Sidste år blev der indgået en politisk aftale, der blev døbt Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed. SAND har lige indsendt høringssvar på den sociale del af lovgivningen bag den politiskle aftale.

Intentionerne i den politiske aftale er gode. Man vil bygge en masse boliger, opfordre kommunerne til at anvise hjemløse en bolig og give dem den bedste form for bostøtte vi kender: de Housing First inspirerede bostøttemetoder. Samtidig vil man give kommunerne ret til at udskrive hjemløse fra herberger, hvis en 3 kriterier er opfyldt. Der skal være en handleplan, en bolig og der skal være tildelt bostøtte (Housing First-inspireret, dvs. ACT, CTI ell. ICM).

Omlægger refusion

For at få det til at ske, vil man omlægge statsrefusionen for kommunernes udgifter. I dag får kommunen betalt halvdelen af det det koster at have en hjemløs på herberg. I fremtiden vil det kun være i de første 90 dage kommunen vil få 50 procents statsrefusion. Herefter skal kommunen selv betale. Tricket skal nok virke: kommunerne vil få travlt med at finde andre løsninger end herberget. 
Til gengæld vil kommunerne kunne få statsrefusion på de Housing First inspirerede bostøttemetoder og på § 107 i en periode. Og når de kan det, vil de være mere villige til at tildele hjemløse den bestemte type bostøtte. Det er vigtigt at bemærke, at det kun for hjemløse, der kommer fra et herberg, kommunen kan få refusion på bosøtten. Det skal nok også virke.

Mange hjemløse har sagt til mig, at det værste, man kan sige til en hjemløs, der indskrives på en boform er, at du skal være ude igen om 90 dage. For det er sådan, herberger og kommuner vil tolke reglerne, selvom det slås fast i aftalen, at du kan opholde dig lige så lang tid på et herberg, som du kan i dag. 

Mange hjemløse har sagt til mig, at det værste, man kan sige til en hjemløs, der indskrives på en boform er, at du skal være ude igen om 90 dage. For det er sådan, herberger og kommuner vil tolke reglerne, selvom det slås fast i aftalen, at du kan opholde dig lige så lang tid på et herberg, som du kan i dag. Det er en psykisk overvindelse at henvende sig til en boform og bede om hjælp. Når man så endelig kommer væk fra gaden og i faste rammer, falder der en sten fra hjertet. Det massive fokus, der nu vil blive på at få folk hurtigt videre, vil stresse og gøre det sværere at blive klar til livet i egen lejlighed.
En hurtig løsning er ikke nødvendigvis en rigtig løsning.

Hjemløse mangler rettigheder


Det helt store problem i aftalen, er hjemløses manglende retssikkerhed. 
Det understreges, at handleplanen i videst muligt omfang skal laves i samarbejde med den hjemløse. Men den hjemløse kan ikke klage over ikke at være blevet inddraget i handleplanen, eller over handleplanens indhold. Kommunen kan i realiteten lave en plan for dig hen over hovedet på dig.

Du har dog mulighed for at klage over bostøtten. F.eks. kan man klage over, at man ikke får den rette form for støtte eller får støtte nok. Men i praksis vil klageretten formentligt ikke være noget værd. Det er Ankestyrelsen, der skal tages sig af klagerne og de har højt og tydeligt sagt, at de ikke har kompetencen til eller muligheden for at omgøre en kommunes skøn. 
Hvis klageretten var noget værd, ville det også være oplagt at give dig mulighed for at klage over den bolig, du får anvist. Det kan være et skideskur i en baggård eller i det kvarter, du er flygtet fra af den ene eller den anden grund. Og selvom du har sagt det utallige gange og det er skrevet ind i handleplanen, frygter SAND at det i praksis vil vise sig, at det er den anviste bolig eller gaden du kan vælge imellem.

Hvis klageretten var noget værd, ville det også være oplagt at give dig mulighed for at klage over den bolig, du får anvist. Det kan være et skideskur i en baggård eller i det kvarter, du er flygtet fra af den ene eller den anden grund. Og selvom du har sagt det utallige gange og det er skrevet ind i handleplanen, frygter SAND at det i praksis vil vise sig, at det er den anviste bolig eller gaden du kan vælge imellem.

I den politiske aftale gives man mulighed for at sige ”nej tak” til en bolig. Her står der: Handleplanen og en underskrevet lejekontrakt fungerer dermed som forudsætning for, at kommunen kan udskrive borgeren til egen bolig med støtte eller et andet egnet botilbud.”
I lovforslaget er det lavet om til at en kommunal udskrivning fra en boform ”bør kun ske, når borgeren er indforstået hermed”.
Vi ved godt hvordan kommunerne vil tolke det. De vil udskrive dig så hurtigt som muligt – da de læser at den hjemløse BØR være indforstået – ikke SKAL være det.

