioner ved vejledningen realiseres.

Det handler om respekt for grundlæggende rettigheder. Om værdighed for mennesker i udsatte positioner. Og om at sikre, at dem, der i forvejen har mindst, ikke også mister deres retssikkerhed