Du er her

Ugens Udgydelser

Uge 48: Det er (ikke) for børn!

Jeg hører, at socialminister Karen Ellemann udtaler at forældre i højere grad skal tage ansvar overfor børnene. Det skal de da også, men der er nogen, der ikke gør det eller ikke kan det. Så er det vigtigt, at der er et socialt netværk, der kan gribe ind. Så ideen med, at det ikke er en offentlig opgave er helt hen i vejret, selvfølgelig skal det offentlige være forpligtiget til at varetage de udsatte børns interesser og det kan ikke være at blive overladt til uansvarlige forældre, uanset om de så er skilt eller flyttet fra hinanden.

Børnene er forældrenes ansvar, men jeg møder alt for mange mennesker, der er blevet svigtet, ikke med vilje, men fordi der har været komplekse problemer og udfordringer, som forældrene ikke har magtet. De udsatte, psykisk syge og dem med diagnoser, hvad med deres børn hvis det glipper, skal de ikke have mulighed for at blive samlet op, når forældrene har givet op. Så duer det ikke at presse forældrene, det vil altid gå ud over børnene, vi bliver nødt til at bevare denne offentlige opgave, den skal endda udvides og forbedres hvis det står til mig  - og ca. 70 % af befolkningen er af samme mening.

Hvordan i alverden kan ministeren se bort fra det? Jeg undres gang på gang over de beslutninger politikerne kommer frem til på udsatteområdet, hvor får de det fra ? De tænker i hvert fald ikke rationelt og langsigtet, det kan konstateres. Det er tydeligt, at der kommer mange flere fattige borgere i fremtiden og den politik, der er lagt for dagen bliver en fiasko, der igen går ud over de svageste i samfundet, udsatte, hjemløse og psykisk syge.

/Steen Rosenquist, formand for SAND 

Uge 40: Om sammenhængskraft

Om sammenhængskraft

I går så jeg Troels Lund Poulsen, Erhvervs- og vækstminister, i Tv-programmet Bag Borgen forsøge sig med utallige håbløse argumenter for hvorfor man skulle flytte en masse statslige arbejdspladser ud af Hovedstadsområdet. Til sidst valgte han at holde fast i – sikkert opfundet af hans spin doctor – at de mange statslige arbejdspladser skulle rykkes til provinsen fordi det skulle ”styrke sammenhængskraften”! Begrebet ”sammenhængskraft” bruges mest af kommunistforskrækkede folk, der ikke tør bruge ordet solidaritet. Høj sammenhængskraft kan med rette bruges om et land, der har en effektiv og tillidsvækkende forvaltning, med en befolkning, der løfter i flok og ikke lader fanden tage dem, der ikke magter at løfte sig selv.

I en værdipolitisk øvelse, hvor de egentlige hensigter mere handler om at udvise handlekraft og at slanke staten og især dens irriterende faglige enheder, der gang på gang kommer med faglige argumenter, der gennemhuller regeringens politiske ambitioner, er det helt surrealistisk at høre, at ”styrket sammenhængskraft” er argumentet for en udflytning af statslige arbejdspladser, når sammenhængskraften reelt sættes over styr ved at lave hasarderede og faglige ubegrundede udflytninger, hvor den eneste sikre konsekvens er en svækket faglighed i en årrække.

På hjemløseområdet bliver vi berørt af at udsatterådet skal flyttes til Bornholm. Jeg har været til mange møder med ansatte som frivillige fra udsatterådet. Jeg vil savne deres deltagelse i dette og hint når hovedparten af deres arbejdstid ædes op af transport til og fra Bornholm. Hvis man vil udsatterådet ondt burde man lukke det.

Regeringen tøver jo ikke med at lukke kritiske røster ned. Fattigdomsgrænsens irriterende påmindelser om at næstekærlighed kun er et teologisk begreb, er nyligt eksempel på det.

Magtens arrogance blev også udstillet i retssagen om politiets uddeling af dummebøder til en flok udenlandske borgere – omtalt som hjemløse – der søgte ly for regnen under et halvtag i en skolegård. Selv politiets advokat og deres egen efterforskningsenhed, der normalt brillerer ved end ikke at kunne finde politifolk, selvom de melder sig selv, siger at der ikke er noget der taler for at politifolkene har handlet korrekt.

I dag præsenterede Regeringen så deres kontanthjælpsloft. Under den sædvanlige parole om at det skal kunne betale sig at arbejde, marginaliserer man trængte kontanthjælpsmodtagere endnu mere. Ifølge regeringen selv vil der komme 650 personer i arbejde – så stærkt er incitamentet - og der spares en god halv milliard. Hvor mange der ryger under den nu afskaffede fattigdomsgrænse siger de af gode grunde ingenting om, men et kvalificeret gæt er mange gange flere end antallet der kommer i arbejde. Idéen om at man kan forarme folk ud på et arbejdsmarked, der hensynsløst skubber alle ud, der ikke kan løbe hurtigt nok, ikke har lige præcis de kvalifikationer, der efterspørges, har ingen hold i virkeligheden. Vi har ikke et rummeligt arbejdsmarked.

Både udflytningen af arbejdspladser, politiets tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper og nedsættelse af kontanthjælpen er et udtryk for hvad der sker når magten stiger folk til hovedet: Den sunde fornuft går fløjten og erstattes af et behov for at vise hvem der er den stærke mand. Politiet viste sig stor nok til at indrømme deres ugerninger. Der er intet der tyder på at Regeringen udviser samme omhu. 

/Ask Svejstrup, sekretariatsleder, SAND

Uge 23: Jeg har mistet troen på politikerne.

