Du er her

Daniels historie

tir, 09-12-2014, 11:42
Sofie Bay-Petersen
Informationsmedarbejder, SAND
HJEMLØS. Fem gange har kommunen givet Daniel en lejlighed og fem gange er han røget på gaden igen.

Måske er det præcis en af de situationer, Daniel hentyder til, når han siger at han er godt tilfreds med tilværelsen og ikke mangler noget: Han står foran Fakta på Ålekistevej og sælger hjemløseavisen Hus Forbi. Klokken er ti om formiddagen, temperaturen når kun lige over frysepunktet, men solen skinner og en frisk øl står diskret knappet op bag den gule Hus Forbi taske på fortovet. Der er ild i smøgen og de formiddagshandlende sørger for at avis efter avis forlader Daniels hænder i bytte for 20 kr. Daniel griner stort:

”Jeg elsker det her. Du er ikke afhængig af noget. Eller nogen. Du er bare dig. Det der med at du hele tiden skal et eller andet og du skal nå det til en fast tid og du skal gøre alt muligt. Det kan jeg ikke. Jeg skal bare sælge mine aviser og jeg kan selv bestemme”.

Daniel er 33 år. De sidste knap 13 år har han været hjemløs og boet på gaden. I lange perioder har han kun ejet hvad han kan bære i sin lille rygsæk. Ind imellem har han dog haft lejlighed. Men hver gang er det gået galt:

”De første tre lejligheder, dem drak og røg jeg op. Jeg betalte overhovedet ikke husleje. Jeg brugte det hele på øl og hash i stedet.  De sidste to – der skred jeg, fordi jeg slet ikke kunne være der til sidst. På grund af rod og svineri. Simpelthen.”

 

Kastebold
Daniel har faktisk levet hele sit liv på farten. Han blev født i København. Et par måneder for tidligt – stiv og skæv som han selv formulerer det, af en mor der røg en masse hash og drak alt for mange bajere. Seks måneder gammel lå han og skreg alene i lejligheden – og blev hentet af politi og låsesmed. Han kom på børnehjem og senere i plejefamilie. Eller rettere; plejefamilier:

”En gang fik jeg en bog hvor alle de der steder jeg havde boet stod skrevet i. Der var vi oppe på 36 forskellige steder. På femten år. Så… Hvis folk kalder mig badebolden – så er det derfor. Ikke fordi jeg er skaldet eller noget, men fordi jeg er blevet kastet meget rundt”.

Daniel røg på efterskole – og formåede som den første elev i skolens historie at blive kylet ud:

”De sagde til første møde der på skolen, at man ikke kunne ryge ud. Det var helt umuligt. Men det kunne jeg. Med en kæmpe pose bajere under armen – og alle de andre unger sad bare og klappede”.  

Så fik han en lejlighed og kom på kokkeskole – det gik heller ikke – og til sidst endte han på gaden hvor han altså stadig bor. Han har ingen fast base, men sover rundt omkring i byen på herberger og natcaféer. Han har været på kontanthjælp, men orker ikke at møde op til møder og aktivering og ”sidde og glo ind i en computer”. De sidste par måneder har han ikke modtaget støtte fra det offentlige og lever nu udelukkende af at sælge Hus Forbi. Han drikker mellem 30 og 50 øl om dagen og har gjort det i mange år efterhånden. Han startede med at drikke og ryge hash og cigaretter i det små, da han var otte og siden er det gået slag i slag. Hashen har han dog næsten lagt på hylden:

”Ej, det er ikke helt rigtigt for jeg har da fået et par hvæs ind i mellem, men det er meget lidt i forhold til hvor meget det var tidligere. Men de der 30 til 50 bajere om dagen – det har været igennem, ja… ca. 15 år. Mere eller mindre, ikke?”, fortæller Daniel.

 

Ude godt – hjemme en belastning
Men engang havde han en lejlighed. Eller; han har haft nogle stykker efterhånden. Fem for at være nøjagtig. Og hver gang er det sammen historie, der gentager sig:

” Den første måned, der kan det godt være at der er rimelig styr på det med lejligheden og det, men så begynder jeg at blive ligeglad. Jeg drikker jo ad h… til for at sige det lige ud, og ja - jeg ved ikke en gang hvad jeg skal sige. Til sidst er det bare for besværligt og jeg tænker bare: Lad lejlighed være lejlighed og tag ud hvor du har været før og hvor du ved hvad du har”, siger Daniel.