Vi ved godt hvordan kommunerne vil tolke det. De vil udskrive dig så hurtigt som muligt – da de læser at den hjemløse BØR være indforstået – ikke SKAL være det.

Unge hjemløse 

I en del år har man fra lovgivers side forsøgt at holde unge hjemløse fra at blive indskrevet på §110 boformer. Ønsket går igen i dette lovudkast.

Der er da også gode erfaringer med at give unge en Housing First-inspireret indsats. Bl.a. fordi de ikke har været så lang tid i hjemløshed og derfor ikke har haft ”tid til”, at deres problemer eskalerer. De unge kan i langt højere grad end ældre hjemløse, plukkes direkte fra gaden eller fra en vens sofa og sættes i en lejlighed med relevant støtte, men fordi fokus er på at få nedbragt antallet af forsorgshjemspladser, kan de unge ikke tilgodeses i dette forslag. 
Det økonomiske incitament i lovforslaget gør, at unge nu ”opfordres” til at komme på en boform, for ellers er der ikke refusion på den bostøtte, der har vist sig at være gavnlig for dem. 



Samarbejde mellem kommune og boform

Kommunen får med forslaget pligt til at lave en handleplan for hjemløse, der opholder sig på et herberg. Kommunen skal også inddrage din opholdsplan fra det herberg du opholder dig på, og dermed de faglige vurderinger, personalet på herberget har om dig. F.eks. kan de have en holdning til, hvilken bostøtte du skal have eller om du skal i misbrugsbehandling, før du er klar til at få en bolig.

Vi frygter, at den skitserede arbejdsdeling mellem kommune og herberg vil give mere magt til kommunerne og hermed udhule boformernes faglighed yderligere

Vi frygter, at den skitserede arbejdsdeling mellem kommune og herberg vil give mere magt til kommunerne og hermed udhule boformernes faglighed yderligere, fordi kommunen i endnu højere grad vil se en borgers ophold på en boform som et nødvendigt onde, frem for en mulighed for den hjemløse til at få relevant omsorg og støtte og en god faglig udredning til gavn for handleplansarbejdet. Handleplanen er samtidig hjemløses mulighed for at få beskrevet fremtiden; hvad skal der til for at I kan komme derhen i livet I gerne vil.

Væsentlige forhold, handleplanen skal tage fat i, og som fremhæves i den politiske aftale, omtales ikke i lovforslaget. 
Det er essentielt – det understreges også i den politiske aftale bag forslaget – at kommunerne i højere grad skal til at bruge muligheden for at give enkeltydelser og etableringshjælp. I respekt for både den politiske aftale og den hjemløses muligheder for at skabe sig et hjem i den anviste lejlighed, bør det uddybes, hvordan etableringshjælp, indskudslån og bostøtte skal gå hånd i hånd i handleplansarbejdet, hvis omlægningen skal lykkedes.

Vi ved alle sammen godt, at hvis det ikke fremgår klokkeklart af lovgivningen, hvilke rettigheder og pligter både kommuner, herberger og hjemløse har, vil kommunerne læse lovgivningen som fanden læser biblen. Og så længe hjemløse ikke har mulighed for at klage over kommunale afgørelser, vil det føre til løsninger, der ikke gavner dig og dine muligheder for at komme tættere på det liv du ønsker dig.  

Læs hele SANDs høringssvar til forslaget her

Dagbladet Politiken har hen over sommeren bragt en række artikler, der sætter fokus på, at den hastige digitalisering går hårdt ud over retssikkerheden for en stor grupper af borgere i Danmark, herunder hjemløse. Artikelserien tager afsæt i en rapport, som Justitia – en juridisk tænketank, der vil værne om og styrke retssikkerheden – udgav sidste måned (juli).
Rapporten konkluderer bl.a. at digitalt udsatte borgere, som er vurderet til at udgøre op imod 25 procent af den voksne befolkning, har så store problemer med at få kontakt til de offentlige instanser, at det er problematisk for deres retssikkerhed og for deres muligheder for at få de ydelser de har ret til.

Op imod 25 procent af den voksne befolkning, har så store problemer med at få kontakt til de offentlige instanser, at det er problematisk for deres retssikkerhed og for deres muligheder for at få de ydelser de har ret til.

Samfundet skal digitaliseres – hvad er de menneskelige omkostninger?

Folketinget har besluttet, at digitalisere samfundet men har bevidst undladt at se på de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, det giver for dem, der ikke har evnerne eller mulighederne for at benytte sig af digitale løsninger. Endvidere har Folketinget ignoreret advarsler om væsentlige retssikkerhedsmæssige problemstillinger fra relevante aktører og interesseorganisationer i lovgivningsprocessen.
Skiftende regeringer har haft fokus på at øge digitalisering ud fra en forhåbning om at spare penge, give kortere sagsbehandlingstid og øge tilgængeligheden for borgerne. Desuden er strategien for digitaliseringsprocessen lagt over i et enkelt ministerium og dermed udenfor politisk indflydelse.

