I uge 6 tælles hjemløse igen. Men hvorfor gør man det – og hvad kan resultaterne bruges til?

I denne uge skal der tælles hjemløse. Det er VIVE, der med god hjælp fra 1.500 sociale tilbud og myndigheder, der for 9. gang skal forsøge at finde ud af hvor mange hjemløse der er.

Der tælles hjemløse hvert andet år. Første gang var 2007 og sidst var i 2022. Den planlagte tælling i 21 blev udskudt et år pga. Corona.

I SAND har vi altid haft svært ved at forestille os, at man kan tælle antallet af hjemløse, for vi opholder os jo alle mulige og umulige steder, der gør det svært. Der er da heller ingen tvivl i forskerkredse om, at tællingen aldrig får alle med, men da man bruger den samme optællingsmetode år efter år, får man i hvert fald kan få et meget godt billede af udviklingen i hjemløshed, snarere end man får et nøjagtigt tal. Men man kan sige noget om, om der er blevet flere eller færre hjemløse.

Men hvad bruger man det til?

Det er ikke bare udviklingen i antallet af hjemløse, vi kan sammenligne. Når en hjemløs tælles, registreres alder, køn, forbrug af alkohol/stoffer, om du har psykiske problemer osv.
Vi så i 2017, at ungdomshjemløsheden var steget eksplosivt. På 8 år var gruppen af unge hjemløse (18-24) blevet tre gange så stor. Det førte til, at Århus kommune lavede en målrettet indsats for at nedbringe antallet af unge hjemløse. Det virkede.

Også på et nationalt niveau laves der politiske tiltag efter en hjemløsetælling. Den første tælling førte f.eks. til vedtagelsen af en hjemløsestrategi, hvor der blev afsat en halv milliard kroner. Ikke at den hjalp det store – antallet af hjemløse voksede i de kommende år, men det introducerede Housing First tilgangen, som Folketinget stadig forsøger at få til at være et bærende element i indsatsen for hjemløse.

Forskningsresultater giver ofte politiske initiativer. Spørgsmålet er altid, om det er de rigtige initiativer, der søsættes. Ungdomshjemløshedens stigning tilbage i 10’erne, hang i høj grad sammen med nedsættelsen af kontanthjælpen til unge, samtidig med antallet af betalbare boliger mindskedes. Et passende politisk svar ville være byggeri af flere betalbare boliger og forhøjelse af kontanthjælpen. 

Dette års tælling vil helt sikkert blive diskuteret i SAND og resten af hjemløseverdenen. Vi vil næppe være enige med alle og måske mindst af alt med et politisk flertal om hvad det rigtige svar på den nye viden bør være. Men det vil skabe et godt fundament for den videre debat og give hjemløse en mulighed for at vise menneskerne bag tallene. De skæbnefortællinger er det vores opgave at præsentere.

Fakta:
Hvert 2. år tælles hjemløse i Danmark (2021 udgik pga. Corona). Tællingen foregår med hjælp fra en lang række sociale tilbud. Der tælles altid i uge 6. Herfter behandles data – og i ca. september offentliggøres resultaterne.

Her kan du læse mere om tællingen og dykke ned i nogle af tallene (2022-tal): https://www.vive.dk/da/temaer/hjemloeshed/

Søren, der de seneste år har været SANDs ’huskunstner’ under bl.a. Folkemødet har vundet den flotte pris Special Commendation Creative of the Year, der uddeles af Arts Homeless International.

I SAND valgte vi at indstille Søren til prisen, da hans kunst – udover at være af særdeles høj kvalitet – altid er en bidende kommentar til hjemløshed, men også fordi han i udførelsen har en unik evne til at inddrage andre, skabe sammenhold og fællesskaber gennem sin kunst.

KÆMPE TILLYKKE TIL SØREN!

Se eksempler på Sørens kunst her (tekst på engelsk)

Læs mere om Arts Homeless International her

Mange af de gamle forsorgshjem og herberger har værksteder, hvor beboerne kan tjene lommepenge og samtidig få de svære tanker lidt på afstand, mens de udfører arbejdet.
Det skal åbenbart være slut med det. I hvert fald har flere af de fem sociale tilsyn, bedt forsorgshjem om at nedlægge deres beskyttede beskæftigelsestilbud.