Jeg har altid sat en ære i, at få lov til at være med til beslutningerne. Som ung 18 årig, der lige havde fået valgret glædede jeg mig som et lille barn til det næste valg. Endelig kom dagen, hvor jeg skulle sætte mit første X: Skal Danmark med i det europæiske fællesskab, EF? Jeg går jo ind for samarbejde, da det batter mest, så jeg syntes, det var en god ide og stemte ja. Så gik årene, og det ændrede sig til en union, uden at vi blev spurgt. Det skortede ellers ikke på slørede taler om, at Danmark ikke havde afgivet magt og tilhørende løfter om at ”Unionen er stendød”. Men det var løgn.

Barndommens uskyldighed og naive tillid til politikkerne led et knæk, og bedre er det selvfølgelig ikke blevet, da det i nyere tid er blevet meget populært at skifte ”standpunkt”, hvad der end ligger i det og skifte parti, som vi andre skifter underbukser; ja så blev den da helt gal, men stemme - det ville jeg.

Fra en ung alder og i årtier satte jeg trofast mit kryds ved ”mit” parti, indtil en dag hvor partiprogrammet blev omskrevet; det blev ukendeligt, der var bastarder af blandede holdninger og utilgivelige forslag, specielt på det socialpolitiske område.

Efterfølgende blev jeg forvirret og skuffet, og i dag kan jeg ikke finde rundt i alle de løfter, ønsker og forbedringer, de alle lover, hvis de kommer til magten.

Jeg synes stadig, at det er min demokratiske pligt at stemme, men nu stemmer JEG blankt - i protest over den uforstående og forvirrende løgnagtige fremturen på falske løfter og halve løsninger fra politikernes side.   Nye veje, nye partier, nye løfter - ja, men er de stærke nok - kan de yde den modstand, der er nødvendig, for at tvinge deres politik igennem?

Jeg tvivler, men håber Danmarks befolkning er mere sikre, og her tvivler jeg også, så jeg stemmer for første gang blankt, så må de andre tage deres beslutning, jeg har taget min. Og mit håb er, at rigtig mange, vil stemme blankt, 40 % eller derover. Det vil sende et signal om den utilfredshed og frustration, jeg oplever mange andre hjemløse også har. Vi melder os ud af samfundet, når vi ikke længere ved hvad vi skal stille op med kommunernes uforståenhed og jagen rundt med os. Vi giver op og stempler ud. Der er alligevel ingen, der vil hjælpe.

Det med at stemme blankt er måske ikke den helt optimale løsning, men hvem siger også at det skal være det? Jeg kan jo kun stemme efter min egen overbevisning og lige meget hvorhen jeg ser, kan jeg desværre ikke se nogen politiker, der er værd at stemme på. Jeg overlader det til andre at vurdere, om I kan finde en værdig kandidat. Giv mig gerne et praj, hvis det sker.

/Steen Rosenquist, formand for SAND – De hjemløses landsorganisation.  

Uge 22: Så kom valget

Så kom valget. For hjemløse mellem pest eller kolera

Helle har trykket på knappen og vi skal til stemmeurnerne, men har det nogen betydning for hjemløse, hvem der kommer til at sidde på regeringsmagten?

Hovedparten af hjemløse er på kontanthjælp. Når man er det, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og der føres skarp kontrol med om man nu også gør det: Man skal til jævnlige jobsamtaler på Jobcentrene og forklare hvad man gør for at finde et arbejde, men mest af alt skal man vise, at man kan overholde en aftale, og hvis man demonstrerer med alt tydelighed at man er for fuld, for skæv eller for psykisk syg til at kunne overholde aftalen, sanktioneres man op til flere måneder, dvs. man ikke får sin kontanthjælp udbetalt en rum tid. Et bredt politiks flertal mener, at hvis man rammer folk tilstrækkeligt hårdt på pengepungen, så skal man nok finde overskud til at gå ud og finde et arbejde uanset hvor skidt man har det.

Alle der har været i krise ved at denne antagelse er forkert. Sjovt nok siger alle seriøse undersøgelser om hvad der motiverer folk i lavindkomstgruppen, der har andre problemer end arbejdsløshed – for nu at blive i verdenen af nytteløse teorier – at det ikke har en positiv effekt at piske folk, der er faldet til jorden. Engang var der også humanistiske strømninger i store dele af det danske samfund, der mente det samme, men de er ”heldigvis” stort set udryddet.

Men lad etikken ligge, den skal lære at kravle før den kan gå og det sker vist ikke lige med det samme. Lad os vende os mod socialpolitikken. Den har i de sidste to årtier været underlagt beskæftigelsespolitikken, som vi har konstateret, ikke har noget synderligt brugbart at byde på for hjemløse. De socialpolitiske foranstaltninger, der er lavet, skal lige tage toppen af beskæftigelsespolitikkens ofre og kaste nogle lunser kød ud til organisationer som SAND – De hjemløses landsorganisation, der står i skyggesiden og råber op om at man bør gå lidt mere seriøst til værks og se på hvad det er der skaber hjemløshed, og gøre noget ved sagen, vel at mærke. Meningen er at vi skal holde kæft og fokusere på det positive man har gjort for hjemløse. Det skal vi nok også huske at gøre.

Siden midt 90’erne har opsøgende gadeplansarbejdet været i vækst. Idéen var – og er stadig – at de borgere, der havde problemer med at bruge de offentlige tilbud, skulle tages i hånden og følges hen til et relevant hjælpetilbud; et herberg, jobcenteret for at få kontanthjælp, misbrugsbehandling osv. Tanken var god og er det stadigvæk. Problemet er at det tilsyneladende har legitimeret en lukkethed i de såkaldt offentlige hjælpesystemer, der gør det næsten umuligt at finde ind i dem på egen hånd. Åbningstiderne er begrænset, der er stigende krav om telefonisk og elektronisk henvendelser, den generelle rådgivning udfaset, skotterne mellem forvaltningerne er blevet tættere, osv. Mit bud er at en opsøgende gadeplansarbejder bruger 75 procent af sin tid på at få sparket døre ind i det kommunale hjælpesystem, som typisk også udbetaler vedkommendes løn for at gøre det. I det store og hele har et bredt politisk flertal gennem mange år, gjort deres for at gøre livet lidt sværere for hjemløse.

