Du er her

Der er et yndigt land...

Danmark er et rigt land! Gunstige økonomiske vinde har føget over Danmark de sidste 10 år og beriget flertallet af danskerne. Samtidig kommer vi heller ikke uden om, at Danmark har et relativt højt uddannelsesniveau og et sundhedsvæsen, som man, til trods for de mange politiske diskussioner det er genstand for, kan få et positivt udbytte ud af som patient. Generelt må det konstateres, at det ikke er helt ringe at være dansk statsborger.

Det store spørgsmål er imidlertid: Hvordan kan et rigt land med en relativ høj velfærd stadigvæk have 12 – 15.000 hjemløse på årsbasis? Selvom det nærmest er umuligt at tælle antallet af hjemløse, er politikere, forskere og de hjemløse selv enige om, at der i hvert fald ikke er blevet færre hjemløse de sidste 10 år. Er det mon sådan at de hjemløse går og gemmer sig i lavninger og bag træer, så det er umuligt for den ellers så altfavnende økonomiske velfærdsvind at nå frem til dem?

Et entydigt svar på sådanne spørgsmål kan SAND – De hjemløses landsorganisation ikke give, men vi kan i hvert fald påpege nogle årsager til, at det ikke er lykkedes at integrere flere hjemløse i samfundet end det er lykkedes at udstøde.

Hjemløshed kan principielt ramme alle: Skilsmisse, misbrug, udsmidning af lejlighed, konkurs, økonomiske problemer, fyring, depression, psykisk sygdom er relativt almene fænomener. Imidlertid må konstatere, at hjemløshed rammer skævt. Det er de lavest uddannede og de økonomisk dårligst stillede, som har den højeste risiko for at blive hjemløs; en risiko som for øvrigt er steget igennem dette årti.

Selvom den almægtige Thor kan købe hele verdenen, vælger han og de andre ’guder’, at øge uligheden i samfundet og samtidig straffe de mest udsatte gruppe økonomisk gennem et utal af forskellige sanktionsmuligheder, hvis formål i højere grad kan sidestilles med den sorte middelalders offentlige udstilling og afstraffelse end et reelt forsøg på at række dem, der har mest brug for det en hjælpende hånd: Dagpengereglerne er blevet strammet; starthjælp og kontanthjælpsloft er indført; aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere piskes skånselsløst ud i aktiveringstilbud uden megen hensyntagen til borgerens egne ønsker, håb og drømme. Kommunerne tager i højere grad hensyn til at opfylde deres forpligtelse til at aktivere kontanthjælpsmodtagere for ikke at blive trukket i deres bloktilskud, end i kontanthjælpsmodtagernes ve og vel.  

Samtidig med at folketinget har indført stadig flere sanktionsmuligheder mod Danmarks sorte får, har de undladt at gøre noget for at stoppe den øgede økonomiske ulighed som f.eks. boligprisernes himmelflugt har medført. De stigende huslejepriser dette også har medført – for ikke at tale om det totale stop for alment nyttige byggeri – må de fattige selv ligge og rode med.

Denne uheldige samfundsudvikling er ikke ny og kan heller ikke tilskrives den borgerlige regering. Tilbage i 90’erne satte Lykketoft for alvor gang i sagerne ved at indføre et ’new public management’ – princip for den offentlige sektor i Danmark. Ved at tænke Danmark som en virksomhed, har man samtidig sat fokus på hvordan man tjener flest mulige penge. Dette fokus levner ikke mange muligheder for at tage menneskelige hensyn eller forfølge værdier, der ikke kan omsættes til klingende mønt. 

SAND begræder ikke, at Danmark har fået en generel øget levestandard og et større økonomisk råderum, men vi må altså konstatere, at virksomheden Danmark stadig leverer et restprodukt i form af social og økonomisk udstødelse, og at det er en forholdsvis bevidst strategi.

SAND vil altid kæmpe for, at der på den politiske scene også fokuseres på menneskelige aspekter, og at en del af det økonomiske overskud, som vores alle sammens virksomhed genererer, bruges på at give hjemløse og andre udsatte grupper et hæderligt liv. Hjemløse skal selvfølgelig have økonomiske muligheder for at forfølge deres ønsker og drømme, men endnu mere vigtigt, har vi brug for, at få et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være hjemløs, og vi har brug for at blive betragtet som værdigfulde medborgere og ikke som stinkende, misfarvet og giftigt spillevand fra en ellers så velfungerende virksomhed Danmark.

 

Og svaret på det indledende spørgsmål er desværre, at Danmark har hjemløse fordi Danmark ønsker det!