Det digitale B-hold bliver et samfundsmæssigt B-hold

I SAND har dette enøjede fokus vist sig ved, at vi gentagende gange er blevet bedt om at informere hjemløse om hvordan de skal bruge den ene eller den anden digitale tjeneste, altså hjælpe med at få spredt informationer om de øgede muligheder. 
Der har været langt mindre fokus på at lytte til vores bekymringer om, at alt for mange hjemløse støder panden mod en mur i det digitale møde med det offentlige, ikke har tillid til løsningerne og ikke præsenteres for alternative muligheder. F.eks. har borgere på kontanthjælp oplevet at de automatisk trækkes i deres ydelser, uden de bliver partshørt.

Vi har også utallige eksempler på at hjemløse ikke kan få hjælp til at tilgå digitale ydelser, ikke præsenteres for alternative løsninger, ikke kan få lov til at bestille tid til en samtale på kommunen, fordi det skal gøres online osv.

Og så har vi ikke engang nævnt de helt lavpraktiske udfordringer: Ikke at have adgang til en computer, ikke at have tilstrækkeligt med data på sin smartphone med taletid – eller bare helt enkelt ikke at kunne finde ud af det. 


Når man i forvejen har meget lille tillid til systemet, skal der ikke meget til før denne vælter totalt. Og benspænd af digital karakter, er bare en ekstra barriere.

Når man i forvejen har meget lille tillid til systemet, skal der ikke meget til før denne vælter totalt. Og benspænd af digital karakter, er bare en ekstra barriere. Så når alle bankforretninger pludselig er digitale, når du ikke kan booke tid til en snak med din sagsbehandler – eller – som det seneste eksempel vi fik fra en tidligere hjemløs – når din kommune primært tilbyder hjælp fra støttekontaktpersoner gennem en online løsning, så hægter man en stor gruppe af, som man hellere skulle lægge sig i selen for at hægte på.

Som det er nu, er digitaliseringen set fra hjemløses perspektiv et redskab til at fratage folk ydelser, mindske deres adgang til det offentlige og spare kommunerne penge.  

Problemerne er utallige. SAND er meget enige med Justitia i om at vi bør have en politisk diskussion om hvordan vores velfærdssamfund skal være og hvordan digitaliseringen kan blive en medspiller i det. 
Som det er nu, er digitaliseringen set fra hjemløses perspektiv et redskab til at fratage folk ydelser, mindske deres adgang til det offentlige og spare kommunerne penge.  

Link til Justitias rapport:

http://justitia-int.org/digitalt-udsatte/ 

Børnenes kontanthjælpsreform 

Regeringen har sammen med SF, RV, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne lavet en aftale på kontanthjælpsområdet.
Det er med god grund at den kaldes ”Børnenes kontanthjælpsreform”. Ambitionen har været at hjælpe børn af udsatte familier til at få større muligheder for at få en normal hverdag, hvor man også kan at gå til fritidsaktiviteter og få råd til at holde børnefødselsdag. Der gives et børnetillæg til forældrene og et fritidstillæg, der skal bruges på børnenes fritidsaktivitet. Forebyggelse og integrationsfremmende tiltag er altid godt. Der gives roser for dette forsøg på at give børn i kontanthjælpsfamilier større mulighed for at være en del af fællesskabet.

Et andet vigtigt element er børnenes ret til at få dækket receptpligtig medicin 100 procent, hvis forældrene er på kontanthjælp. Voksne der har været på kontanthjælp i mere end 12 måneder får ligeledes ret til et tilskud på 100 procent af deres egenbetaling af receptpligt medicin. Nu skal medicinen ikke længere fravælges af økonomiske årsager. Det er sund fornuft.

Nu skal medicinen ikke længere fravælges af økonomiske årsager. Det er sund fornuft.

For hjemløse og andre lavindkomstgrupper er der også gode takter i aftalen. Først og fremmest er det tonerne om, at selvom man er fattig skal man ikke udskammes. Det viser sig på flere måder. 
Der gives bedre ferierettigheder og man skal ikke længere hæve sin pension – hvis det ellers er muligt – når man er på kontanthjælp.