På det individuelle niveau har gadeplansarbejdet jo været en succes. Nu er det muligt at trænge gennem panseret, hvis man ellers har både tålmodighed og vedholdenhed. Det har man sjælden når man er presset, men lad det nu ligge. I Anders Fogh-æraen voksede der en logik frem om at de mest trængende naturligvis skulle have alt den hjælp de havde brug for. Det kunne alle blive enige om. Problemet var bare at det også åbnede døren op for en ”krig” om hvem denne gruppe var. Krigens ofre blev så dem som blev udråbt til at være uværdigt trængende. Alle kan blive enige om at gravide stofmisbrugende kvinders børn, som for øvrigt blev undfanget i en voldtægt, har brug for en hjælpende hånd. Men hvad med dem som måske ikke er helt så meget i offerrollen? Hvad med dem som selv sætter flasken for munden eller dem som af den eller anden årsag er kommet i krise? De kan jo bare tage sig sammen og få sig et arbejde, lød parolen – og gør det stadig.

Derfor er en stor gruppe socialt udsatte blevet ladt i stikken under henvisning til at de skal tage sig sammen og gøre noget af egen kraft – uagtet at kræfterne ikke er der – for at kunne komme i betragtning til at få hjælp. F. eks. skal stofmisbrugere typisk holde sig clean i 14 dage for at blive indstillet til døgnbehandling. Oveni kommer så ventetiden på en plads på et døgnbehandlingstilbud. Selvom det er logik for perlehøns, at hvis man kan holde sig clean i 14 dage, har man nok ikke brug for hjælp til det, så er det ikke logik for politikere. Men fred være med det. Vi skal fokusere på de positive tiltag, som f.eks. fixerum. Det har været diskuteret i 10 år om det var en god idé at lave fixerum. Endelig vandt fornuftens stemme (og brugernes stemme), der sagde at man kunne øge livskvaliteten for både stofmisbrugere og for lokalsamfundet – ved at der ikke flød med kanyler i baggårde, sandkasser osv. – og der er nu godt gang i flere fixerum. Og de har vist sit værd.

Vi skal da også huske at nævne hjemløsestrategien, hvor man afprøvede nye måder at få hjemløse huset og hjulpet på. Det var helt rart at se en erkendelse af, at der nok var brug for lidt nytænkning. Metoderne man afprøvede viste sig sådan set fine nok. Det eneste det kræver er at der er billige boliger kommunerne kan anvise og at kommunerne bevilger massiv bostøtte til de hjemløse der får en bolig. Perlehønse kan ikke få øje på nogen af delene. Men det forhindrer ikke Socialministeriet og dens støtter fra at udråbe metoden til den nye enhedsmetode. Helt bevidst glemte jeg at nævnte, at man også havde en ambition om at nedbringe antallet af hjemløse under strategien – den gik fra 2009 – 2013 – men den steg en del i denne periode, så det lader vi ligge.

I stedet kaster vi os over konklusionen. Et valg kan bruges til én ting: at teste partiernes holdning til dette og hint. Og til at komme med løfter naturligvis, men dem skal man ikke lægge for meget i, som I ved. Partierne skal naturligvis også afkræves svar på hjemløseområdet, hvis der er nogen, der ellers stiller sig frem og gør det. Det kan jeg kun opfordre jer, der er hjemløse eller har interesse for at Danmark gør noget for hjemløse eller måske endnu bedre, gør noget for at forhindre hjemløshed, til at gøre. I SAND – De hjemløses landsorganisation vil vi forsøge at afkræve politikerne et svar. Og lad jeg ikke spise af med en floskel om at ”nu kommer væksten og den løfter os alle”. Det gjorde den ikke i de glade Stein Bagger dage. Det gør den nok heller ikke igen, hvis den ellers kommer. Der skal helt andre midler i brug og først og fremmest en forståelse for hvor skoen trygger. Fornægtelse har aldrig været en holdbar langsigtet strategi.

/Ask 

Uge 12: Forstanderens almægtighed

Forstanderens almægtighed

I ved det alle sammen: Forstanderen er gud! Lige meget hvilke tåbelige beslutninger, han eller hun træffer, er det bare om at klappe hælene sammen og makke ret. Ellers kan man godt begynde at lede efter et andet sted at være. Og når alternativet er at sove under den smukke, men råkolde stjernehimmel, er selv et lille lurvet og skimmelsvampinficeret værelse mere tiltrækkende.

Forstanderens magt er for nylig blevet understreget ved at Ankestyrelsen har truffet en principiel afgørelse om, at de ikke mener at de har lovhjemmel til at behandle klagesager om udskrivning og indskrivning! Indtil for nylig var det de sociale nævn, der kunne klages til, hvis man synes en udsmidning (udskrivning) var helt hen i vejret. De er nu nedlagt og derfor virkede det naturligt at Ankestyrelsen overtog nævnenes klagebehandling.  Godt nok var der i nævnenes tid ofte lang sagsbehandlingstid og klagen førte sjældent til noget. Der var faktisk ikke rigtig nogen klagesager fordi den hjemløse godt viste, at det eneste man fik ud af at klage var livslang karantæne fra det sted man klagede over. Men man havde dog en principiel mulighed for at klage. Det er et vigtigt demokratisk princip.

Ankestyrelsens afgørelse er forkert. Ikke alene ud fra et demokratiske princip, men også ud fra de historiske fakta: ankemuligheden er simpelthen ”glemt” i den nye Servicelov. Det gjorde ikke det store, dengang de sociale nævn behandlede klager ud fra de retslige principper den tidlige lov – Bistandsloven – opererede med. Den forglemmelse bør Socialministeren hurtigst muligt rette op på. Desværre oplever vi i Danmark en historisk nedgang i retssikkerheden. Når boligejere ikke kan klage over deres ejendomsskatter er der ikke meget håb for hjemløses ret til at klage over udsmidninger.

