Hjemløsetælling 2017

Et kig i krystalkuglen 

I denne uge skal der tælles hjemløse. Det er SFI, der med god hjælp fra 1.500 sociale tilbud og myndigheder for 7. gang skal forsøge at finde ud af hvor mange hjemløse der er i Danmark.

Der tælles hjemløse hvert andet år. Første gang var 2007 og senest var så i 2015. Stort set hver gang man har talt, er der kommet flere til. Fra 2009 til 2015 har der været en stigning på 23 procent. Jeg tror desværre, vi igen vil se en stigning. Spørgsmålet er kun hvilken gruppe hjemløse, der vil vokse mest. I sdiste periode  – fra 2013 til 2015 var det i gruppen af 25 – 29-årige, at stigningen var mest markant, mens de 18 – 24-årige var højdespringeren i 2013.

Netop stigningen i unge hjemløse har fået politikerne ud af busken og der har været iværksat nationale og lokale initiativer, for at nedbringe antallet.

Socialstyrelsens ”ungeprojekt”, hvor en række større byer deltager, kan forhåbentlig mindske stigningen, men jeg er ret sikker på, at heller ikke dette initiativ er nok til helt at stoppe blødningen.

Sandheden er at vi som samfund producerer flere og flere hjemløse, fordi vi insisterer på at gøre arbejdsløse fattigere, kun bygger boliger til folk med relativt høje indkomster, skærer ned på psykiatriske tilbud og misbrugsbehandling – alt sammen forhold, der kan være med til at holde folk ude af hjemløshed.

Så længe man ikke griber om nældens rod, vil vi se flere og flere hjemløse.

Min glaskugle fortæller mig, at i august, når hjemløsetællingen offentliggøres, vil vi se en stigning på 7 – 8 procent. Igen vil det være de to omtalte grupper af unge, der vil stige mest, og især vil det være i de mindre provinsbyer, stigningen vil være størst.

Jeg håber selvfølgelig at jeg skal æde mine ord i mig igen og vil med glæde gøre det. 

HJEMLØSETÆLLING 2017 

SFI gennemfører i uge 6 2017 ’Kortlægning af hjemløshed i Danmark 2017’ for Socialstyrelsen.
Læs mere her