Du er her

Farvel til Region Syddanmarks Udsatteråd

ons, 02-03-2022, 14:53
Sofie Bay-Petersen
Informationsmedarbejder, SAND
SANDs næstformand melder sig ud

Lad det være sagt med det samme, SAND – De hjemløses landsorganisation elsker idéen om udsatteråd. Det ligger i vores DNA at søge indflydelse, at deltage i den politiske debat og være med i den praktiske problemløsning på hjemløseområdet. Vi opfordrer kommuner og regioner til at lave udsatteråd og vi tilbyder at finde hjemløserepræsentanter til at sidde i dem. Derfor er det også svært for mig at skulle sige farvel til min plads i Regions Syddanmarks udsatteråd.

Men det nytter heller ikke noget at sidde og blive frustreret over ikke at blive hørt, at blive talt ned til, at føle sig uvelkommen. Jeg går som regel fra møderne med en følelse af at det er spild af tid og at rådet reelt ikke har nogen indflydelse. Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Da SAND i tidernes morgen blev spurgt om vi ville have en repræsentant i rådet, fortalte man mig, at der skulle være flere brugerrepræsentanter i Rådet. Meningen var netop at brugerne af de tilbuddene på misbrugs, - sundheds, og socialområdet skulle deltage i væsentlige beslutninger. For en gammel rotte og bruger af systemet, der altid har følt at beslutninger blev taget hen over hovedet på dem tilbuddene var til for, lød det som en oplagt mulighed for mig og andre brugere. Vi kunne i fællesskab sikre at tilbuddene var i overensstemmelse med brugernes ønsker og behov.

Det viste sig desværre at brugerrepræsentanter betød noget helt andet for regionen end for mig. Det betød ansatte fra tilbud for hjemløse. Der er som sådan ikke noget galt med ansatte. I SAND har vi selv et par håndfulde af dem. De har bare ikke de erfaringer som hjemløse, stofbrugere og psykiatribrugere har. De har en professionel tilgang til tingene, som gør dem fri af følelsernes vold og fuldstændig objektive i deres betragtninger, som de siger mens glorien brænder CO2 af for fuld udblæsning. Problemet er at de alt for ofte ikke tager brugernes udsagn alvorligt. Vi – brugerne - har jo ”truffet alt for mange forkerte valg” gennem livet. Så derfor kan og bør vi ikke bidrage med andet end et nik, når de voksne diskuterer. Jeg ved det er sat på spidsen, men overdrivelse fremmer nok forståelsen for hvordan jeg har haft det i min tid i udsatterådet. Når det er sagt, har jeg jo stor forståelse for at det er svært at fralægge sig den paternalistiske holdning, som gud og uddannelse ofte afføder. Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart. Jeg kan jo, sandt at sige, have det ligesådan med dem ind imellem; de kan have givet mig karantæne fra et tilbud fordi jeg har opført mig som en idiot engang.

Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart.

En anden væsentlig årsag til at jeg ikke synes det er værd at bruge tid på at gå til møder i udsatterådet, er at rådet ikke rigtigt har noget at skulle have sagt. De fleste punkter på dagsordenen er informationspunkter eller punkter om hvordan vi kan sikre, at beslutninger bliver ført bedst og billigst ud i livet uden for meget brok fra brugerne. Hvis man stiller spørgsmål til beslutningernes fornuft og foreslår andre løsninger, bliver der sagt, at det ligger udenfor rådets mandat. Og hvad nytter det så at komme med sine erfaringer og viden som bruger, når der ikke er gjort plads til at vores input kan påvirke beslutninger? Derfor forlader jeg udsatterådet.

I de 5 SANDudvalg, der er i Region Syddanmark, vil vi holde øje med om der findes en hjemløs, der trives mere i modstand og tænder mere på skindemokratiets ædle kunst end jeg gør. Min udmelding er ikke et smæk med døren. Blot en opfordring til at man ikke dækker op til middag, hvis man ikke har tænkt sig at servere noget.

Mvh/Henrik 'Mas' Nørgaard Christensen, næstformand i SAND

Lad det være sagt med det samme, SAND – De hjemløses landsorganisation elsker idéen om udsatteråd. Det ligger i vores DNA at søge indflydelse, at deltage i den politiske debat og være med i den praktiske problemløsning på hjemløseområdet. Vi opfordrer kommuner og regioner til at lave udsatteråd og vi tilbyder at finde hjemløserepræsentanter til at sidde i dem. Derfor er det også svært for mig at skulle sige farvel til min plads i Regions Syddanmarks udsatteråd.