Den manglende demokratiske kontrol med forstandernes ret til at træffe indgribende beslutninger på de hjemløses vegne, er simpelthen utilfredsstillende og udemokratisk. Der skal være en ligevægt mellem forstanderens (helt fornuftige) ret til at vurdere indskrivninger og udskrivninger og så den forebyggende ret til at klage over afgørelsen.

Jeg har ofte talt med hjemløse, der har fået at vide at de skal forlade stedet om 4 timer. Begrundelsen kan f.eks. være at man har ytret sin utilfredshed med den måde personalet taler til en. Det har man påpeget – i øvrigt helt i overensstemmelse med både ytringsfriheden og Sociallovgivningens ord om at beboeren skal sikres mulighed for at have indflydelse på dagligdagen på boformen. Løsningen på problemet er udsmidning af ”den besværlige beboer” og hvis man beder om at få udsmidningsgrunden på skrift, opfindes der pludselig en ny og mere tungtvejende årsag; typisk har man virket truende overfor personalet. Pointen er at der nu er endnu mindre grund til at lytte til beboerne. Man kan bare smide dem ud.

Vi ved også alle sammen at der flere steder i landet er mangel på boformspladser. Sengene under de hjemløse, der har en været så heldige at få en plads, vil nu blive endnu mere vaklende. Der står jo en kødrand af hjemløse udenfor, der vil være taknemmelige for at blive lukket ind. Så det er bare om at vise sin taknemmelighed, holde kæft og finde sig i alt. Kommunale besparelser efter salamimetoden siden 2007, hvor kommunerne overtog området har gjort at der er færre ”varme hænder”, færre aktiviteter og mindre støtte til at få løst sine problemer. Når ingen af beboerne tør påtale at boformen går den gale vej, vil vi se en fortsat dalende kvalitet. Man vil med andre ord få meget svært ved at løse den opgave man er sat i verdenen får. Det kan hverken beboerne, samfundet eller retssikkerheden være tjent med.

/Ask

Uge 10: Stadig ingen boformspladser i Hovedstaden

Stadig ingen boformspladser til hjemløse i Hovedstadsområdet

Det er næsten umuligt at få en plads på et boform i hovedstadsområdet i dag. Det er ikke nogen nyt problem, bevares. Hjemløse har igennem flere år vidst at det var svært. Det har socialarbejdere og sagsbehandlere også. De eneste der ikke vil vide af det, er politikerne og de instanser, man skulle tro skulle sikre, at alle hjemløse kunne komme inden døre. Et simpelt ønske skulle man mene – at komme inden døre. Så simpelt at et bredt politisk flertal for mange år siden lovfæstede det. Problemet er bare at kommunen ikke lever op til lovens bogstav om at de skal tilbyde hjemløse midlertidigt ophold på et forsorgshjem. De er ligeglade. Ingen kommer efter dem. Hverken vælgerne eller Socialministeriet, som vi letsindige borgere, der naivt render rundt og tror at hjemløse også har rettidigheder ellers skulle tro var til for socialt udsattes skyld. Ministeren har åbenbart travlt med børn, unge, ligestilling eller et af de mange andre områder, der er endt i ”Ministeriet for sørgelige rester”.

Lederne på borformerne har tilsyneladende fået at vide af deres driftsherre, som det så fint hedder - og det er for de flestes vedkommende Københavns Kommune - at de for guds skyld skal holde Rådhusets ryg fri og endelig ikke sige højt, at man dagligt afviser hjemløse pga pladsmangel (det er som sagt ikke lovlig at gøre) . Det får man heldigvis ikke at vide i Frederiksberg Kommune, hvor lederen at to boformer ved flere offentlige lejligheder har meddelt, at han var rystet da han en dag lige skulle tjekke hvordan landet lå: 17 afvisninger på én dag. Men som han må have konkluderet; hvis han ikke siger det højt, er der heller ikke nogen der forholder sig til problemet. Hørt!

Desværre er der en række følgeproblemer der trænger sig på, når boformerne er proppet til. Der er selvsagt de mange hjemløse, der ikke får tag over hovedet. Men det forringer også vilkårene for dem der faktisk får en plads. Når det i sig selv bliver svært at få en plads, giver det åbenbart boformerne en anledning til at forringe kvaliteten og bruge den gammelkendte pædagogiske tilgang: ”kan du ikke lide lugten i bagerriet, kan du finde et andet sted at være”. Sandt at sige, hører det sig ikke til i dagens Danmark, og det lever igen ikke op til lovens bogstav om at en boform er lavet for at rumme til tider meget kaotiske personer.

Det fører også til at kvaliteten – ikke bare den pædagogiske – på stedet, uantastet kan forringes. Der spares rask væk efter salamimetoden, bygninger forfalder og de varme hænder forsvinder. Og det pauvre svar på at antallet af hjemløse er vokset markant de sidste 5 år, er oprettelse af sovesale, hvor tilstandene minder mere om interimistiske flygtningelejre end boformer, hvor man skal arbejde konstruktivt med at få løst de komplekse problemstillinger, der har gjort folk hjemløse. Men her er der heller ikke nogen hjælp at hente i lovgivningens intentioner om resocialisering, omsorg og støtte.

Det er en negativ spiral der er sat i gang. Jo mere pres der er på boformen i form af høj belægning, jo dårligere forudsætninger har boformen for at løse deres opgave og jo mere kummerlige vilkår kan de byde hjemløse uden at det har nogen konsekvenser. De hjemløse, der har været så heldige at få plads, bliver mere og mere frustrerede over ikke at kunne få den hjælp de har brug for og mere og mere forsagte, da kritik er den direkte vej gaden. Der står, som personalet siger, masser af mennesker udenfor, der vil være taknemmelige for at få din plads.

Det eneste lyspunkt er de gule erantis’ varsel om forårets komme. 