Danmark er et rigt land! Gunstige økonomiske vinde har føget over Danmark de sidste 10 år og beriget flertallet af danskerne. Samtidig kommer vi heller ikke uden om, at Danmark har et relativt højt uddannelsesniveau og et sundhedsvæsen, som man, til trods for de mange politiske diskussioner det er genstand for, kan få et positivt udbytte ud af som patient. Generelt må det konstateres, at det ikke er helt ringe at være dansk statsborger.

Det store spørgsmål er imidlertid: Hvordan kan et rigt land med en relativ høj velfærd stadigvæk have 12 – 15.000 hjemløse på årsbasis? Selvom det nærmest er umuligt at tælle antallet af hjemløse, er politikere, forskere og de hjemløse selv enige om, at der i hvert fald ikke er blevet færre hjemløse de sidste 10 år. Er det mon sådan at de hjemløse går og gemmer sig i lavninger og bag træer, så det er umuligt for den ellers så altfavnende økonomiske velfærdsvind at nå frem til dem?

Et entydigt svar på sådanne spørgsmål kan SAND – De hjemløses landsorganisation ikke give, men vi kan i hvert fald påpege nogle årsager til, at det ikke er lykkedes at integrere flere hjemløse i samfundet end det er lykkedes at udstøde.

Hjemløshed kan principielt ramme alle: Skilsmisse, misbrug, udsmidning af lejlighed, konkurs, økonomiske problemer, fyring, depression, psykisk sygdom er relativt almene fænomener. Imidlertid må konstatere, at hjemløshed rammer skævt. Det er de lavest uddannede og de økonomisk dårligst stillede, som har den højeste risiko for at blive hjemløs; en risiko som for øvrigt er steget igennem dette årti.

Selvom den almægtige Thor kan købe hele verdenen, vælger han og de andre ’guder’, at øge uligheden i samfundet og samtidig straffe de mest udsatte gruppe økonomisk gennem et utal af forskellige sanktionsmuligheder, hvis formål i højere grad kan sidestilles med den sorte middelalders offentlige udstilling og afstraffelse end et reelt forsøg på at række dem, der har mest brug for det en hjælpende hånd: Dagpengereglerne er blevet strammet; starthjælp og kontanthjælpsloft er indført; aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere piskes skånselsløst ud i aktiveringstilbud uden megen hensyntagen til borgerens egne ønsker, håb og drømme. Kommunerne tager i højere grad hensyn til at opfylde deres forpligtelse til at aktivere kontanthjælpsmodtagere for ikke at blive trukket i deres bloktilskud, end i kontanthjælpsmodtagernes ve og vel.  

Samtidig med at folketinget har indført stadig flere sanktionsmuligheder mod Danmarks sorte får, har de undladt at gøre noget for at stoppe den øgede økonomiske ulighed som f.eks. boligprisernes himmelflugt har medført. De stigende huslejepriser dette også har medført – for ikke at tale om det totale stop for alment nyttige byggeri – må de fattige selv ligge og rode med.

Denne uheldige samfundsudvikling er ikke ny og kan heller ikke tilskrives den borgerlige regering. Tilbage i 90’erne satte Lykketoft for alvor gang i sagerne ved at indføre et ’new public management’ – princip for den offentlige sektor i Danmark. Ved at tænke Danmark som en virksomhed, har man samtidig sat fokus på hvordan man tjener flest mulige penge. Dette fokus levner ikke mange muligheder for at tage menneskelige hensyn eller forfølge værdier, der ikke kan omsættes til klingende mønt. 

SAND begræder ikke, at Danmark har fået en generel øget levestandard og et større økonomisk råderum, men vi må altså konstatere, at virksomheden Danmark stadig leverer et restprodukt i form af social og økonomisk udstødelse, og at det er en forholdsvis bevidst strategi.

SAND vil altid kæmpe for, at der på den politiske scene også fokuseres på menneskelige aspekter, og at en del af det økonomiske overskud, som vores alle sammens virksomhed genererer, bruges på at give hjemløse og andre udsatte grupper et hæderligt liv. Hjemløse skal selvfølgelig have økonomiske muligheder for at forfølge deres ønsker og drømme, men endnu mere vigtigt, har vi brug for, at få et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være hjemløs, og vi har brug for at blive betragtet som værdigfulde medborgere og ikke som stinkende, misfarvet og giftigt spillevand fra en ellers så velfungerende virksomhed Danmark.

 

Og svaret på det indledende spørgsmål er desværre, at Danmark har hjemløse fordi Danmark ønsker det!