Men det nytter heller ikke noget at sidde og blive frustreret over ikke at blive hørt, at blive talt ned til, at føle sig uvelkommen. Jeg går som regel fra møderne med en følelse af at det er spild af tid og at rådet reelt ikke har nogen indflydelse. Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Alt er besluttet på forhånd og min rolle er at nikke til beslutninger Regionsrådet allerede har truffet og føle mig beæret over at få informationen om de vigtige beslutninger før alle andre hjemløse. Og så kan regionen jo altid sige at de hjemløse er blevet hørt. De er jo repræsenteret i udsatterådet.

Da SAND i tidernes morgen blev spurgt om vi ville have en repræsentant i rådet, fortalte man mig, at der skulle være flere brugerrepræsentanter i Rådet. Meningen var netop at brugerne af de tilbuddene på misbrugs, - sundheds, og socialområdet skulle deltage i væsentlige beslutninger. For en gammel rotte og bruger af systemet, der altid har følt at beslutninger blev taget hen over hovedet på dem tilbuddene var til for, lød det som en oplagt mulighed for mig og andre brugere. Vi kunne i fællesskab sikre at tilbuddene var i overensstemmelse med brugernes ønsker og behov.

Det viste sig desværre at brugerrepræsentanter betød noget helt andet for regionen end for mig. Det betød ansatte fra tilbud for hjemløse. Der er som sådan ikke noget galt med ansatte. I SAND har vi selv et par håndfulde af dem. De har bare ikke de erfaringer som hjemløse, stofbrugere og psykiatribrugere har. De har en professionel tilgang til tingene, som gør dem fri af følelsernes vold og fuldstændig objektive i deres betragtninger, som de siger mens glorien brænder CO2 af for fuld udblæsning. Problemet er at de alt for ofte ikke tager brugernes udsagn alvorligt. Vi – brugerne - har jo ”truffet alt for mange forkerte valg” gennem livet. Så derfor kan og bør vi ikke bidrage med andet end et nik, når de voksne diskuterer. Jeg ved det er sat på spidsen, men overdrivelse fremmer nok forståelsen for hvordan jeg har haft det i min tid i udsatterådet. Når det er sagt, har jeg jo stor forståelse for at det er svært at fralægge sig den paternalistiske holdning, som gud og uddannelse ofte afføder. Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart. Jeg kan jo, sandt at sige, have det ligesådan med dem ind imellem; de kan have givet mig karantæne fra et tilbud fordi jeg har opført mig som en idiot engang.

Ansatte på varmestuer, boformer, psykiatriske tilbud mm. er vant til at se mig og andre, når vi er helt på røven og ikke magter livet. At vi så pludselig mødes i et andet forum, hvor jeg har en god dag, kan det selvfølgelig være svært pludselig at skulle forholde sig til mig som et ligeværdigt rådsmedlem, der måske ligefrem kan sige noget brugbart.

En anden væsentlig årsag til at jeg ikke synes det er værd at bruge tid på at gå til møder i udsatterådet, er at rådet ikke rigtigt har noget at skulle have sagt. De fleste punkter på dagsordenen er informationspunkter eller punkter om hvordan vi kan sikre, at beslutninger bliver ført bedst og billigst ud i livet uden for meget brok fra brugerne. Hvis man stiller spørgsmål til beslutningernes fornuft og foreslår andre løsninger, bliver der sagt, at det ligger udenfor rådets mandat. Og hvad nytter det så at komme med sine erfaringer og viden som bruger, når der ikke er gjort plads til at vores input kan påvirke beslutninger? Derfor forlader jeg udsatterådet.

I de 5 SANDudvalg, der er i Region Syddanmark, vil vi holde øje med om der findes en hjemløs, der trives mere i modstand og tænder mere på skindemokratiets ædle kunst end jeg gør. Min udmelding er ikke et smæk med døren. Blot en opfordring til at man ikke dækker op til middag, hvis man ikke har tænkt sig at servere noget.

Mvh/Henrik 'Mas' Nørgaard Christensen, næstformand i SAND