/Ask

Uge 48: Det er (ikke) for børn!

Jeg hører, at socialminister Karen Ellemann udtaler at forældre i højere grad skal tage ansvar overfor børnene. Det skal de da også, men der er nogen, der ikke gør det eller ikke kan det. Så er det vigtigt, at der er et socialt netværk, der kan gribe ind. Så ideen med, at det ikke er en offentlig opgave er helt hen i vejret, selvfølgelig skal det offentlige være forpligtiget til at varetage de udsatte børns interesser og det kan ikke være at blive overladt til uansvarlige forældre, uanset om de så er skilt eller flyttet fra hinanden.

Børnene er forældrenes ansvar, men jeg møder alt for mange mennesker, der er blevet svigtet, ikke med vilje, men fordi der har været komplekse problemer og udfordringer, som forældrene ikke har magtet. De udsatte, psykisk syge og dem med diagnoser, hvad med deres børn hvis det glipper, skal de ikke have mulighed for at blive samlet op, når forældrene har givet op. Så duer det ikke at presse forældrene, det vil altid gå ud over børnene, vi bliver nødt til at bevare denne offentlige opgave, den skal endda udvides og forbedres hvis det står til mig  - og ca. 70 % af befolkningen er af samme mening.

Hvordan i alverden kan ministeren se bort fra det? Jeg undres gang på gang over de beslutninger politikerne kommer frem til på udsatteområdet, hvor får de det fra ? De tænker i hvert fald ikke rationelt og langsigtet, det kan konstateres. Det er tydeligt, at der kommer mange flere fattige borgere i fremtiden og den politik, der er lagt for dagen bliver en fiasko, der igen går ud over de svageste i samfundet, udsatte, hjemløse og psykisk syge.

/Steen Rosenquist, formand for SAND 

Uge 40: Om sammenhængskraft

Om sammenhængskraft

I går så jeg Troels Lund Poulsen, Erhvervs- og vækstminister, i Tv-programmet Bag Borgen forsøge sig med utallige håbløse argumenter for hvorfor man skulle flytte en masse statslige arbejdspladser ud af Hovedstadsområdet. Til sidst valgte han at holde fast i – sikkert opfundet af hans spin doctor – at de mange statslige arbejdspladser skulle rykkes til provinsen fordi det skulle ”styrke sammenhængskraften”! Begrebet ”sammenhængskraft” bruges mest af kommunistforskrækkede folk, der ikke tør bruge ordet solidaritet. Høj sammenhængskraft kan med rette bruges om et land, der har en effektiv og tillidsvækkende forvaltning, med en befolkning, der løfter i flok og ikke lader fanden tage dem, der ikke magter at løfte sig selv.

I en værdipolitisk øvelse, hvor de egentlige hensigter mere handler om at udvise handlekraft og at slanke staten og især dens irriterende faglige enheder, der gang på gang kommer med faglige argumenter, der gennemhuller regeringens politiske ambitioner, er det helt surrealistisk at høre, at ”styrket sammenhængskraft” er argumentet for en udflytning af statslige arbejdspladser, når sammenhængskraften reelt sættes over styr ved at lave hasarderede og faglige ubegrundede udflytninger, hvor den eneste sikre konsekvens er en svækket faglighed i en årrække.

På hjemløseområdet bliver vi berørt af at udsatterådet skal flyttes til Bornholm. Jeg har været til mange møder med ansatte som frivillige fra udsatterådet. Jeg vil savne deres deltagelse i dette og hint når hovedparten af deres arbejdstid ædes op af transport til og fra Bornholm. Hvis man vil udsatterådet ondt burde man lukke det.

Regeringen tøver jo ikke med at lukke kritiske røster ned. Fattigdomsgrænsens irriterende påmindelser om at næstekærlighed kun er et teologisk begreb, er nyligt eksempel på det.

Magtens arrogance blev også udstillet i retssagen om politiets uddeling af dummebøder til en flok udenlandske borgere – omtalt som hjemløse – der søgte ly for regnen under et halvtag i en skolegård. Selv politiets advokat og deres egen efterforskningsenhed, der normalt brillerer ved end ikke at kunne finde politifolk, selvom de melder sig selv, siger at der ikke er noget der taler for at politifolkene har handlet korrekt.

I dag præsenterede Regeringen så deres kontanthjælpsloft. Under den sædvanlige parole om at det skal kunne betale sig at arbejde, marginaliserer man trængte kontanthjælpsmodtagere endnu mere. Ifølge regeringen selv vil der komme 650 personer i arbejde – så stærkt er incitamentet - og der spares en god halv milliard. Hvor mange der ryger under den nu afskaffede fattigdomsgrænse siger de af gode grunde ingenting om, men et kvalificeret gæt er mange gange flere end antallet der kommer i arbejde. Idéen om at man kan forarme folk ud på et arbejdsmarked, der hensynsløst skubber alle ud, der ikke kan løbe hurtigt nok, ikke har lige præcis de kvalifikationer, der efterspørges, har ingen hold i virkeligheden. Vi har ikke et rummeligt arbejdsmarked.

Både udflytningen af arbejdspladser, politiets tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper og nedsættelse af kontanthjælpen er et udtryk for hvad der sker når magten stiger folk til hovedet: Den sunde fornuft går fløjten og erstattes af et behov for at vise hvem der er den stærke mand. Politiet viste sig stor nok til at indrømme deres ugerninger. Der er intet der tyder på at Regeringen udviser samme omhu. 

/Ask Svejstrup, sekretariatsleder, SAND

Uge 23: Jeg har mistet troen på politikerne.

