Når borgernes vagthund gøres til kommunens revisor

Københavns Kommune nedlægger Borgerrådgiveren. Et kæmpe tilbageslag for udsattes retssikkerhed mener SAND

I over 20 år har Københavns Kommune haft en borgerrådgiver – en uafhængig instans, der har stået vagt om borgernes retssikkerhed og sørget for, at forvaltningen overholder loven. Nu er borgerrådgiveren blevet fyret, og funktionen lagt sammen med kommunens interne revision og databeskyttelsesrådgivning i én samlet stilling.

Det er et skridt i den helt forkerte retning. Ikke kun for borgerne i København, men for alle, der tror på retssikkerhed og magtens ansvar over for dem, der står svagest.

En vagthund med mundkurv

Den nye konstruktion, hvor én leder skal stå for både borgerrådgivning og intern revision, udvisker grænserne mellem at føre kontrol med magten og at være en del af den. Som forskningslektor Roger Buch siger i Politiken d. 2.6.25, svarer det til at slå Ombudsmanden og Rigsrevisionen sammen. Det ville ingen tage alvorligt – og det bør vi heller ikke i kommunalt regi.

Borgerrådgiveren skal være uafhængig, have borgerens perspektiv for øje, og turde stille spørgsmål, selv når de er ubehagelige. Det har den nu fyrede borgerrådgiver Johan Busse gjort i årevis – med dokumenteret effekt. Hans kritik af ulovlig sagsbehandling, omsorgssvigt og dårlig forvaltningskultur er ikke det, man siger farvel til for at effektivisere. Det er det, man fjerner, hvis man vil lette presset på forvaltningen.

En livline for hjemløse og udsatte

I SAND har vi igennem årene haft rigtig gode erfaringer med borgerrådgiveren i København. Når hjemløse er blevet behandlet uretfærdigt – fx ikke har kunnet få aktindsigt i deres sag eller blevet nægtet adgang til hjælp – har borgerrådgiveren ofte været det eneste sted, hvor de kunne blive hørt og få deres sag vurderet uden skæv magtbalance.

Som Junior, formand for SAND Hovedstaden, udtrykker det:

“Mange af os har fået hjælp af borgerrådgiveren, når vi ikke anede, hvor vi ellers skulle gå hen. De tog os alvorligt og fulgte op, når systemet svigtede. Det er dybt bekymrende, at den funktion nu blandes sammen med økonomikontrol.”

Tillid kræver uafhængighed

Tillid til det offentlige kræver, at borgerne ved, der er nogen, som kan tage deres parti – især når de føler sig magtesløse. Borgerrådgiveren har været netop det: en garanti for, at selv den, der står alene, kan få oprejsning, når kommunen træder ved siden af.

Den nye sammenlægning smuldrer den garanti. Det bliver uklart, hvem der repræsenterer hvem – og hvor man kan gå hen, når systemet svigter.

Mange af os har fået hjælp af borgerrådgiveren, når vi ikke anede, hvor vi ellers skulle gå hen

Junior, formand, SAND Hovedstaden

Vi opfordrer Københavns Kommune til at genoverveje denne beslutning, når de behandler lovforslaget i Økonomiudvalget på deres møde i dag (d.3.6.25). Skal vi sikre borgernes tillid, skal vi styrke – ikke udhule – de instanser, der holder øje med magten. Det gælder ikke mindst for dem, som ikke har andre til at råbe op for sig.