Det største problem er regningerne, der vælter ind ad den brevsprække, der følger med lejligheden. Og opvask, tøjvask, affald, pligter.

”Varmen har jeg aldrig haft tændt i nogle af de lejligheder jeg har haft. Overhovedet. Aldrig nogensinde har jeg brugt varme, men alligevel skal man betale for det og det forstår jeg ikke. Og strøm. Ja – det halve år jeg boede i den sidste lejlighed havde jeg strøm i måske to måneder. Jeg betalte ikke. Jeg havde sgu heller ikke brug for det”, fortæller Daniel.

Den sidste lejlighed, han havde, forlod han en dag og vendte ikke tilbage. Skidtet var vokset ham over hovedet. Den eneste grund til, at han ikke var blevet sat på gaden for længst var, at hans sagsbehandler styrede hans penge, så når kontanthjælpen gik ind den første i måneden, trak hun til huslejen før resten gik ind på Daniels konto. Måske står lejligheden stadig og venter, men han ved det ikke – og han er også ligeglad:

”Der var beskidt og jeg gjorde aldrig rent. Chipsposer og flasker over det hele. Der var lort over alt. Vodkaflakser og ølflasker – jeg tror jeg løb fra mindst 300 kroner i flasker. Ja, jeg kunne faktisk slet ikke være der til sidst. Det var bare rod og lort og rend mig i røven. Og det gad jeg ikke mere – og så skred jeg”, siger Daniel.

Han har aldrig haft en støtteperson der kunne hjælpe med at få det nye liv væk fra gaden til at glide lettere. Men da han flyttede fra et herberg og i lejlighed kom en af de ansatte og besøgte ham. Hun kom dog kun for at snakke - hjælp til rengøring, opvask og regninger var der ikke noget af.

Hvis der kunne komme en eller anden en gang om ugen gøre rent og sådan, så kunne jeg måske godt. Men hvis der går et halvt år, så ligner det lort, og så er det jo ikke til at gøre rent, vel? Så er lejligheden faktisk ødelagt og så kan jeg slet ikke overskue det.

Frivilligt hjemløs?
Nogle vil nok mene at Daniel selv har valgt at være hjemløs. Gang på gang har han vendt samfundet ryggen og forladt sine lejligheder, i stedet for at tage sig sammen og gå ned med flasker. Daniel tygger lidt på spørgsmålet:

”Selv synes jeg ikke rigtig, at jeg nogensinde har fået en chance. For at få et normalt liv. Nu har jeg jo boet meget i plejefamilier og alt det lort og været kastet rundt. Jeg har jo ikke fået den opvækst som almindelige børn og mennesker får. Så derfor kan jeg ikke sætte mig ind i det - hvordan man gør. Der skulle have været grebet ind helt fra jeg var lille. Men det blev der jo ikke”, siger Daniel.

Der er også lige det med ’den lille brist i hovedet’ som Daniel kalder det. Han er maniodepressiv, men får ingen medicin eller behandling, for - som han siger – ”der er ikke styr på en skid”.

”I en lejlighed, der fylder min maniodepressive ting også meget mere. Det gør den ikke når jeg bor på gaden og er ude hele tiden og er tvunget til at snakke med folk. Når jeg har en lejlighed, kan jeg godt bure mig inde i en hel måned.  Og ikke gå uden for en dør. Med mindre jeg lige skal op og hente smøger eller bajere. Og så lukker jeg mig inde igen og laver ingenting”.

Daniel afviser blankt at han skal have en lejlighed igen. Nogensinde. Men en bolig vil han gerne have på et tidspunkt. Mest ønsker han sig fællesskab:

”Det skal være et sted hvor der er også er folk til at gøre rent og sådan noget, ikke? Måske vi laver en dag hvor den ene laver mad og den anden vasker op og støvsuger og sådan noget ikke. Sådan tror jeg godt jeg ville kunne finde ud af det altså at bo, men ikke alene. Simpelthen ikke alene. Sådan er mit liv. Jeg kan ikke finde ud af det”.