Jeg har altid sat en ære i, at få lov til at være med til beslutningerne. Som ung 18 årig, der lige havde fået valgret glædede jeg mig som et lille barn til det næste valg. Endelig kom dagen, hvor jeg skulle sætte mit første X: Skal Danmark med i det europæiske fællesskab, EF? Jeg går jo ind for samarbejde, da det batter mest, så jeg syntes, det var en god ide og stemte ja. Så gik årene, og det ændrede sig til en union, uden at vi blev spurgt. Det skortede ellers ikke på slørede taler om, at Danmark ikke havde afgivet magt og tilhørende løfter om at ”Unionen er stendød”. Men det var løgn.

Barndommens uskyldighed og naive tillid til politikkerne led et knæk, og bedre er det selvfølgelig ikke blevet, da det i nyere tid er blevet meget populært at skifte ”standpunkt”, hvad der end ligger i det og skifte parti, som vi andre skifter underbukser; ja så blev den da helt gal, men stemme - det ville jeg.

Fra en ung alder og i årtier satte jeg trofast mit kryds ved ”mit” parti, indtil en dag hvor partiprogrammet blev omskrevet; det blev ukendeligt, der var bastarder af blandede holdninger og utilgivelige forslag, specielt på det socialpolitiske område.

Efterfølgende blev jeg forvirret og skuffet, og i dag kan jeg ikke finde rundt i alle de løfter, ønsker og forbedringer, de alle lover, hvis de kommer til magten.

Jeg synes stadig, at det er min demokratiske pligt at stemme, men nu stemmer JEG blankt - i protest over den uforstående og forvirrende løgnagtige fremturen på falske løfter og halve løsninger fra politikernes side.   Nye veje, nye partier, nye løfter - ja, men er de stærke nok - kan de yde den modstand, der er nødvendig, for at tvinge deres politik igennem?

Jeg tvivler, men håber Danmarks befolkning er mere sikre, og her tvivler jeg også, så jeg stemmer for første gang blankt, så må de andre tage deres beslutning, jeg har taget min. Og mit håb er, at rigtig mange, vil stemme blankt, 40 % eller derover. Det vil sende et signal om den utilfredshed og frustration, jeg oplever mange andre hjemløse også har. Vi melder os ud af samfundet, når vi ikke længere ved hvad vi skal stille op med kommunernes uforståenhed og jagen rundt med os. Vi giver op og stempler ud. Der er alligevel ingen, der vil hjælpe.

Det med at stemme blankt er måske ikke den helt optimale løsning, men hvem siger også at det skal være det? Jeg kan jo kun stemme efter min egen overbevisning og lige meget hvorhen jeg ser, kan jeg desværre ikke se nogen politiker, der er værd at stemme på. Jeg overlader det til andre at vurdere, om I kan finde en værdig kandidat. Giv mig gerne et praj, hvis det sker.

/Steen Rosenquist, formand for SAND – De hjemløses landsorganisation.  

Uge 22: Så kom valget

Så kom valget. For hjemløse mellem pest eller kolera

Helle har trykket på knappen og vi skal til stemmeurnerne, men har det nogen betydning for hjemløse, hvem der kommer til at sidde på regeringsmagten?

Hovedparten af hjemløse er på kontanthjælp. Når man er det, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og der føres skarp kontrol med om man nu også gør det: Man skal til jævnlige jobsamtaler på Jobcentrene og forklare hvad man gør for at finde et arbejde, men mest af alt skal man vise, at man kan overholde en aftale, og hvis man demonstrerer med alt tydelighed at man er for fuld, for skæv eller for psykisk syg til at kunne overholde aftalen, sanktioneres man op til flere måneder, dvs. man ikke får sin kontanthjælp udbetalt en rum tid. Et bredt politiks flertal mener, at hvis man rammer folk tilstrækkeligt hårdt på pengepungen, så skal man nok finde overskud til at gå ud og finde et arbejde uanset hvor skidt man har det.

Alle der har været i krise ved at denne antagelse er forkert. Sjovt nok siger alle seriøse undersøgelser om hvad der motiverer folk i lavindkomstgruppen, der har andre problemer end arbejdsløshed – for nu at blive i verdenen af nytteløse teorier – at det ikke har en positiv effekt at piske folk, der er faldet til jorden. Engang var der også humanistiske strømninger i store dele af det danske samfund, der mente det samme, men de er ”heldigvis” stort set udryddet.

Men lad etikken ligge, den skal lære at kravle før den kan gå og det sker vist ikke lige med det samme. Lad os vende os mod socialpolitikken. Den har i de sidste to årtier været underlagt beskæftigelsespolitikken, som vi har konstateret, ikke har noget synderligt brugbart at byde på for hjemløse. De socialpolitiske foranstaltninger, der er lavet, skal lige tage toppen af beskæftigelsespolitikkens ofre og kaste nogle lunser kød ud til organisationer som SAND – De hjemløses landsorganisation, der står i skyggesiden og råber op om at man bør gå lidt mere seriøst til værks og se på hvad det er der skaber hjemløshed, og gøre noget ved sagen, vel at mærke. Meningen er at vi skal holde kæft og fokusere på det positive man har gjort for hjemløse. Det skal vi nok også huske at gøre.

Siden midt 90’erne har opsøgende gadeplansarbejdet været i vækst. Idéen var – og er stadig – at de borgere, der havde problemer med at bruge de offentlige tilbud, skulle tages i hånden og følges hen til et relevant hjælpetilbud; et herberg, jobcenteret for at få kontanthjælp, misbrugsbehandling osv. Tanken var god og er det stadigvæk. Problemet er at det tilsyneladende har legitimeret en lukkethed i de såkaldt offentlige hjælpesystemer, der gør det næsten umuligt at finde ind i dem på egen hånd. Åbningstiderne er begrænset, der er stigende krav om telefonisk og elektronisk henvendelser, den generelle rådgivning udfaset, skotterne mellem forvaltningerne er blevet tættere, osv. Mit bud er at en opsøgende gadeplansarbejder bruger 75 procent af sin tid på at få sparket døre ind i det kommunale hjælpesystem, som typisk også udbetaler vedkommendes løn for at gøre det. I det store og hele har et bredt politisk flertal gennem mange år, gjort deres for at gøre livet lidt sværere for hjemløse.