Ved at fratage forsorgshjem og herberger muligheden for at tilbyde deres beboere dusørarbejde, mister man også muligheden for at benytte et af de mest udbredte virkemidler i det socialpædagogiske arbejde; at give struktur på hverdagen og belønne for at være en del af et arbejdsfællesskab.

Det er imidlertid stadig et gældende princip i beskæftigelseslovgivningen, at alle der har den mindste smule arbejdsevne, skal gøre brug af den. Det kan undre, at myndighederne nu fraviger princippet. Og hvorfor de gør det netop lige nu, for der er hverken kommet borgerløn eller nye beskæftigelsespolitiske beslutninger, der kan retfærdiggøre at ændre gammel praksis.

Ved at fratage forsorgshjem og herberger muligheden for at tilbyde deres beboere dusørarbejde, mister man også muligheden for at benytte et af de mest udbredte virkemidler i det socialpædagogiske arbejde; at give struktur på hverdagen og belønne for at være en del af et arbejdsfællesskab.

Beslutningen skal formentlig ses både i sammenhæng med hjemløsereformen og med en generel tendens i hjemløseverdenen.
Igennem mange år har forsorgshjemmene i stor stil nedlagt værksteder og andre tilbud, der kunne give beboerne indhold i livet. Det gælder beboernes muligheder for at arbejde både frivilligt eller for håndører, og det gælder de sociale aktiviteter, der skulle minde beboerne om, at der er en verden udenfor, som de skal lære at forholde sig til. Udflugter og ture er skåret væk, det pædagogiske personale er mange steder skåret ned til et minimum. Hjemløse omtaler visse herberger og forsorgshjem som opbevaringsanstalter, hvor man kun ser personalet, hvis man har gjort i nælderne.

De generelle og systematiske nedskæringer har gjort det af med en del af det relationelle arbejde. Hjemløsereformen tager sig nok af resten. For humlen i reformen er, at hjemløse skal opholde sig kortest muligt tid på et herberg eller forsorgshjem, og midlet til at få det til at ske, er tilsyneladende at tømme det for mest muligt indhold og kvalitet, så ingen hjemløse har lyst til at være der længere end højst nødvendigt. De selvsamme tilsyn, der beder forsorgshjemmene lukke deres pædagogiske beskæftigelse, kan om kort tid klandre boformerne for ikke at leve op til formålsparagraffen for deres tilbud, netop fordi de ikke leverer passende rammer for beboerne. Hvordan kan du yde omsorg, hjælp og støtte til fundamental livsførelse, hvis du ikke må putte noget indhold ind i de fysiske rammer, du har?

Myndighedernes begrundelse for at lukke forsorgshjemmenes tilbud om dusørarbejde er, at det er hjemkommunen, der skal visitere til sådan et tilbud. Her gælder selvmøderprincippet ikke. Men det har været fast praksis i årtier at boformen, kommunen og borgeren, beslutter om en beboer vil have størst gavn af at være i beskyttet beskæftigelse, deltage i et kommunalt beskæftigelsestilbud eller for en periode fokusere på andre ting end beskæftigelse. Loven er ikke blevet ændret, så Social-, Bolig- og Ældreministeriet har selv fundet på at denne praksis, som de og Det Sociale Tilsyn i så mange år har blåstemplet, pludselig ikke skal accepteres.

Det er både ærgerligt og uforståeligt at hjemløse, der gerne vil have lidt at rive i og tjene en skilling på det mens de opholder sig på et herberg eller et forsorgshjem ikke længere skal gives mulighed for det. Som altid bliver det hjemløses retssikkerhed, det går ud over, når bureaukratiet ser sig berettigede til at tolke loven efter forgodtbefindende

Om dusørabejde

I boformer, der tilbyder beskæftigelse inden for boformens rammer, vil beboeren kunne indgå i boformens beskæftigelsestilbud og herved optjene arbejdsdusør. I disse tilfælde udbetales beløb til personlige fornødenheder indtil 1. udbetaling af arbejdsdusør. Der kan ikke udbetales beløb til personlige fornødenheder til personer, der uden rimelig begrundelse afslår at indgå i et beskæftigelsestilbud

(Kilde: Botilbudsvejledningen)

Læs mere om dusørarbejde her