 

Måske er det præcis en af de situationer, Daniel hentyder til, når han siger at han er godt tilfreds med tilværelsen og ikke mangler noget: Han står foran Fakta på Ålekistevej og sælger hjemløseavisen Hus Forbi. Klokken er ti om formiddagen, temperaturen når kun lige over frysepunktet, men solen skinner og en frisk øl står diskret knappet op bag den gule Hus Forbi taske på fortovet. Der er ild i smøgen og de formiddagshandlende sørger for at avis efter avis forlader Daniels hænder i bytte for 20 kr. Daniel griner stort:

”Jeg elsker det her. Du er ikke afhængig af noget. Eller nogen. Du er bare dig. Det der med at du hele tiden skal et eller andet og du skal nå det til en fast tid og du skal gøre alt muligt. Det kan jeg ikke. Jeg skal bare sælge mine aviser og jeg kan selv bestemme”.

Daniel er 33 år. De sidste knap 13 år har han været hjemløs og boet på gaden. I lange perioder har han kun ejet hvad han kan bære i sin lille rygsæk. Ind imellem har han dog haft lejlighed. Men hver gang er det gået galt:

”De første tre lejligheder, dem drak og røg jeg op. Jeg betalte overhovedet ikke husleje. Jeg brugte det hele på øl og hash i stedet.  De sidste to – der skred jeg, fordi jeg slet ikke kunne være der til sidst. På grund af rod og svineri. Simpelthen.”

 

Kastebold
Daniel har faktisk levet hele sit liv på farten. Han blev født i København. Et par måneder for tidligt – stiv og skæv som han selv formulerer det, af en mor der røg en masse hash og drak alt for mange bajere. Seks måneder gammel lå han og skreg alene i lejligheden – og blev hentet af politi og låsesmed. Han kom på børnehjem og senere i plejefamilie. Eller rettere; plejefamilier:

”En gang fik jeg en bog hvor alle de der steder jeg havde boet stod skrevet i. Der var vi oppe på 36 forskellige steder. På femten år. Så… Hvis folk kalder mig badebolden – så er det derfor. Ikke fordi jeg er skaldet eller noget, men fordi jeg er blevet kastet meget rundt”.

Daniel røg på efterskole – og formåede som den første elev i skolens historie at blive kylet ud:

”De sagde til første møde der på skolen, at man ikke kunne ryge ud. Det var helt umuligt. Men det kunne jeg. Med en kæmpe pose bajere under armen – og alle de andre unger sad bare og klappede”.  

Så fik han en lejlighed og kom på kokkeskole – det gik heller ikke – og til sidst endte han på gaden hvor han altså stadig bor. Han har ingen fast base, men sover rundt omkring i byen på herberger og natcaféer. Han har været på kontanthjælp, men orker ikke at møde op til møder og aktivering og ”sidde og glo ind i en computer”. De sidste par måneder har han ikke modtaget støtte fra det offentlige og lever nu udelukkende af at sælge Hus Forbi. Han drikker mellem 30 og 50 øl om dagen og har gjort det i mange år efterhånden. Han startede med at drikke og ryge hash og cigaretter i det små, da han var otte og siden er det gået slag i slag. Hashen har han dog næsten lagt på hylden:

”Ej, det er ikke helt rigtigt for jeg har da fået et par hvæs ind i mellem, men det er meget lidt i forhold til hvor meget det var tidligere. Men de der 30 til 50 bajere om dagen – det har været igennem, ja… ca. 15 år. Mere eller mindre, ikke?”, fortæller Daniel.

 

Ude godt – hjemme en belastning
Men engang havde han en lejlighed. Eller; han har haft nogle stykker efterhånden. Fem for at være nøjagtig. Og hver gang er det sammen historie, der gentager sig:

” Den første måned, der kan det godt være at der er rimelig styr på det med lejligheden og det, men så begynder jeg at blive ligeglad. Jeg drikker jo ad h… til for at sige det lige ud, og ja - jeg ved ikke en gang hvad jeg skal sige. Til sidst er det bare for besværligt og jeg tænker bare: Lad lejlighed være lejlighed og tag ud hvor du har været før og hvor du ved hvad du har”, siger Daniel.