På det individuelle niveau har gadeplansarbejdet jo været en succes. Nu er det muligt at trænge gennem panseret, hvis man ellers har både tålmodighed og vedholdenhed. Det har man sjælden når man er presset, men lad det nu ligge. I Anders Fogh-æraen voksede der en logik frem om at de mest trængende naturligvis skulle have alt den hjælp de havde brug for. Det kunne alle blive enige om. Problemet var bare at det også åbnede døren op for en ”krig” om hvem denne gruppe var. Krigens ofre blev så dem som blev udråbt til at være uværdigt trængende. Alle kan blive enige om at gravide stofmisbrugende kvinders børn, som for øvrigt blev undfanget i en voldtægt, har brug for en hjælpende hånd. Men hvad med dem som måske ikke er helt så meget i offerrollen? Hvad med dem som selv sætter flasken for munden eller dem som af den eller anden årsag er kommet i krise? De kan jo bare tage sig sammen og få sig et arbejde, lød parolen – og gør det stadig.

Derfor er en stor gruppe socialt udsatte blevet ladt i stikken under henvisning til at de skal tage sig sammen og gøre noget af egen kraft – uagtet at kræfterne ikke er der – for at kunne komme i betragtning til at få hjælp. F. eks. skal stofmisbrugere typisk holde sig clean i 14 dage for at blive indstillet til døgnbehandling. Oveni kommer så ventetiden på en plads på et døgnbehandlingstilbud. Selvom det er logik for perlehøns, at hvis man kan holde sig clean i 14 dage, har man nok ikke brug for hjælp til det, så er det ikke logik for politikere. Men fred være med det. Vi skal fokusere på de positive tiltag, som f.eks. fixerum. Det har været diskuteret i 10 år om det var en god idé at lave fixerum. Endelig vandt fornuftens stemme (og brugernes stemme), der sagde at man kunne øge livskvaliteten for både stofmisbrugere og for lokalsamfundet – ved at der ikke flød med kanyler i baggårde, sandkasser osv. – og der er nu godt gang i flere fixerum. Og de har vist sit værd.

Vi skal da også huske at nævne hjemløsestrategien, hvor man afprøvede nye måder at få hjemløse huset og hjulpet på. Det var helt rart at se en erkendelse af, at der nok var brug for lidt nytænkning. Metoderne man afprøvede viste sig sådan set fine nok. Det eneste det kræver er at der er billige boliger kommunerne kan anvise og at kommunerne bevilger massiv bostøtte til de hjemløse der får en bolig. Perlehønse kan ikke få øje på nogen af delene. Men det forhindrer ikke Socialministeriet og dens støtter fra at udråbe metoden til den nye enhedsmetode. Helt bevidst glemte jeg at nævnte, at man også havde en ambition om at nedbringe antallet af hjemløse under strategien – den gik fra 2009 – 2013 – men den steg en del i denne periode, så det lader vi ligge.

I stedet kaster vi os over konklusionen. Et valg kan bruges til én ting: at teste partiernes holdning til dette og hint. Og til at komme med løfter naturligvis, men dem skal man ikke lægge for meget i, som I ved. Partierne skal naturligvis også afkræves svar på hjemløseområdet, hvis der er nogen, der ellers stiller sig frem og gør det. Det kan jeg kun opfordre jer, der er hjemløse eller har interesse for at Danmark gør noget for hjemløse eller måske endnu bedre, gør noget for at forhindre hjemløshed, til at gøre. I SAND – De hjemløses landsorganisation vil vi forsøge at afkræve politikerne et svar. Og lad jeg ikke spise af med en floskel om at ”nu kommer væksten og den løfter os alle”. Det gjorde den ikke i de glade Stein Bagger dage. Det gør den nok heller ikke igen, hvis den ellers kommer. Der skal helt andre midler i brug og først og fremmest en forståelse for hvor skoen trygger. Fornægtelse har aldrig været en holdbar langsigtet strategi.

/Ask 

Uge 12: Forstanderens almægtighed

Forstanderens almægtighed

I ved det alle sammen: Forstanderen er gud! Lige meget hvilke tåbelige beslutninger, han eller hun træffer, er det bare om at klappe hælene sammen og makke ret. Ellers kan man godt begynde at lede efter et andet sted at være. Og når alternativet er at sove under den smukke, men råkolde stjernehimmel, er selv et lille lurvet og skimmelsvampinficeret værelse mere tiltrækkende.

Forstanderens magt er for nylig blevet understreget ved at Ankestyrelsen har truffet en principiel afgørelse om, at de ikke mener at de har lovhjemmel til at behandle klagesager om udskrivning og indskrivning! Indtil for nylig var det de sociale nævn, der kunne klages til, hvis man synes en udsmidning (udskrivning) var helt hen i vejret. De er nu nedlagt og derfor virkede det naturligt at Ankestyrelsen overtog nævnenes klagebehandling.  Godt nok var der i nævnenes tid ofte lang sagsbehandlingstid og klagen førte sjældent til noget. Der var faktisk ikke rigtig nogen klagesager fordi den hjemløse godt viste, at det eneste man fik ud af at klage var livslang karantæne fra det sted man klagede over. Men man havde dog en principiel mulighed for at klage. Det er et vigtigt demokratisk princip.

Ankestyrelsens afgørelse er forkert. Ikke alene ud fra et demokratiske princip, men også ud fra de historiske fakta: ankemuligheden er simpelthen ”glemt” i den nye Servicelov. Det gjorde ikke det store, dengang de sociale nævn behandlede klager ud fra de retslige principper den tidlige lov – Bistandsloven – opererede med. Den forglemmelse bør Socialministeren hurtigst muligt rette op på. Desværre oplever vi i Danmark en historisk nedgang i retssikkerheden. Når boligejere ikke kan klage over deres ejendomsskatter er der ikke meget håb for hjemløses ret til at klage over udsmidninger.