Mere enkelt at tjene lidt ekstra


Det gøres mere enkelt at arbejde lidt uden at blive modregnet i kontanthjælpen. Grundtanken fra det sociale frikort er blevet overført til kontanthjælpssystemet. Det er gjort, tolker jeg, i en erkendelse af at det kan være svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor skal der en gradvis indslusning til og man skal ikke bare bruge pisk men også gulerod for at få det til at ske. På de lave kontanthjælpssatser – som f.eks. ungeydelse – kan du tjene 5.000 kr. om måneden uden modregning, mens du på den højere sats, må tjene 2.500 kr. om måneden uden modregning. Det er positivt at tankerne om en gradvis indfasning vinder indpas som den eneste farbare løsning.

Afklaringsret


Der er vedtaget en ”afklaringsret” for borgere der er fyldt 30 år og har været mere end 2 år på kontanthjælp. Det sker for at motivere kommunerne til at tage gøre mere for tidligere at få folk væk fra den midlertidige ydelse kontanthjælpen faktisk er. Alt for mange er blevet parkeret på kontanthjælp. Frem for at straffe borgerne for det, tager man nu skeen i den anden hånd og forsøger i stedet at motivere kommunerne til at bruge lovgivningen på området aktivt og konstruktivt. Borgeren får en ret til at søge om fleksjob eller ressourceforløb. Kommunen får samtidig en pligt til årligt at genvurdere om en borgers sag skal behandles af rehabiliteringsteamet i kommunen, dvs. den tværfaglige enhed i kommunen, der behandler sager om jobafklaringsforløb, førtidspension, ressourceforløb og fleksjob.

Det står der ikke i aftaleteksten

Disse ændringer af kontanthjælpssystemet sker ”med inspiration fra Ydelseskommissionens anbefalinger”, siger Regeringen. Derfor bør det også nævnes, at man ikke nedsætter kontanthjælpen for psykisk syge unge, som Ydelseskommissionen ellers foreslog.

Derfor bør det også nævnes, at man ikke nedsætter kontanthjælpen for psykisk syge unge, som Ydelseskommissionen ellers foreslog.

Selvom der er positive takter i aftalen, kunne der selvfølgelig godt have været taget et større opgør med de ”fattigdomsskabende ydelser”. Kontanthjælpsloftet fjernes og erstattes af en trappetrinsmodel der har samme funktion, men 225 timers reglen og Selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse eller overgangsydelse (tidl. Integrationsydelse), får lov til at bestå.
Socialdemokraterne var engang imod disse fattigdomsskabende ydelser, men dem må de have stået stejlt på at bevare siden det ikke er lykkedes SF, RV og Enhedslisten at få dem afskaffet.

Vi mangler også en grundlæggende diskussion af hvorfor boligstøtte og særlig støtte (§34-støtte) ikke skal spille en større rolle for at give kontanthjælpsmodtagere mulighed for at bosætte sig i ”dyrere” lejligheder end de egentlig har råd til.

Vi mangler også en grundlæggende diskussion af hvorfor boligstøtte og særlig støtte (§34-støtte) ikke skal spille en større rolle for at give kontanthjælpsmodtagere mulighed for at bosætte sig i ”dyrere” lejligheder end de egentlig har råd til. Priserne på lejeboliger er stigende, ”Ghettoloven” mindsker stadig kommunernes mulighed for at anvise borgere billige almennyttige boliger. Det forsøger man at lave om på i aftalen om Fonden for blandede byer, hvor der er afsat 10 milliarder kroner, til at lave mere blandede byer. Det er uforståeligt at man ikke understøtter andre politiske initiativer ved at ændre reglerne for boligstøtte. Betalelige boliger til lavindkomstgruppen er og bliver en mangelvare. Aftalen om Fonden for blandede byer er tidsbegrænset og slet ikke nok for at løse problemet. Der er stadig væsentlige strukturelle barrierer for at sikre boliger til lavindkomstgrupperne. De største ligger andre steder end i kontanthjælpssystemet, men det undskylder ikke forligspartierne for ikke at have indtænkt oplagte løsningsmuligheder i denne reform af kontanthjælpen.

Man kunne også have valgt at forsimple tingene væsentligt ved blot at fjerne de fattigdomsskabende ydelser og forhøje kontanthjælpen, så man gav flere borgere en mulighed for at leve et værdigt liv, fik alle ca. 40.000 børn i fattigdom ud af fattigdom frem for at nøjes med 9.200. Ambitionerne bør være større ift. at bekæmpe fattigdom, men vi er gået et skridt i den rigtige retning.

Man kunne også have valgt at forsimple tingene væsentligt ved blot at fjerne de fattigdomsskabende ydelser og forhøje kontanthjælpen, så man gav flere borgere en mulighed for at leve et værdigt liv, fik alle ca. 40.000 børn i fattigdom ud af fattigdom frem for at nøjes med 9.200. Ambitionerne bør være større ift. at bekæmpe fattigdom, men vi er gået et skridt i den rigtige retning.