Det største problem er regningerne, der vælter ind ad den brevsprække, der følger med lejligheden. Og opvask, tøjvask, affald, pligter.

”Varmen har jeg aldrig haft tændt i nogle af de lejligheder jeg har haft. Overhovedet. Aldrig nogensinde har jeg brugt varme, men alligevel skal man betale for det og det forstår jeg ikke. Og strøm. Ja – det halve år jeg boede i den sidste lejlighed havde jeg strøm i måske to måneder. Jeg betalte ikke. Jeg havde sgu heller ikke brug for det”, fortæller Daniel.

Den sidste lejlighed, han havde, forlod han en dag og vendte ikke tilbage. Skidtet var vokset ham over hovedet. Den eneste grund til, at han ikke var blevet sat på gaden for længst var, at hans sagsbehandler styrede hans penge, så når kontanthjælpen gik ind den første i måneden, trak hun til huslejen før resten gik ind på Daniels konto. Måske står lejligheden stadig og venter, men han ved det ikke – og han er også ligeglad:

”Der var beskidt og jeg gjorde aldrig rent. Chipsposer og flasker over det hele. Der var lort over alt. Vodkaflakser og ølflasker – jeg tror jeg løb fra mindst 300 kroner i flasker. Ja, jeg kunne faktisk slet ikke være der til sidst. Det var bare rod og lort og rend mig i røven. Og det gad jeg ikke mere – og så skred jeg”, siger Daniel.

Han har aldrig haft en støtteperson der kunne hjælpe med at få det nye liv væk fra gaden til at glide lettere. Men da han flyttede fra et herberg og i lejlighed kom en af de ansatte og besøgte ham. Hun kom dog kun for at snakke - hjælp til rengøring, opvask og regninger var der ikke noget af.

Hvis der kunne komme en eller anden en gang om ugen gøre rent og sådan, så kunne jeg måske godt. Men hvis der går et halvt år, så ligner det lort, og så er det jo ikke til at gøre rent, vel? Så er lejligheden faktisk ødelagt og så kan jeg slet ikke overskue det.

Frivilligt hjemløs?
Nogle vil nok mene at Daniel selv har valgt at være hjemløs. Gang på gang har han vendt samfundet ryggen og forladt sine lejligheder, i stedet for at tage sig sammen og gå ned med flasker. Daniel tygger lidt på spørgsmålet:

”Selv synes jeg ikke rigtig, at jeg nogensinde har fået en chance. For at få et normalt liv. Nu har jeg jo boet meget i plejefamilier og alt det lort og været kastet rundt. Jeg har jo ikke fået den opvækst som almindelige børn og mennesker får. Så derfor kan jeg ikke sætte mig ind i det - hvordan man gør. Der skulle have været grebet ind helt fra jeg var lille. Men det blev der jo ikke”, siger Daniel.

Der er også lige det med ’den lille brist i hovedet’ som Daniel kalder det. Han er maniodepressiv, men får ingen medicin eller behandling, for - som han siger – ”der er ikke styr på en skid”.

”I en lejlighed, der fylder min maniodepressive ting også meget mere. Det gør den ikke når jeg bor på gaden og er ude hele tiden og er tvunget til at snakke med folk. Når jeg har en lejlighed, kan jeg godt bure mig inde i en hel måned.  Og ikke gå uden for en dør. Med mindre jeg lige skal op og hente smøger eller bajere. Og så lukker jeg mig inde igen og laver ingenting”.

Daniel afviser blankt at han skal have en lejlighed igen. Nogensinde. Men en bolig vil han gerne have på et tidspunkt. Mest ønsker han sig fællesskab:

”Det skal være et sted hvor der er også er folk til at gøre rent og sådan noget, ikke? Måske vi laver en dag hvor den ene laver mad og den anden vasker op og støvsuger og sådan noget ikke. Sådan tror jeg godt jeg ville kunne finde ud af det altså at bo, men ikke alene. Simpelthen ikke alene. Sådan er mit liv. Jeg kan ikke finde ud af det”.