Den manglende demokratiske kontrol med forstandernes ret til at træffe indgribende beslutninger på de hjemløses vegne, er simpelthen utilfredsstillende og udemokratisk. Der skal være en ligevægt mellem forstanderens (helt fornuftige) ret til at vurdere indskrivninger og udskrivninger og så den forebyggende ret til at klage over afgørelsen.

Jeg har ofte talt med hjemløse, der har fået at vide at de skal forlade stedet om 4 timer. Begrundelsen kan f.eks. være at man har ytret sin utilfredshed med den måde personalet taler til en. Det har man påpeget – i øvrigt helt i overensstemmelse med både ytringsfriheden og Sociallovgivningens ord om at beboeren skal sikres mulighed for at have indflydelse på dagligdagen på boformen. Løsningen på problemet er udsmidning af ”den besværlige beboer” og hvis man beder om at få udsmidningsgrunden på skrift, opfindes der pludselig en ny og mere tungtvejende årsag; typisk har man virket truende overfor personalet. Pointen er at der nu er endnu mindre grund til at lytte til beboerne. Man kan bare smide dem ud.

Vi ved også alle sammen at der flere steder i landet er mangel på boformspladser. Sengene under de hjemløse, der har en været så heldige at få en plads, vil nu blive endnu mere vaklende. Der står jo en kødrand af hjemløse udenfor, der vil være taknemmelige for at blive lukket ind. Så det er bare om at vise sin taknemmelighed, holde kæft og finde sig i alt. Kommunale besparelser efter salamimetoden siden 2007, hvor kommunerne overtog området har gjort at der er færre ”varme hænder”, færre aktiviteter og mindre støtte til at få løst sine problemer. Når ingen af beboerne tør påtale at boformen går den gale vej, vil vi se en fortsat dalende kvalitet. Man vil med andre ord få meget svært ved at løse den opgave man er sat i verdenen får. Det kan hverken beboerne, samfundet eller retssikkerheden være tjent med.

/Ask

Uge 10: Stadig ingen boformspladser i Hovedstaden

Stadig ingen boformspladser til hjemløse i Hovedstadsområdet

Det er næsten umuligt at få en plads på et boform i hovedstadsområdet i dag. Det er ikke nogen nyt problem, bevares. Hjemløse har igennem flere år vidst at det var svært. Det har socialarbejdere og sagsbehandlere også. De eneste der ikke vil vide af det, er politikerne og de instanser, man skulle tro skulle sikre, at alle hjemløse kunne komme inden døre. Et simpelt ønske skulle man mene – at komme inden døre. Så simpelt at et bredt politisk flertal for mange år siden lovfæstede det. Problemet er bare at kommunen ikke lever op til lovens bogstav om at de skal tilbyde hjemløse midlertidigt ophold på et forsorgshjem. De er ligeglade. Ingen kommer efter dem. Hverken vælgerne eller Socialministeriet, som vi letsindige borgere, der naivt render rundt og tror at hjemløse også har rettidigheder ellers skulle tro var til for socialt udsattes skyld. Ministeren har åbenbart travlt med børn, unge, ligestilling eller et af de mange andre områder, der er endt i ”Ministeriet for sørgelige rester”.

Lederne på borformerne har tilsyneladende fået at vide af deres driftsherre, som det så fint hedder - og det er for de flestes vedkommende Københavns Kommune - at de for guds skyld skal holde Rådhusets ryg fri og endelig ikke sige højt, at man dagligt afviser hjemløse pga pladsmangel (det er som sagt ikke lovlig at gøre) . Det får man heldigvis ikke at vide i Frederiksberg Kommune, hvor lederen at to boformer ved flere offentlige lejligheder har meddelt, at han var rystet da han en dag lige skulle tjekke hvordan landet lå: 17 afvisninger på én dag. Men som han må have konkluderet; hvis han ikke siger det højt, er der heller ikke nogen der forholder sig til problemet. Hørt!

Desværre er der en række følgeproblemer der trænger sig på, når boformerne er proppet til. Der er selvsagt de mange hjemløse, der ikke får tag over hovedet. Men det forringer også vilkårene for dem der faktisk får en plads. Når det i sig selv bliver svært at få en plads, giver det åbenbart boformerne en anledning til at forringe kvaliteten og bruge den gammelkendte pædagogiske tilgang: ”kan du ikke lide lugten i bagerriet, kan du finde et andet sted at være”. Sandt at sige, hører det sig ikke til i dagens Danmark, og det lever igen ikke op til lovens bogstav om at en boform er lavet for at rumme til tider meget kaotiske personer.

Det fører også til at kvaliteten – ikke bare den pædagogiske – på stedet, uantastet kan forringes. Der spares rask væk efter salamimetoden, bygninger forfalder og de varme hænder forsvinder. Og det pauvre svar på at antallet af hjemløse er vokset markant de sidste 5 år, er oprettelse af sovesale, hvor tilstandene minder mere om interimistiske flygtningelejre end boformer, hvor man skal arbejde konstruktivt med at få løst de komplekse problemstillinger, der har gjort folk hjemløse. Men her er der heller ikke nogen hjælp at hente i lovgivningens intentioner om resocialisering, omsorg og støtte.

Det er en negativ spiral der er sat i gang. Jo mere pres der er på boformen i form af høj belægning, jo dårligere forudsætninger har boformen for at løse deres opgave og jo mere kummerlige vilkår kan de byde hjemløse uden at det har nogen konsekvenser. De hjemløse, der har været så heldige at få plads, bliver mere og mere frustrerede over ikke at kunne få den hjælp de har brug for og mere og mere forsagte, da kritik er den direkte vej gaden. Der står, som personalet siger, masser af mennesker udenfor, der vil være taknemmelige for at få din plads.

Det eneste lyspunkt er de gule erantis’ varsel om forårets komme. 

/Ask